Læseprøve

Om Theodor Storms Skovbrynet:

“Trænger man til et skud litterær prosa af høj karat, er det bare med at læse Thomas Manns forbillede Theodor Storm i fin dansk oversættelse … det er prosa af ypperlig kvalitet, fintfølende transponeret til dansk af Hørlych Karlsen.” Lilian Munk Rösing, Information.

“Det betagende og besættende ved Theodor Storms fortælling …, det, der holder den dag i dag, er den prosa, han stiller på benene for at beskrive den uciviliserede afgrund, der dukker op, når uregerlig erotik bryder frem … Den kompetente oversætter fortæller os, at Thomas Mann anså Theodor Storm for en af verdenslitteraturens store fortællere. Det forstår man. Manns boringer i sindet minder om Storms.” Thomas Bredsdorff, Politiken.

Kolofon

Skovbrynet

oversat af Hugo Hørlych Karlsen efter Waldwinkel i Theodor Storm: Werke, Knaur Klassiker, Droemersche Verlagsanstalt, München 1953.

© Hugo Hørlych Karlsen, NordØsten Forlag  NordOsten Books 2012

Sat med Verdana

Må digitalt eller i udskrift bruges af køberen af denne ebog.

  Må ifølge copyrightbestemmelserne, der beskytter forlagets og forfatterens arbejde, hverken kopieres analogt eller digitalt til andre eller offentliggøres uden forudgående aftale med forlag og forfatter.

ISBN 978-87-91493-30-0: Ebog

ISBN 978-87-7070-091-7: Trykt bog

NordØsten Forlag  NordOsten Books

www.nordosten.dk

NordØsten NordOsten Books har også udgivet Theodor Storm: Immensee. På dansk ved og med efterord af Hugo Hørlych Karlsen, ebog, ISBN 978-87-91493-31-7.

Den findes i NordØsten Forlag  NordOsten Books’ samlede ebogskatalog:

www.nordosten.dk/E-boeger.html

Theodor Storm, 1817-1888

Indhold

Skovbrynet

Kærlighedens usamtidigheder – efterskrift

Skovbrynet

Over taget på rådhuset, der samtidig var bolig for byens borgmester, fløj de første svaler på kryds og tværs i den tidlige forårssol. Ude på gaden stod “borgmesterknægtene” og prøvede forgæves at nå luftens dronning med lerkuglerne fra deres pusterør. Men inde i sit embeds- og arbejdsværelse sad nådigherren selv. Ud over at stå for amtet var han også i egen person retsembedsmand og politimester. Han var fordybet i et tykt hæfte med en sagsakt og bemærkede ikke det hede lysskær, der gennem vinduet strømmede ind til ham. Da blev der udenfor banket let og flygtigt på døren, og på embedsmandens mutte “Kom-ind!” trådte en brunhåret statelig mand, der imidlertid allerede måtte være i begyndelsen af fyrrerne, over tærskelen.

  Borgmesteren løftede sit rødmossede, venlige ansigt fra sagsakten, kastede et flygtigt blik på den indtrædende og sagde, efter at have bemærket vedkommendes noble tøj, med en rund håndbevægelse: “Vær så venlig at tage plads, jeg er straks til tjeneste.” Så stak han igen hovedet ned i sagens akter.

  Den anden trådte imidlertid et skridt nærmere. “Er du nu altid så flittig, Fritz?” sagde han. “Tidligere led du ellers ikke af den sygdom.”

  Borgmesteren sprang op, rev brillerne af næsen og stirrede på den talende med sine små, godmodige øjne. “Richard, det er dig!” råbte han. “Ved Gud, hvor du stadig kender mig godt! Og så er min isse dog bar, og resterne af mit hår er blevet gråt! Ja, ja, sådan går det med borgmesterarbejde!”

  Den lille, korpulente skikkelse var trådt frem foran skranken med sagsakten. Fuld af undren så han ind i vennens ansigt, der ragede næsten et hoved højere op end hans eget. “Det,” sagde han og klappede med sin korte hånd hen over den andens glinsende brune hår, “det er selvfølgelig bare en paryk. Men øjnene, disse unaturligt unge øjne, det er vel endnu de ægte gamle fra vores muntre dage!”

  Gæsten fandt sig tålmodigt i denne strømmende småsnakken, mens borgmesteren trak ham ned ved siden af sig i sofaen. “Og nu,” fortsatte han, “hvor kommer du fra, hvad er du, hvad laver du?”

  “Jeg, Fritz?” replicerede den anden spøgende, “jeg søger et indhold til mit livs endnu tomme kar. Eller rettere,” tilføjede han med lidt mere alvor, “jeg søger det ikke, jeg lider blot under denne tomhed.”

  Borgmesteren så ham troskyldigt i øjnene. “Du, Richard?” sagde han, “som har afgræsset hvert eneste fakultet på universitetet! Og så har en gammel kammerat desuden opdaget din pen bag en vis anonym person i et botanisk tidsskrift!”

  “Er det sandt, Fritz? – Han har ikke læst forkert.”

  Den lille tykke mand sad tankefuld. “Du er stadig ugift?” spurgte han. “Ja? Stadigvæk? Du var en sværmer, Richard! Husker du endnu, som vi studenter dansede på Dornburg? Du holdt din brud hjemme, du ville ikke danse. Du sad i hjørnet med den lange Havmand, der ikke kunne danse for sine store støvler, og du drak ikke andet end vin, virkelig megen vin, Richard! Du ville ikke vanhellige de salige danse, du havde danset med hende derhjemme!”

  Den anden var blevet noget stille i det, men borgmesteren trak pludselig urolig sit guldur op af sin lommes dyb. “Sig mig, du kæreste,” tog han igen fat, “du giver da mig denne dag?”

  “Jeg må videre i eftermiddag.”

  “Stadig den samme gamle Mester Uro?”

  “Undskyld mig, der er allerede bestilt en ekstra postvogn! I har her, et par mil nordpå mellem hedesumpen og skoven, en flora, der knap nok er undersøgt endnu.”

  “Aha!” råbte borgmesteren, “ved Föhrenschwarzeck, hvor de gale junkere bor, der ikke fælder et eneste træ og ikke vil bryde et eneste stykke hede op.”

  Gæsten nikkede. “Det har man fortalt mig. I skjulte dale skulle man endnu der kunne finde meget, der ellers er forsvundet.”

  “Nå, Richard, så kan du jo indkvartere dig i Dårekisten!”

  “I Dårekisten?”

  “Javist! Allerede de nuværende herrers far havde sine egne fikse ideer! Da slottet blev for stort for ham, så byggede han derude mellem heden og skoven et lille hus, vinduer kun på den ene side og hele vejen rundt om en ringmur, tyve fod høj! Og det lille kastel kaldte han for ‘Skovbrynet’, men folk kalder det den dag i dag ‘Dårekisten’. Derude, mellem alt ukrudtet, har han udlevet sine sidste år.”

  Den anden havde lyttet opmærksomt. “Hvem bor der så nu?” spurgte han.

  “Nu? Det er der vist ingen, der gør, bortset fra ugler og ildere.”

  I værelset ved siden af slog et ur. Borgmesteren var sprunget op. “Allerede elleve!” sagde han. “Hør, du gamle! Jeg har endnu en retssag, jeg skal have ordnet. I den slags sammenhænge var du jo vores sekretær,” og polisk smilende fortsatte han: “når du nu har så travlt, kan vi vinde yderligere en stund at sludre i, hvis du i dag endnu engang vil udføre dette embede som tjenende vores pinlige domsmyndighed!”

  Richard lo: “Har du da ingen protokolfører?”

  “Nej, kæreste. Da jeg også i min egen person forener en bysekretærs værdighed og salarium, så må jeg også bære denne embedsgernings byrder, når tilfældighedernes spil ikke lige fører en så duelig og tjenstvillig ven ind i mit hjem.”

  Et par minutter senere sad begge ved det grønne bord i retslokalet ved siden af. “Du husker måske stadig den gullokkede teolog,” sagde borgmesteren, mens han med magelig værdighed lod sig synke ned i den let ophøjede formandsstol, “ham som vi i sin tid vel ikke med urette kaldte for Stikkeren! Vi har haft ham her på stedet i mange år. Hr. Magisteren driver et indbringende pensionat og er i høj kurs hos adel og honoratiores. Man ville endog betro ham gudstjenesten ved vores tugthus.”

  “Hvad er der med ham?” spurgte den improviserede retstjener, der allerede havde snittet sin pen og lagt den opslåede protokol foran sig. “Jeg erindrer egentlig kun hans afdankede frakke og hans store, røde hænder.”

  “Du vil snart se ham dukke op,” sagde borgmesteren, mens han med den ene hånd greb fat i klokkestrengen, der hang over det grønne bord, “han var værge for en forældreløs pige. Hun har været i hans hus i mange år, og han har mere eller mindre ladet hende tage sin skolegang i hans skole. Nu er han under den mest ynkelige mistanke for at have prøvet at forbryde sig mod pigen. I dag drejer det sig udelukkende om at konfrontere de to med hinanden.”

  Borgmesteren trak i klokken, og den indtrædende fangevogter fik besked om at føre magisteren ind.

  Det var en modbydelig fremtoning, der nu med et smidigt buk snoede sig ind i værelset, forbi fangevogteren, der var blevet stående ved døren.

  “De behøver ikke træde for langt frem!” sagde borgmesteren, og magisteren rykkede straks en fodsbredde tilbage. Dernæst hævede han uden nølen sit flade ansigt med de ligesom påklistrede gule lokker mod loftet og begyndte med de mest tungtvejende forsikringer at plædere for sin uskyld.

  Uden at tage sig af ham trak borgmesteren igen i klokken, og Franziska Fedders trådte ind.