Læseprøve

Kolofon

Solguden og Kristus. Konstantin den Store, pagten og magten

© NordØsten Forlag  NordOsten Books 2011

Sat med Verdana

Må digitalt eller i udskrift bruges af køberen af denne ebog.

  Må ifølge copyrightbestemmelserne, der beskytter forlagets og forfatternes ar-bejde, hverken kopieres analogt eller digitalt til andre eller offentliggøres uden forudgående aftale med forlag og forfattere.

ISBN 978-87-91493-23-2: Ebog

ISBN 978-87-91493-14-0: Trykt bog med titlen Hvorfor kristendommen? Konstantin den Store, pagten og magten

NordØsten Forlag  NordOsten Books

www.nordosten.dk

NordØsten Forlag  NordOsten Books’ samlede ebogskatalog:

www.nordosten.dk/E-boeger.html

Indhold

Motto

Kapitel 1

  Konstantin den Store

  Vejen hertil

Kapitel 2

  Tro

  Tro som viden

Kapitel 3

  Gudsbegrebet

  Religion

  Tidens relativitet – mystik og religion

Kapitel 4

  Tid og sted

  Religion og politik

Kapitel 5

  Jesus og jesusbevægelsen i Palæstina

Kapitel 6

  Hasmonæerne

  Traditionen fra Det gamle Testamente

  Jesus – en eskatologisk forkynder

  Kristne oprørsbevægelser

  Jesus som Guds udvalgte

  En eskatologisk bevægelse

  Forfølgelse og modstand

  Jesusbevægelsen – for en tid del af jødedommen

  Teocentrismen

  Indre samling

  Begyndende katolsk kristendom

  Evangeliske skrifter

  Kirkens organisation i 200-tallet

  Frem mod 300-tallet

  Det religiøse budskab

  Verdens undergang, Kristi genkomst og kejserens interesse i fred, vækst og be-folkningsforøgelse

  Den sande Gud over for de ikke-kristne

  Kultdyrkelsen

  Kristne krigere

  Opsummerende om det 3. århundrede

Kapitel 7

  Konstantin den Stores toleranceedikt

  Religionskrig i Østriget

  Edikternes betydning

  Hvorfor kristendommen?

  Mithraskulten

  Konstantin den Stores motiver

  Samvirken – og en tredje faktors medvirken

Kapitel 8

  Dannelse og dårskab

  Kristen dannelse

  Kristendommen bliver statsreligion

  Trosbekendelserne år 325 og år 381

  Den donatistiske strid

  Tiden efter Konstantin den Store

  Andre modsætninger mellem stat og kirke

Kapitel 9

  Oldkristendommens modsætning til de græsk-romerske religioner – og efterhån-den også til de såkaldte kættere

  En opbrudstid

  Kultdyrkelse, kristendom og sakramenter

  Kejserkult, et opsplittet rige og religionernes kamp i det 3. århundrede

Kapitel 10

  Omvendte Konstantin den Store sig til kristendommen?

  Forskningens opfattelse af Konstantin den Store

  I troens lys – og i solgudens skær

  Hvad Konstantin den Store så og troede

  Eneherskeren

  Den som Gud personligt har udvalgt

Kapitel 11

  Milanoediktet af 313

Kapitel 12

  Triumfbuen

  Guldmedaljoner

  De kristne symbolers udbredelse

  Indskriften i Hispellum

  Statuen i Konstantinopel

  Statuen i Rom

  Kolossalhovedet

  Konstantinopel

  Kirkebygninger

  De kristnes antal

Kapitel 13

  Den tredje faktor

  Børnenes situation i de græsk-romerske patriarkater

  Politisk kamp og fald i befolkningsmængden

  Grundlaget for den patriarkalske familiemoral forsvinder

  Familielovgivning

  Familielovenes centrale våben

  Konstantin den Store samler trådene

  De økonomiske incitamenters og moralens fallit

  Fra slaver til selvejende

  Udvikling af metoder til at undgå svangerskab

  Ny krise for produktionen og fødselstallet

  Igen ny vækst i befolkningstallet mod alle odds – hvorfor?

Kapitel 14

  Pontifex Maximus

  Konstantin den Store som Pontifex Maximus

Kapitel 15

  Afsluttende skitser

  Kristendommen i mit liv

  Barndommens bog

Kapitel 16

  Personliste

  Kilder

  Litteraturliste

  Tak

Motto

Pagt

Af latinsk “testamentum”, græsk “diathéke”. Betyder i Bibelens sammenhæng den forbindelse, der knyttes mellem Gud på den ene side og jøder og kristne på den anden.

  Den gamle pagt:

    Forbindelsen mellem Gud og Israels folk.

  Den nye pagt:

    Det forhold Kristus oprettede mellem Gud og menneskene.

  (Frit efter Ordbog over det danske Sprog)

Al Verden stod i Satans Pagt,

Da brød vor Jesus frem med Magt.

(Brorson)

Magt

Om det forhold, at man med store legemskræfter, militære kræfter eller andre midler, eller på grund af tildelt ret eller myndighed er i stand til at sætte sin vilje igennem, at byde eller råde over andre eller at have afgørende indflydelse på dem. Specielt om det herredømme, styre, der udøves af en regent, stat eller insti-tution.

(Frit efter Ordbog over det danske Sprog)

Mig er givet al magt i himlen og på jorden.

(Jesus ifølge Matthæus)

Kapitel 1

Konstantin den Store

Hvorfor blev det – blandt de religioner, der var til rådighed i tiden omkring år 2-300 – netop kristendommen, som fik så stor udbredelse? Hvorfor valgte Konstan-tin den Store, der levede fra cirka år 272 til 337 og var kejser i årene 306-337, at gøre kristendommen til Romerrigets bærende religion, når både den ældre og nye-re forskning i hans indførelse af kristendommen hævder, at kristendommen ikke synes at have været en magtfaktor i sig selv, som han umiddelbart kunne bygge på som kejser?

  Dette spørgsmål har på forskellig måde beskæftiget os begge gennem mange år. Denne bog er en opridsning af de vinkler, vi har arbejdet frem på området – Tina Mette Rasmussen primært gennem sine studier som historiestuderende og specia-leskriver i emnet og senere i videre studier som færdiguddannet – Hugo Hørlych Karlsen oprindelig også som universitetsstuderende og senere i sit arbejde som underviser, foredragsholder, forfatter og oversætter.

  Vi er som danske vokset op i en vesterlandsk kristen kultur, begge i kristne fami-lier. Tina Mette Rasmussen har som voksen været del af det danske folkekirkemil-jø, blandt andet som kirkesanger. Hugo Hørlych Karlsen er vokset op med kirkelige sammenhænge som en integreret del af familielivet, men har aldrig været troende, hverken som barn eller voksen.

  Fra forskellige vinkler har vi begge været interesserede i at sondere i, hvorfor det netop blev en kristen kultur, vi blev født ind i, voksede op i og lever i.

  Kort og godt: Hvorfor valgte Konstantin den Store at legalisere og i vid udstræk-ning bygge sin magt på en pagt med kristendommen?

Vejen hertil

Vejen til, at vi sammen gik i gang med at skrive denne bog, der ser på mulige be-svarelser af dette spørgsmål, er gået over selvstændige arbejder, som vi begge har skrevet om eller med relation til emnet.

  Som afsluttet produkt foreligger bogen her som en fælles skrift, opnået gennem et udvidet samarbejde bestående af en vekslen mellem diskussioner og gennem-skrivninger.

  En bog vi ønsker hverken skal være apologetisk (et skrift for kristendommen) eller antikristen (et skrift imod kristendommen), men et forsøg på en personligt motiveret og saglig udforskning og beskrivelse af kristendommens indførelse som statsreligion omkring år 300.

  Den ikke-troende læser vil kunne se denne bogs beskrivelser som et bud på, hvilke historiske, sociale, kulturelle og menneskelige faktorer, der for os at se har medført, at kristendommen blev den herskende religion i den vestlige kulturkreds. 

   Den troende læser vil kunne se de begivenheder, der beskrives, som styret af Guds hånd.

  Vores bogs emne er måske et af verdens mest efterforskede områder, og det i et sådant omfang, at der i skrivende stund næppe findes en eneste større eller min-dre forsknings- eller uddannelsesinstitution i verden, som ikke på en eller anden måde forsker i eller underviser i og udgiver publikationer om nye opdagelser, nye kilder, nye vinkler, som hele tiden dukker op, som det er sket gennem hundreder af år.

  Ikke desto mindre vover vi at lægge vores personlige snit og udbrede de histori-ske landskaber, som for os lader sig rekonstruere ud fra de kilder, vi har været i stand til at finde og vurdere som relevante.

  Årstal før vores tidsregning angives med f.v.t., mens årstal efter vores tidsreg-ning blot står alene som tal.

  Jacta est alea – terningerne er kastet, eller: Ordet er sagt.

  God læselyst.

Kapitel 2

Tro

Det er en underlig oplevelse at bliver spurgt, om man tror – “Er du troende?”.

  For naturligvis tror man. Et menneske kan vel slet ikke leve uden tro. Tro er eksi-stentielt set nok ligeså grundlæggende for opretholdelsen af livet, som at man trækker vejret og får mad og drikke og en vis form for anerkendelse og kærlighed.

  Hvordan kunne man leve – eksistentielt set – hvis man ikke troede på, at i mor-gen kommer der atter en dag med nye muligheder, at lyset vil bryde frem efter natten, og at nattens mørke, ro og hvile følger dagens lys og arbejde, at der er mennesker, man kan stole på vil en det godt, mennesker man kan tro på?

  Dybest set hviler alle vores følelser, tanker og handlinger i den forstand på tro. Det vil sige på ikke-viden. For at tro er lig med ikke at vide. Tro er en indre følelse, en følelse af vished om, håb om eller overbevisning om, at noget, der ikke direkte kan sanses – som morgendagen – vil få eksistens, at noget, man ikke kan vide om vil ske, vil ske.

  Den direkte sansning af morgendagen ophæver troen, for nu er den viden. Jeg står nu midt i den dag, der i går var i morgen.

  Ordet tro indgår da også i et hav af sammenhænge. Blot et enkelt eksempel: Et menneske kan sige: “Jeg tror på mig selv”. Et udtryk der som regel dækker, at man står foran at skulle gøre noget, der kræver meget af en, og at man føler vis-hed for, begrundet håb om eller en overbevisning om, at man nok skal klare den.

  Har man så klaret den, kan man sige: “Jeg vidste det.”

  Spørgsmålet “Tror du?” eller “Er du troende?” drejer sig da heller ikke om disse former for tro. Der ligger i disse spørgsmål: “Tror du på Gud?” eller: “Er du religiøs i den forstand, at du tror på den og den Gud eller på Gud som instans i en eller anden forstand?”

  Der er i forhold til denne særlige form for tro tre forskellige grupper af menne-sker, nemlig:

  - Dem, der er troende.

  - Dem, der ikke tror – ateister.

  - Dem, der siger “ved ikke” – agnostikere.

Inden for gruppen af troende er der desuden en opdeling i mange forskellige tros-retninger, og inden for hver trosretning er der ofte yderligere opdelinger i, på hvil-ken måde man bør tro.

Tro som viden

I vel en af de smukkeste bøger, der er skrevet om kristendommens centrale skik-kelse, Jesus Kristus, nemlig Vilhelm Grønbechs bog Jesus. Menneskesønnen står følgende om tro:

  “Tro er intet andet end det selvfølgelige, det der tvinger en, sådan at man ikke kan lade være, at man ikke kan være anderledes. Denne tro – eller hengivelse og umiddelbarhed – er så stærk at man kan bygge hele livet op på den. Et menneske der tror, kan helbredes, hvad han så lider af, og hvor hans lidelse så sidder, i le-gemet eller i sjælen.

  Det højeste man overhovedet kan sige om et menneske, er at han har tro … At møde tro er at se livet i dets klare øjne, men at møde vantro er at se mennesker med dødens slappe træk i ansigtet.” (Side 28-29).

Denne definition af tro som hengivelse og umiddelbarhed – hvad der vel uund-gåeligt vil være funderet i tillid – er i Vilhelm Grønbechs bog forbundet med Jesu forkyndelse.

  Det er imidlertid en form for tro, altså hengivelse, umiddelbarhed og tillid, som man kan møde hos alle tre grupper, altså hos troende som hos agnostikere og ate-ister.

  De gamle kinesere ville for årtusinder siden kalde en sådan tro for “shen” – vita-litet, man kunne også sige ånd, forstået som en ikke-normbunden livfuldhed fun-deret i netop evnen til hengivelse og umiddelbarhed og i en grundlæggende følel-se af tillid. Tro.

  Den vantro, som Vilhelm Grønbech taler om som “dødens slappe træk i ansigtet”, ville for de gamle kinesere være mangel på “shen”, være det normbundne menne-ske uden evne til hengivelse og umiddelbarhed og præget af mistillid.

  Vilhelm Grønbech hævder i sin bog om menneskesønnen Jesus, at det er ophæ-velsen af enhver form for norm og hierarkisk værdisættelse, der kendetegner Jesu forkyndelse.

  De følgende sonderinger i Konstantin den Stores indførelse af kristendommen drejer sig ikke desto mindre om de normer og den hierarkiske værdisættelse, som kom til at kendetegne kristendommen i løbet af de første tre hundrede år efter Jesu fødsel og som fik Konstantin den Store til at åbne for kristendommens indfø-relse som statsreligion.

  Vilhelm Grønbech mener også at kunne trænge bag om evangeliernes beskrivel-ser og ind til Jesu oprindelige forkyndelse, som han hævder, at evangelierne for-vansker. Men denne forkyndelse har været så stærk, at man kan læse den frem af forvanskningerne.

  Den tro, som Vilhelm Grønbech mener, at Jesus talte om, udvider han beskrivel-sen af med disse ord:

  “Tro er at give, aldrig at tage, at tilgive, aldrig at tilregne, at virke, aldrig at regne med hvad der ydes; men den er lige så godt altid at tage uden at spørge hvorfor eller hvordan, den er at regne med ting uden at have nogen ret til dem; den er intet at gøre og så at kræve mere end alt af sig selv.” (Side 89).

Med denne og lignende udlægninger af Jesu forkyndelse nærmer Vilhelm Grøn-bech sig en eksistentiel karakteristik af den troende, der svarer til den karakteri-stik, som den klassiske kinesiske visdomsbog Daode jing fra omkring 500 f.v.t. giver af det vise menneske, hvis centrale egenskab er en form for ikke-handling, som lader intet ugjort.

  Med Vilhelm Grønbechs udlægninger er der åbnet for en problematik, som i sig selv kunne fylde en bog, nemlig spørgsmålet om Jesu faktiske liv og forkyndelse i forhold til som det fremstilles i Det ny Testamentes tekster.

  Herværende bog vil imidlertid udelukkende se på kristendommen som den missi-onsvirksomhed og den institution, som den på baggrund af Det ny Testamentes tekster udviklede sig til i de tre til fire århundreder efter Jesu fødsel, liv og død.

Kapitel 3

Gudsbegrebet

Gennem menneskehedens historie har forskellige folkeslag og befolkningsgrupper troet på mange forskellige guder. Ordet Gud er indbegrebet af en instans, man ikke kender gennem direkte, personlig kontakt med vedkommende. Men man tror på, at denne instans findes.

  Der er en bestemt opfattelse af gudsbegrebet, som både agnostikere, ateister og gudstroende ofte kan blive enige om at acceptere. Det er, når man siger, at be-grebet Gud indeholder det uudgrundelige hav af alle slags energier, følelser, tan-ker og erfaringer, som ingen enkeltbeskrivelse evner at rumme.

  Dette gudsbegreb er komplekst og samtidig ganske enkelt og er ikke forbundet med tro på en bestemt, overordnet instans. Det er ikke konfessionelt. Og når så forskelligartede mennesker, som det er tilfældet, ofte kan blive enige om at accep-tere dette indhold i ordet Gud, skyldes det vel, at alle mennesker af erfaring ved, at livet, dets lovmæssigheder og sammenhænge, jordens og menneskeslægtens historie og det enkelte menneskes historie er større og mere sammensat, end et enkelt tanke-, symbol- og sprogsystem kan rumme.

  Når den troende indordner dette gudsbegreb under sin særlige tro på en bestemt Gud, under en bestemt religion, mener agnostikeren eller ateisten, den mere eller mindre ikke-gudstroende, at så fæstner man sig til et gudsbegreb, som ophæver det universelt repræsentative for det uudsigelige. Man indsætter bestemte tek-sters beskrivelser af Gud og hans profet eller søn, og bestemte institutioners for-tolkning og udmøntning af disse tekster, som normdannende for, hvordan et menneske bør tro, tænke, tale og handle.

  Den troende vil sige, at denne bestemte opfattelse af Gud inkarnerer det univer-selle, repræsenterer sandheden og vejen. For nogle troende ses det som en rent personlig sandhed og vej, for andre som en sandhed og vej for alle mennesker – og så får vi missioneringen, forkyndelsen og gennem historiens løb også krigsfø-relser for at få en bestemt tro udbredt.

Religion

Blandt verdenshistoriens mange forskellige religioner har der været forskellige op-fattelser af, hvad Gud er og hvordan man bør forholde sig til denne instans. En-gang troede mange mennesker i syd på den græske gudeverdens skikkelser som Zeus, Afrodite, Demeter, og i nord på den nordiske gudeverdens skikkelser som Odin og Thor.

  Med tiden blev kristendommen en af de mest fremtrædende religioner. Den har sin oprindelse i Mellemøsten, i Palæstina. Jesus opfattes i kristendommen som Guds søn. Er man kristen, tror man både på Gud – som man ikke konkret kan san-se og verificere – og på Det ny Testamentes beretninger om, at Jesus var Guds søn, der for en tid levede i Palæstina.

Tidens relativitet – mystik og religion

Vi i den kristne kultur sætter vores tidsregnings begyndelse til kristendommens opståen i og med Jesu fødsel. Men der var jo en tid før denne. En reel og virkelig tid. Hverken en nul-tid eller en minus-tid. Omkring 5000 f.v.t. har der været store, kulturbærende civilisationer i mange, mange århundreder. De var der lang tid før Jesus og romerne, før Platon, Buddha og Konfutse, før Homer og Moses og Abra-ham.

  For omkring 4500 år siden var der løst forbundne nationer med enorme kultur-rigdomme fra Kina og Indien til Atlanterhavet. I de to forudgående årtusinder havde disse kulturer gjort kolossale fremskridt inden for blandt andet landbrug, medicin, metallurgi, astronomi, sprog og matematik.

  Meget i deres kulturer var forbundet med det, der i dag oftest betegnes som my-stik.

  Hvad er forholdet mellem mystik og religion? Og er mystikken egentlig mystisk?

  For mystikkens tradition er den åndelige verden ikke hævet over, men er lig med det fysiske kosmos, energiens og materiens virkelige verden. Der er tale om en sanset, fysisk og konkret erfaret forbindelse med det, vi kan kalde den naturlige verden. Det drejer sig om en samstemthed med det, som er “ikke-mig”. Kineserne, for eksempel, talte om himlen, der samtidig betyder tiden, og jorden, der samtidig betyder rummet, og i mellemrummet mellem himlen og jorden, i krydsningspunk-tet står mennesket og må sansemæssigt samleve sig med de energier, der findes i dette tids-rum.

  Mystikkens tradition bruger konkrete sansninger, naturiagttagelser – den direkte fysiske, organiske opfattelse af forholdet mellem de ydre natur- og kulturomgivel-ser og vores egen indre natur af samvirkende organer, følelser og tanker, der hænger sammen med vores umiddelbart fremtrædende fysiske krop. De tre ho-vedområder for samstemning er menneske, natur og socialitet.

  Kristendommen hører til lovreligionerne. Den bygger ligesom jødedommen og muhamedanismen på skrifter, på sprog og symboler, som udstikker normative rammer for, hvordan den rette tro på den instans, man reelt ikke kender og som er hinsides sansningen, skal leves.

  Man skal som troende kristen rette sig efter de anvisninger, der ligger i de helli-ge skrifters historier og symboler, og efter de udlægninger, som præsterne i den kristne retning, man måtte tilhøre, kommer med. En katolik, en lutheraner, en cal-vinist, en melkit eller en baptist har for eksempel nok så forskellige anvisninger at forholde sig til, når det gælder om at lade sig døbe, om at tro og leve på rette må-de, skønt grundskrifterne i det store og hele er de samme, nemlig Bibelens gamle og ny testamente.

  Allerede i de første århundreder efter Jesu fødsel, liv og død var der forskellige opfattelser inden for kristendommen af, hvad der var den rette tro på Gud og på Jesus. Men der må have været noget grundlæggende ved kristendommen, som tiltalte kejser Konstantin den Store.

  Spørgsmålet er så: Hvad var det?