Læseprøve

Denne ebog er 3. del af følgende serie på tre ebøger:

1. Meridianer og eksistens. Klassisk kinesisk medicin og daoisme

2. Tegn og tydning. Kinesiske klassikere. Meridianer og eksistens II

3. Kinesisk medicin og kultur før og nu. Omkring Rhonda Chang og 醫 (yi). Meridianer og eksistens III

"Yin og yang er i overensstemmelse med dao, er himlens og jordens vej, den røde tråd for alt, forandringernes ophav, rodnettet for fødsel og død, gudernes tempel. (…) Yang-qi bevæger sig op til himlen og opsamles her, yin-qi bevæger sig ned til jorden og samler sig her. Yin er hvilende, yang er hvileløs. Yang skaber liv og vækst, yin tager vare om at bevare det og give det næring. Yang dræber, yin indoptager og bevarer. Yang omdanner qi, og yin giver form.” (Den Gule Kejsers klassiker om indre medicin, ‘Su Wen’ kapitel 5).

 
Kolofon

Kinesisk medicin og kultur før og nu. Omkring Rhonda Chang og 醫 (yi). Meridianer og eksistens III

© Hugo Hørlych Karlsen, NordØsten Forlag NordOsten Books 2019
ISBN 978-87-91493-52-2

Sat med Verdana (dansk tekst) og MS Gothic (kinesiske tegn)

Må digitalt eller i udskrift bruges af køberen af denne ebog.
  Må ifølge copyrightbestemmelserne, der beskytter forlagets, forfatterens og oversætterens arbejde, hverken kopieres analogt eller digitalt til andre eller offentliggøres uden forudgående aftale med forlag, forfatter og oversætter.

NordØsten NordOsten Books
www.nordosten.dk

NordØsten NordOsten Books har også udgivet:
- Den Gule Kejsers klassiker om indre medicin og Klassikeren om de vanskelige områder.
- Daode jing. Klassikeren om vejen og kraften.
- Meridianer og eksistens. Klassisk kinesisk medicin og daoisme.
- Tegn og tydning. Kinesiske klassikere. Meridianer og eksistens II.

Se NordØsten NordOsten Books’ samlede ebogskatalog:
www.nordosten.dk

Indhold

1. Hvad dækker Traditionel Kinesisk Medicin over? Kinas historie og medicin i nyere tid
  Kolonialisme og selv-kolonialisme
  中醫 (zhongyi) og 辨證論治 (bianzhenglunzhi)
  醫 (yi)
2. Hvad afdækker den traditionelle kinesiske behandlingsmetode?
3. Andre tekster af Rhonda Chang
4. En yinyang wuxing-guide til behandling af brandsår – den gode olie
5. Gennemborende som et sværd. Klassisk kinesisk rytme i Japan og japansk total opmærksomhed på klassisk kinesisk. Et kalejdoskopisk essay
  Links og henvisninger
6. Vestliggørelsen af klassisk kinesiske tekster
Note

1. Hvad dækker Traditionel Kinesisk Medicin over? Kinas historie og medicin i nyere tid

Rhonda Chang: Chinese Medicine Masquerading as Yi. A Case of Chinese Self-Colonisation. 280 sider. Maninriver Press, 2015. (Samme år kinesisk udgave på samme forlag).

Kolonialisme og selv-kolonialisme
Rhonda Chang beskriver letlæst, detaljeret og medrivende veldokumenteret med et hav af politiske og medicinske kilder, hvordan vestlig imperialisme i Kina primært ved Storbritannien og Frankrig og senere suppleret med Japan gennem det 19. århundrede førte til særdeles dramatiske ændringer i Kina, også med konsekvenser for medicinen.
  Mange kinesiske intellektuelle udviklede især fra omkring 1900 en selv-koloniserende holdning, da de opfattede Kina og kineserne som lidende af mangler og under den ydmygelse, de vestlige magter udsatte dem for.
  Denne følelse af mangel og tilbageståenhed omfattede alle politiske, militære, økonomiske, sociale, kulturelle, litterære og medicinske områder. Resultatet var en  ̶  ofte ambivalent  ̶  længsel efter og accept af vestlig videnskab, teknologi og modernisering.
  Denne selv-kolonisering søgte ikke blot at tilegne sig udenlandske teknologier og produktionsmetoder, men også vestlige opfattelser og kulturformer. Hos flere af de kinesiske reformbevægelser blev dette forbundet med at afvise traditionelle kinesiske livsmåder og opfattelser.
  Omkring det tidspunkt, Mao’s kommunistiske parti besejrede Guomindang, var vestlig videnskab indlejret i Kina med monopol på at være den eneste gyldige verdensanskuelse. Så da Mao’s sejr i 1949 var en realitet, blev den betragtet som en frigørelse fra Kinas feudale fortid mere end blot fra vestlig kolonialisme og imperialisme. Det nye Kina skulle skabes med henblik på at være et videnskabsbaseret samfund uden nogen speciel respekt for traditionelle kinesiske fremgangsmåder.
  Rhonda Chang siger på sin korte og præcise måde, at paradokset bestod i at få forvandlet det, der var vestligt, til at det skulle fremstå som kinesisk.
  Den medicin, der i årtusinder havde været i Kina, betegner hun som 醫 (yi), det klassiske tegn for medicin. Den hørte for reformatorerne til de såkaldte feudale efterladenskaber, som kinesiske intellektuelle og politikere fra omkring 1900 søgte at udrydde. I forlængelse af disse bestræbelser ville regeringen under Mao udvikle en kinesisk ny medicin ud fra den antagelse, at vestlige læger havde den videnskabelige ekspertise, de videnskabelige evner og den vilje, som skulle til for at forstå og forklare 醫 (yi) videnskabeligt. De skulle omformulere 醫 (yi)’s ikke-videnskabelige teorier og principper til gyldig videnskabelighed.
  Den nye medicin fik navnet 中醫 (zhongyi), kinesisk medicin. Den internationale betegnelse er Traditionel Kinesisk Medicin.
  Selv om Mao ønskede at udvikle en kinesisk ny medicin med understregning af ny, så slørede dem, der kreerede 中醫 (zhongyi), med selve tillægsordet “kinesisk” grænserne mellem det nye medicinske system og så 醫 (yi). De fremskrev den opfattelse, der hedder 辨證論治 (bianzhenglunzhi) og hævdede, at den bygger på 醫 (yi)’s klassiske kanon.
  Den internationale gengivelse af 辨證論治 (bianzhenglunzhi) lyder: Identifikation af syndromer (eller mønstre) som grundlag for at fastlægge behandlingen.
  Denne sløring af grænserne mellem den klassiske medicin 醫 (yi) og den nye medicin, 中醫 (zhongyi), fremhæver Rhonda Chang som en af hovedårsagerne til, at mange moderne forskere bliver, for at sige det på godt dansk, rundtossede, når de beskæftiger sig med 醫 (yi)’s og 中醫 (zhongyi)’s historie.

Man var i Kina fra omkring 1900 i gang med “at korrigere den nationale fortid”. Og i 1950’erne ville Mao have 醫 (yi) korrigeret. Rhonda Chang viser, på hvilken måde og ved hjælp af hvem denne korrigering blev gennemført. Hun fremhæver personer, som frem til og med Mao søgte at fremstille videnskaben som filtret ud af dens indlejring i vestlig kultur og imperialisme. De ville sløre den forbindelse, der var mellem den kinesiske socialisme og dens vestlige rødder og samtidig kamuflere maoismens anti-traditionalisme under den maske, der hed anti-feudalisme.
  På denne baggrund indførte det videnskabsorienterede kommunistiske styre vestlig medicin i Kina, samtidig med at det promoverede den nye 中醫 (zhongyi), der bygger på biomedicinske opfattelser og en de facto afmontering af de teorier, der er grundlaget for 醫 (yi).

中醫 (zhongyi) og 辨證論治 (bianzhenglunzhi)
Om de tegn, der står som det grundlæggende dogme for den nye, kinesiske medicin, tegnene: 辨證論治, anfører Rhonda Chang følgende betydninger:

- 辨 (bian): At skelne, at erkende, at genkende.
- 證 (zheng): Der er i Kina fortsættende debatter om men ingen afklaring af, hvad 證 (zheng) egentlig betyder: Bevis? Symptom? En sygdoms karakteristika og kroppens evne til at bekæmpe den? Kroppens reaktion på sygdom? En specifik term for sygdommens patologiske ændringer? Dette har været bud på betydninger, men Rhonda Chang konkluderer, at det er et tegn, der ikke lader sig definere, en flydende henvisning uden konkret henvisningsfunktion.
- 論 (lun): At diskutere, at ræsonnere, at overveje.
- 治 (zhi): At behandle.

På trods af den uafklarede kompleksitet, der ligger i de fire tegns betydning, valgte dem, der udviklede den nye 中醫 (zhongyi), at bruge dem.
  Og på trods af, at 辨證 (bianzheng) set for sig og 論治 (lunzhi) set for sig tidligere havde fastlagte betydninger, men ikke indgik i de medicinske klassikere, så hævdede dem, der indførte den nye 中醫 (zhongyi), ikke desto mindre, at 辨證論治 (bianzhenglunzhi)-teorien oprindeligt stammer fra klassikerne, fra den traditionelle 醫 (yi).
  Jeg har eftertjekket Rhonda Changs fremstilling ved at gennemsøge de kinesiske klassikere for forekomsten af 辨證 (bianzheng) og 論治 (lunzhi), og disse to sammensætninger findes intet steds i dem. De to begreber er derfor på falske præmisser blevet blandet ind i den nye, kinesiske medicin.

I tiden op til 1970’erne stod 辨證論治 (bianzhenglunzhi) kun for en afprøvende tænkning. Men efter kulturrevolutionens afslutning i 1976 bliver den det fastlagte dogme, blandt andet understøttet af udgivelsen af tekstsamlingen 中醫學基礎 (ZhongYiJiChuXue), Grundlaget for kinesisk medicin (engelsk oversættelse ved Nigel Wiseman og Andrew Ellis: Fundamentals of Chinese Medicine, første udgave 1985).
  Da Rhonda Chang selv i Kina begyndte at studere akupunktur og urtemedicin i 1978, blev hun og hendes medstuderende oplært i, at 辨證論治 (bianzhenglunzhi) var det eneste gyldige teoretiske grundlag for at bruge urter og akupunktur. Der var ikke den mindste hentydning til, at denne metode var en ny konstruktion. Og hun understreger, at den dag i dag er de fleste, der studerer kinesisk medicin, ikke klar over, at det er et helt andet teoretisk system, som er grundlaget for 醫 (yi).
  Den basale teori under 中醫 (zhongyi) blev altså 辨證論治 (bianzhenglunzhi), som refererer til organer og meridianer. Den blev fremhævet med den påstand, at den havde forbedret den videnskabelige status for og den logiske sammenhæng i den teori, der lå i fædrelandets 醫 (yi).
  Rhonda Chang beskriver, på hvilke måder denne nye, kinesiske medicin ikke blot er ny, men grundlæggende og teoretisk helt forskellig fra den 醫 (yi), den påberåber sig at føre videre i en forbedret udgave. Hun viser desuden, hvilke vanskeligheder det medfører for behandlere og læger, der henholder sig til 辨證論治 (bianzhenglunzhi), hvis teori er ufuldstændig i forhold til 醫 (yi)’s grundlag.
  Den nye medicin er altså hverken videnskabelig ELLER i overensstemmelse med det grundlæggende i 醫 (yi). Hun viser, hvordan den nye kinesiske medicin og vestlig biomedicin bygger på de samme teoretiske præmisser, og hun påviser, at enhver unik kinesiskhed i begrebsbrugen er ren overflade.

Inden for 辨證論治 (bianzhenglunzhi)-systemet arbejdes der ud fra, at en sygdoms årsag er en ondartet sygdomsfremkalder (病邪) (bingxie) og at kroppen har underaktive eller overaktive funktionssammenhænge. Det drejer sig om sygdommens årsag og hovedsymptomerne. Altså behandler man ved at opsøge ondartede sygdomsfremkaldere, undersøge under- eller overaktive områder og se på hovedsymptomerne. Den diagnostiske metode blev fastlagt i fire trin: At se på, at lytte til og at udspørge patienten og at berøre og tage pulsen. Disse fire metoder må sammenstilles for at nå til en diagnose. Dette byggede på vestlig biomedicin, men blev kaldt 中醫 (zhongyi), kinesisk medicin med associationer til en traditionel, ikke-vestlig praksis. I den nye medicin indgik imidlertid radikalt nye elementer, der ikke udviklede, men erstattede 醫 (yi)-elementer.
  For det første er den primære teori i 中醫 (zhongyi) forbundet med organer og meridianer, hvorimod den i 醫 (yi) er forbundet med 陰陽 (yinyang), 五行 (wuxing), de fem elementer, og 氣化 (qihua), qi-transformering.
  For det andet var udskiftningen af og afvisningen af 陰陽 (yinyang)-teorien del af det kommunistiske partis korrektionspolitik.
  For det tredje skulle 辨證論治 (bianzhenglunzhi) som nævnt få den nye medicin til at fremstå som mere videnskabeligt kompetent i en tid og et socialt rum, hvor det kun var videnskaben og videnskabelig forskning, der ansås for at have universel gyldighed.

Den nye medicin blev skabt gennem en række sammenvævede bestræbelser i slut-1950’erne og 1960’erne, hvor lægekomiteer arbejdede på at formulere, hvordan en ny kinesisk medicin kunne tage sig ud. Denne nye medicin blev som nævnt først mere eller mindre standardiseret i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne. Omfanget af det vestlige indslag i denne medicin ville ingen kunne have været i tvivl om, hvis det ikke havde været for den sløring, som betegnelsen “kinesisk” lagde over den, og for den samtidige indplacering af 辨證論治 (bianzhenglunzhi)-dogmet i den.
  I den kommunistiske epoke blev 醫 (yi) således aflivet, ikke ved direkte at blive afskaffet, men ved at blive udskiftet med 中醫 (zhongyi), der er en vestlig biomedicinsk maske, konstrueret omkring den rigide 辨證論治 (bianzhenglunzhi)-praksis, og den er fremstået som traditionel med betegnelsen “kinesisk”, samtidig med at brugen af visse 醫 (yi)-metoder skaber en skrøbelig forbindelse med 醫 (yi).
  Men 辨證論治 (bianzhenglunzhi)-systemet bygger på principper som anatomi, fysiologi og patologi som grundlag for diagnose og behandlingsplan og er mere forbundet med vestlig biomedicin. Det centrale punkt, hvor 中醫 (zhongyi) fjerner sig fra 醫 (yi), er, hvor 中醫 (zhongyi) fuldstændig afstemmer sig med videnskaben som universalisme i form af nævnte biokemi, fysik og anatomi og modarbejder og bekæmper den kosmologi, der er inkarneret i 陰陽 (yinyang), 五行 (wuxing), de fem elementer og 氣化 (qihua), qi-transformering.
  For Rhonda Chang er det, der i øjeblikket forhindrer en tilbagevenden til 醫 (yi), altovervejende, at 中醫 (zhongyi) har forklædt sig som både kinesisk og traditionel og besat 醫 (yi)’s område.
  Det ambivalente ønske i Kina om at opretholde eller konstruere en national form for 醫 (yi), men samtidig ville fæstne sig til en videnskabelig universalisme, er det, der mest kendetegner den sundhedspolitik og forvirring, som har hersket i Kina gennem det sidste århundrede. Det har medført skiftende, ustabile ordninger og benævnelser som “ny” medicin, der bliver til “traditionel” medicin, vestlig medicin, der bliver til “kinesisk” medicin, og så forskellige omrokeringer af disse positioner. De nye kinesisk-medicinske lærere, som var uddannet på universiteterne og derfra rykkede ind på hospitalerne, havde lært 辨證論治 (bianzhenglunzhi) og kendte kun lidt eller intet til, og havde slet ingen ekspertise i forhold til 陰陽 (yinyang), 五行 (wuxing), de fem elementer og 氣化 (qihua), qi-transformering.

醫 (yi) overlevede gennem flere tusinde år, men findes i dag ikke så meget som en udbredt praksis, men mere som historiske tekster. Det skaber forvirring, når 中醫 (zhongyi), der kun har omkring 60 år på bagen og ikke er 醫 (yi), men reelt har forladt principperne for 醫 (yi), fremstiller sig som den 醫 (yi), den har forvist.
  Mens 醫 (yi)’s bortdøen er blevet skjult og fortiet, er promoveringen af 中醫 (zhongyi) foregået åbent og højlydt. Dem, der har studeret med fokus på medicinens kinesiskhed har været blinde for den teoretiske forskel på de to retninger, og i de fleste tilfælde er de blevet blændet af, at den ene facade, 中醫 (zhongyi), har skjult den andens, 醫 (yi)’s indhold. Resultatet er, at 中醫 (zhongyi) bliver ved med at være en maskerade, der skjuler 醫 (yi).

Der kan i både 中醫 (zhongyi) og 醫 (yi) anvendes urtemedicin, akupunktur, massage og qigong, men 中醫 (zhongyi) overtog disse metoder fra 醫 (yi) uden dennes underbyggende principper. Og selvom begreber som 陰陽 (yinyang) er overtaget fra 醫 (yi), betyder de noget andet og bruges på andre måder.