Sønderhoning Læseprøve

Læseprøve

Kolofon

Sønderhoning. Dans mellem ebbe og flod

Sat med Verdana

Må digitalt eller i udskrift bruges af køberen af denne ebog.

Må ifølge copyrightbestemmelserne, der beskytter forfatternes og forlagets arbejde, hverken kopieres analogt eller digitalt til andre eller offentliggøres uden forudgående aftale med forlag og forfattere.

ISBN 978-87-91493-19-5: Ebog 2. reviderede udgave

Denne ebog er en sammenredigeret udgave af de to trykte bøger:

ISBN 87-91493-00-5: Dans mellem ebbe og flod. Sønderhoning

ISBN 87-91493-02-1: Sønderhoning. Beskrivelse & beretning om dans og liv

NordØsten Forlag NordOsten Books

www.nordosten.dk

NordØsten NordOsten Books har også udgivet Hugo Hørlych Karlsen: Den første sønderhoning og Hollænderen. To romaner, ebog, 2. reviderede udgave, ISBN 978-87-91493-35-5.

Den findes i NordØsten Forlag NordOsten Books’ samlede ebogskatalog:

www.nordosten.dk/E-boeger.html

Indhold

1. del:

Sønderhoning. Kulturhistorie, tolkning og hvordan den danses

Øen og sejlerlivet

Sønderhoningdansen i gamle kilder

Dans og sejlads

Sønderhoning, fannik og rask i dag

2. del:

Sønderhoning. Oplevelse af dansen og danseinstruktion

At danse så træerne vokser derved

Dansebeskrivelse

Kilder og billeder

1. del

Sønderhoning. Kulturhistorie, tolkning og hvordan den danses

Øen og sejlerlivet

Musik, dans og sømandsliv

Sønderhoningen er en af de ældste musik- og dansetraditioner i Danmark. Den går mindst 300 år tilbage og er stadig levende i ubrudt linje fra dens fremkomst. Den kommer fra den syd-vestligt beliggende ø Fanø, hvorfra der umiddelbart er udsyn til verdenshavene.

Gennem århundreder blev Fanø hjemsted for en maritim livsførelse, forbundet med de fjerneste have og lande. Sønderhoningen opstod ud fra disse særlige forhold.

Stednavne

Fanøs historiker N. M. Kromann mener, at navnet Fanø kan komme fra det oldnordiske ord for snedrive, nemlig ordet fønn, på grund af øens hvide klitter.

Stednavneordbog anfører, at navnet Fanø, der træffes så tidligt som i 1200-tallet, er et oprindeligt navn for farvandet. Det skulle komme af gammeldansk fani, der har samme sproglige rod som fenne fra gammeldansk fæn, der betyder blød mose, dynd.

Fan i Fanø kan således betegne de meget lavvandede områder og sejlforhold tæt ved øen. Fanø betyder så “Øen ved farvandet Fani”, altså ved farvandet med de dyndede sejlforhold.

Navnet Sønderho ses i 1535 anført som Sønderhoe og i 1548 som Sønderhofvit. Sønder angiver den sydlige beliggenhed. Ho kommer af hoe eller hofvit, det vil sige hoved. Sønderho betyder “Det sydlige fremspring” – det sydlige hoved.

Nordby betyder “Den nordpå beliggende by”.

Oprindelsen

Der kendes i dag omkring 100 sønderhoningmelodier, omtrent 25 melodier til fannikdans og fire melodier til at danse rask sønderhoning efter. De fleste af disse melodier og sønderhoning- og fannikdansen har en oprindelse, som fortaber sig uafklaret bagud i tiden, en historisk dokumenteret eksistens gennem omkring tre århundreder og en plads i det nutidige danseliv i Sønderho og Nordby. Rask sønderhoning menes at være kommet til omkring 1900. Fra dette tidspunkt, hvor sønderhoningdansen og musikken blev optegnet af folkemindeforskere, blev den også en yndet dans for mange i det øvrige Danmark. Det er den stadig.

Danse- og folkemindeforskere sætter fanødansene sønderhoning og fannik til at have deres udspring i den såkaldte polskdans, en pardans der kom til Norden omkring 1600. På Fanø henviser man imidlertid ofte til Holland som oprindelsesstedet og til, at øens sømænd er kommet hjem med melodierne fra fremmede lande.

Uanset oprindelsen synes det sikkert, at dansen og musikken er blevet afgørende præget af det maritime liv på Fanø i tidligere tider.

Samfærdsel og sejlbåde

For at forstå sønderhoningdansen ud fra dens maritime oprindelse vil vi derfor fremhæve søfarten i små og større sejlbåde af træ som et af de vigtigste samfærdselsmiddel, man havde her i Danmark til godt ind i 1800-tallet, og for Fanøs vedkommende til omkring 1900. Det kan være svært for os at gøre os dette klart i dag, hvor vi oplever havet omkring Danmark og vores sunde, bælter, fjorde og vige som blokerende for den hurtige bil- og togtrafik.

Der bygges så vidt muligt broer over vandene til biler og tog, og skal vi over de store have, foregår det helst med fly. Bortset fra en enkelt hurtig katamaranfærge hist og her opleves vandet som retarderende for samfærdsel. Tidligere var det anderledes. I Dagligliv i Norden i det 16. Aarhundrede beskriver Troels Lund, hvor langsommelig, besværlig og ubehagelig transport med vogn på landjorden var i de tider og de følgende århundreder. Vandene var mere farbare og bandt landsdelene i Danmark sammen. Havet forbandt os med andre nationer. Ikke blot en overordentlig stor del af persontransporten, men den overvejende del af varetransporten foregik derfor med små eller større både.

Skulle man rejse fra den ene landsdel til den anden, undgik man ikke at skulle sejle i sejlbåd – hvad man ofte heller ikke undgik, hvis man skulle til andre områder i sin egen landsdel.

Læser man dansk litteratur fra de tidligere århundreder med dette for øje, bemærker man, hvor ofte rejse eller overfart med båd indgår som en naturlig del af dagliglivsskildringen, for eksempel hos H. C. Andersen. I slutningen af 1800-tallet bliver Holger Drachmann en skildrer af det søfartsforbundne liv i store dele af sit forfatterskab, Mylius-Erichsen beskriver Vestkystens og Fanøs sejlerliv i sine Strandingshistorier, og i Norge skildrer forfatteren Jonas Lie i nogle af sine romaner søfartens fremtrædende plads i Norge og repræsentativt i alle de nordiske lande.