Læseprøve

Kolofon

Sundbyfolk. Syv amagerkanere fortæller

© Jack Thimm 1999 & 2014

jackthimm@sol.dk

Sat med Verdana

Må digitalt eller i udskrift bruges af køberen af denne ebog.

  Må ifølge copyrightbestemmelserne, der beskytter forlagets og forfatterens arbejde, hverken kopieres analogt eller digitalt til andre eller offentliggøres uden forudgående aftale med forlag og forfatter.

ISBN 978-87-91493-17-1, 2. reviderede udgave, ebog

ISBN 87-90669-03-7, trykt bog

Forsidens bybillede: Foto cirka 1958, taget fra hjørnet af Øresundsvej og Lynettevej over mod Rødegård og Moldaugade, et udsnit få meter øst for indgangen til Røde Kro Teater (1880-1961). Privat foto. NordØsten NordOsten Books’ billedarkiv.

Grafisk tilrettelæggelse: Petra Vestergaard Pedersen

Redaktion: Hugo Hørlych Karlsen

NordØsten Forlag  NordOsten Books

www.nordosten.dk

Se NordØsten Forlag  NordOsten Books’ samlede ebogskatalog:

www.nordosten.dk/E-boeger.html

Indhold

Forord

  Det var sådan, det var – forår 1999

  PS – forår 2014

  PPS – hedebølge-sommer 2014

I

Horst Friedrich

  Mit intellektuelle behov er umætteligt

Finn Fobian

  Jeg har været svinehamrende heldig

Lydia Thimm Kaysø

  Jeg var anfører for drengene i Søndergården

Henrik Lange

  Grand-DANA-Lort tur/retur

Gert Petersen

  Det lort, jeg har været igennem, har været pragtfuldt

Klaus Rifbjerg

  Der var sådan et overskud af humør i Klogerup

II

Jack Thimm

  Sundbybilleder

Af samme forfatter

Noter

Forord

Det var sådan, det var – forår 1999

Ingen af denne bogs fortællere har skrevet så meget som én linje – i hvert fald i denne sammenhæng.

Jeg har interviewet og båndoptaget dem på alle tidspunkter af døgnet. Eksempelvis har jeg ringet og vækket “ofrene” midt om natten og givet dem “lektier” for – altså kommet med stikord og opmuntrende bemærkninger – i bestræbelserne på at få fortællingen på gled.

Jeg kunne være udfarende på denne måde:

“Tænk lige det dér nøjere igennem. Hvad følte du? Hvordan lugtede der i brændeskuret?”

Jeg fandt også på digteriske friheder – så som:

“Jeg hører stadig min far spille harmonika på verandaen, jeg ser frugttræerne skyde knopper, og jeg tager mig i at tørre mig om munden med skjorteærmet, der er løbet fuld af det saftigste frugtkød.”

I den anden ende af røret kom der så et surt opgylp:

“Jeg har ingen far, og det paphoved, der gav sig ud for at være min far, kunne hverken spille harmonika eller få træer til at gro. Men hvis det ellers kan have interesse, fik jeg tit én på lampen og tørrede mine modige tårer af i skjorteærmet.”

Så var der etableret en kontakt, og fortæller og interviewer havde noget på hinanden, og der var noget at gå videre med til næste dags optagelser.

Hen ad vejen blev der optaget kilometervis af båndsnak, jeg har redigeret og klippet til – uden stikord eller natlige besværgelser.

Tilbage står essensen af fortællerens beretning om barndom, opvækst, familie- og skoleliv samt tidligste erfaringer på arbejdsmarkedet i Sundby på Amager i 1950’erne med afstikkere til de nærmeste naboårtier.

Denne tilblivelsesform gælder for første afsnits seks fortællere. I andet afsnit fortælles der om nogle af mine egne tildragelser i Sundby, hvor jeg blev født og voksede op i tidsrummet 1945-59 – uden båndoptagerhjælp.

Bogens mantra har fra den spæde start været:

Barndommen er endeløs. Den kaster uafbrudt skygger ind i voksenlivet. Man slipper aldrig af med barndommen. Man må hele tiden lære af den – og lære at leve med den. De rødder og de følelser, man udviklede i opvækstårene, må man som voksen gang på gang generobre for at bevare sin identitet. Eller blive et fattigere menneske.

PS – forår 2014

Papirbogsudgaven udkom i 1999 – efter drøje mishandlinger.

Det var det nystartede Amager Kulturpunkt, der oprindeligt stod for projektet. Kulturpunktet havde tre punkter på sit program: 1) omdannelse af biografen Amager Bio til koncerthus – 2) genstart af Amagerbanen fra Islands Brygge til Kastrup Lufthavn – 3) en bog om Holmbladsgade.

Første punkt lykkedes til fulde, og koncerthuset er i dag et forum, der trækker mange til. Genstarten af Amagerbanen blev aldrig til noget og er lagt i mølpose. Og bogen om Holmbladsgade blev heller ikke realiseret.

Men der kom alligevel en bog ud af det – både om Holmbladsgade og andre vitale områder i bydelen Sundby – fordi jeg ønskede det sådan.

Jeg fandt fortællerne i løbet af efteråret 1995 og interviewede dem i samme efterår og hen over vinteren. Sidst på foråret 1996 afleverede jeg manuskriptet – skrevet på skrivemaskine – til Amager Kulturpunkts leder, Karsten Lægdsmand – med henblik på udgivelse i sommeren 1996.

Her gjorde jeg regning uden værtsskab. Og jeg hørte intet fra kulturpunktets leder. Det lå i kortene, at det var skønne, spildte kræfter på fortællernes og egne vegne – og efter et års tid sagde jeg det rent ud til fortællerne: “Jeg beklager, men der er gået kuk i den, og alle bogplaner er havnet som vraggods – hvor og hvordan vides ikke.”

En kold vinterdag i 1999 lå der en vigtig besked på min telefonsvarer. Helge Scheuer Nielsen, leder af Sundby Lokalhistoriske Arkiv, havde fundet mit manuskript i en sort affaldssæk sammen med andre vragede og kasserede ting og sager fra Amager Kulturpunkt.

Og så gik det pludselig stærkt. Vi skrev en ny kontrakt, mit manuskript blev indskrevet som filer – dengang havde jeg ikke computer – og Sundbyfolk udkom i juni 1999 – med en festlig reception på biblioteket i Amager Centret.

Papirbogen er udsolgt – på nær fyrre eksemplarer, jeg har købt af det lokalhistoriske arkiv – og det har været en stor glæde for mig at indskrive manus på filer – gennemskrevet det på ny og rettet sprogfejl og andre sjuskerier. Det nye manus er hermed lagt i hænderne på det nordøstjyske forlag NordØsten – og læserne.

PPS – hedebølge-sommer 2014

I efteråret 1958, tretten år gammel, spurgte jeg min far, om jeg i den kommende efterårsferie kunne blive arbejdsdreng på skjortefabrikken Swallow/Starmount i Holmbladsgade. Min far talte med direktøren, og han sagde god for det. Direktøren kendte mig, for jeg var jo tit med min far på fabrikken, som han var tilknyttet som vognmand.

Og det var en herlig uge. Jeg husker ikke, hvad jeg lavede – andet end at hente stoffer på hylderne, som syerskerne skulle lave skjorter og pyjamasser af. Det, der gjorde det største indtryk, var et tvillingepar, der – forekommer det mig – uafladeligt talte om deres drikfældige mænd. Tvillingesøstrene udklækkede store planer om, hvordan de skulle få narret lønningsposerne ud af hænderne på deres mænd, før de gik på værtshus og soldede det meste af ugelønnen op.

Da jeg skulle finde fortællere til bogen i efteråret 1995, var jeg meget opsat på at få sådanne kvinder til at medvirke – ja, måske ligefrem de to tvillingesøstre. Jeg fik Amager Bladet til at omtale mit projekt, og jeg blev i de kommende uger kimet ned af alle mulige – mest mænd – der gerne ville medvirke.

Blandt de kimende var der imidlertid ingen skjortesyersker – eller andre kvinder med drikfældige mænd – og derfor valgte jeg at tage min søster med – på “afbud” – så kvindekønnet i det mindste blev repræsenteret.

Der var flere i Amager Kulturpunkts projektgruppe, der ønskede, at jeg fik flere fortællere med – for eksempel: tredive, der så skulle have tre-fire sider hver. Sådan ville jeg det ikke. Jeg ville have færre fortællere, der kunne brede sig over flere sider. Og sådan blev det.

Mine spørgsmål er konsekvent luget væk. Mit ønske har været, at man skal være i fortællerrummet – uden indblanding fra den spørgende interviewer.

Jeg ønskede – og ønsker – fortællinger, der kan lægge arm med novellen ...

God læselyst!

Jack Thimm