Palæstinas Røde Rose Læseprøve



Læseprøve


Kolofon


Palæstinas Røde Rose. Laila Atshan


© NordØsten Forlag  NordOsten Books 2011

ISBN 978-87-91493-22-5


Sat med Verdana


Må digitalt eller i udskrift bruges af køberen af denne ebog.

  Må ifølge copyrightbestemmelserne, der beskytter forlagets, forfatterens og oversætterens arbejde, hverken kopieres analogt eller digitalt til andre eller offent-liggøres uden forudgående aftale med forlag, forfatter og oversætter.


NordØsten Forlag  NordOsten Books

www.nordosten.dk


Af samme forfatter om Palæstina hos NordØsten NordOsten Books:

Den palæstinensiske dreng der ikke ville dø. Jamil Abu-Kabir, ebog, ISBN 978-87-91493-21-8.

Længslens land. Vejen til Jerusalem, roman. ebog 3. reviderede udgave, ISBN 978-87-91493-27-0.

  “En dyb indlevelse i de forfulgtes kår, en række beåndede børne- og kærlighedsskildringer – og et internationalt udsyn, der ikke er dagligkost i dansk litteratur.” Søren Schou, Information.


De findes i NordØsten Forlag  NordOsten Books’ samlede ebogskatalog:

www.nordosten.dk/E-boeger.html


 

Indhold


Motto

Blændende lynglimt

Del af en helhed

Helvede

Symptomer på dybereliggende forhold

Gennemgangen

Spørgsmål fra et barn

Ydre og indre fjender

Modstand, legitimitet, rettigheder og moralsk pligt

Ulven kommer

Hvad foregår der i universet?

De følgende mails fra Laila Atshan er fra de 22 dage i Gaza fra den 27. december 2008 til den 18. januar 2009, hvor israelerne bombarderede fra havet, luften og landjorden

Kyllingerne og geværerne

At definere os selv

Traumatisering

Jeg kan ikke skrive mere – hændelser bag scenen

Tak og tekstoplysninger

Benyttet litteratur og noter

 


Motto


Oh blodets rose! Lad dine kronblade åbne sig

i fuglens krop,

i brændte børn,

i ligenes floder.

Som et skjult frø

vær åben for årstidernes cyklus.

Vær åben,

dette er blomsterstøvet,

dette er markernes skælven.


Adunis (Ali Ahmad Said)

 


Blændende lynglimt


Jeg ved helt præcist, hvad hun lavede, da drabene i Gaza begyndte den dag, den 27. december 2008. Hun sad ved sin computer i Ramallah, Østpalæstina, og var lige begyndt at skrive en mail. Og da hun er blind, fik hendes stemmegengivel-sesprogram i computeren lige netop sagt modtagerens navn som mailens adressat – så blev hun afbrudt af den første opringning.

  De blændende lynglimt af hvide lys fra kanonerne eksploderer fra havet, fra luf-ten og fra landjorden omkring Gazastriben ned over børn, kvinder, gamle og unge mænd, dræber og sårer tusinder af uskyldige og forsvarsløse mennesker i løbet af 22 dages borbardement og invasion af tanks og tropper i denne del af Palæstina, som israelerne har ombygget til verdens største koncentrationslejr og i flere år ud-sat for en belejring, der blokerer for indførelsen af tilstrækkelig mad, medicin og brændstof til de mennesker, der lever der.

  Efter at flere venner og bekendte havde ringet til hende og fortalt, hvad der ske-te i Gaza, og efter at hun var kommet over det første chok over mareridtet der, fik hun endelig skrevet en ny mail. Det gjorde hun den 30. december 2008.


Hvem er hun?

Hvem er hun – denne kvinde der håber at kunne leve med og kæmper for at få en følelse af en vis indre ro og forsoning for at blive i stand til at skrive en mail midt i mareridtet? Hun er en palæstinensisk kvinde. Hun er psykolog, er uddannet i USA og har i næsten 20 år arbejdet med genoptræning af ofre for den etniske rensning og kolonisering af Palæstina og den udbredte tortur af palæstinensere. Men hun har også arbejdet i lande som Sudan, Irak og Danmark. Børn og familier er hendes klienter. Hun har arbejdet for og arbejder fortsat for FN, især for UNICEF.

  Hendes navn er Laila Atshan. Hun er en af dem, som midt i den etniske rensning, koloniseringen og den terror, det medfører over for palæstinenserne, søger at trø-ste og oplive de undertryktes indre liv og at hele deres mulighed for et socialt liv. Hun søger midt i vanviddet at åbne for en kontakt med det sunde og normale, sø-ger at beskytte og støtte humaniteten til den dag, Palæstina/Israel bliver et uni-verselt demokratisk samfund med lige rettigheder for alle religiøse retninger som for ikkereligiøse mennesker – muslimer, kristne, jøder, ateister og agnostikere.

  Laila Atshans forældre kommer fra landsbyen al-Haditha, som lå på vestbredden af Wadi al-Natuf, otte kilometer nordøst for al-Ramla. Landsbyen havde en grund-skole for drenge, grundlagt i 1924, og i 1945 var der 42 elever. Zionisterne an-greb al-Haditha den 12. juli 1948, og hendes forældre og de andre indbyggere blev drevet ud af en zionistisk gruppe.

  Laila Atshan blev født ind i denne flygtningefamilie i Ramallah. Hun er et ud af ti børn, og tre af dem er blinde, hun selv medregnet. Hun voksede op i en missionsk kostskole i Jerusalem. Hun tog sin studentereksamen i en skole ved navn Dar Alti-fil. Hun blev cand. mag. i sociologi ved Bir Zeit Universitetet. Hun tog sin kandi-datgrad i klinisk socialt arbejde i USA ved Rutgers, New Jerseys statsuniversitet. Hun arbejdede der et år, efter at hun blev færdig, og blev så spurgt, om hun ville supervisere genoptræningsprogrammet i Beit Sahour, en palæstinensisk landsby nær Betlehem. Det drejede sig om genoptræning af børn og unge mennesker, som var blevet såret af israelerne under den første intifada.

  Hendes reaktion på at få dette arbejde var, at hun gjorde sig klart, hvad der ikke lod sig gøre, og hvordan den reelle situation var. På denne baggrund ville hun bruge de politiske realiteter, som ikke lod sig undvige, til alligevel at starte en po-sitiv genopbygning af børnenes, de unges og deres familiers liv. Hun havde brug for at befæste sit eget tilhørsforhold til Palæstina ved at være en katalysator for ændringer til det bedre i andre menneskers liv.

  Hendes grundlæggende livsfilosofi var og er, at alle mennesker har mange res-sourcer og har brug for trygge og sikre omgivelser for at kunne blomstre. Psykisk og social hjælp er essentiel, når man hjælper mennesker med at komme videre efter et traume.

  Hendes andet princip var og er, at mens man hjælper mennesker, der lider af et traume eller et handikap, skal man sørge for, at de bliver ved med at være forbun-det med deres eget sociale miljø. Mennesker har brug for rødder for at kunne fly-ve. Så arbejdet med familierne og deres sociale relationer var ligeså vigtigt i reha-biliteringen af den enkelte.

  Laila Atshan har et par gange arbejdet i Danmark. Hun arbejdede med palæsti-nensiske flygtninge. Dette arbejde udførte hun ud fra de samme holdninger, der drejer sig om at blive accepteret og at høre hjemme et sted. At være blandt flygt-ninge i et fremmed land, hvor de ikke bliver værdsat og har svært ved at blomstre frem som mennesker, der bliver mødt som en positiv del af et samfund, berørte hende dybt som det blinde menneske, hun selv er i sit hjemland Palæstina, hvor kolonisering og besættelse lægger så mange begrænsninger ned over menneske-ne. På en kærlig og imødekommende måde arbejdede hun med såkaldt vanskelige drenge og lod dem mærke, at hun tror på dem. I arbejdet med børnenes og de unges forældre prøvede hun at understrege, at det at tilhøre en kultur og høre hjemme der er noget, man mærker i sit hjerte. I familier, der er drevet i eksil, føler man sig ofte lukket ude og inkompetente, og det kan få en til at opføre sig ag-gressivt og uhensigtsmæssigt over for børnene. Det skaber en endnu større af-stand mellem de voksne i familien og deres børn.

  Tilbage i Palæstina arbejdede hun blandt andet med skoleforholdene for de pa-læstinensiske børn, fordi børnene tilbringer så megen tid i skolen og føler det som at være låst inde. Igen fokuserede hendes arbejde på at ændre selve den vurde-rende holdning, som de voksne har over for børnene, når de opfører sig skævt og utilpasset eller ikke er motiverede. Hun arbejdede med lærerne for at åbne dem for at skabe mere positive omgivelser for børnene. At få lærere til at blive mere huma-ne gennem personlige oplevelser er vigtigt for at få indført ændringer i skolen. Mennesker i magtpositioner kan være vigtige brikker i arbejdet på at skabe forbed-ringer.

  Hun arbejdede så i Sudan. Det var en stor personlig udfordring, og igen skulle hun arbejde på at forvandle en traumatisk situation til positiv styrke. I Sudan ar-bejdede hun en måned i Darfur og yderligere en måned i Sydsudan.

  Hun udførte et lignende arbejde i Irak med universitetslærere. Hun arbejdede med, at de kom sig efter deres egne traumer, så de kunne begynde at skabe ba-lance og fred i deres særdeles ufredelige omgivelser.

  Efter israelernes fjendtlige indtrængen i Jenin og deres udvidede aktioner i hele landet, blev der voldsomt brug for mental sundhedspleje. Behovet var stort og muligheden for hjælp lille. De israelske tjekpoints blokerede desuden folk fra at nå og dermed støtte hinanden. Gennem UNICEF grundlagde hun så et psykosocialt team i Jenin. Det bestod af officielt ansatte personer og NGOere. Den ene tanke bag dette projekt var at skabe et lokalt team, der kunne støtte det nære samfund. Den anden tanke var at skabe samarbejde i stedet for negativ splid, som der ellers ofte opstår i traumatiserede befolkningsgrupper. Dette team blev samarbejdet og udførte et godt stykke arbejde, og hun stod så for at oprette ti lignende teams i andre palæstinensiske byer.

  Hendes motto for disse teams var: Hvis du ikke kan få det, du har brug for, klar dig så med det, du har, og gør det bedre og bedre.

  Disse teams fungerer som positive familier, hvor man tager sig af hinanden og andre, og der er en stor og bærende motivation, som har hjulpet deres nære sam-fund. Her for nylig oplevede Laila Atshan, at en rådgiver i Salfeet kom sent på ar-bejde, og i samme øjeblik hun åbnede munden begyndte hun at græde. Hendes mand lider af ikkediagnosticeret smerte, og hans brødre kom op at skændes med lægen og med vagtmændene af ren og skær frustration og hjælpeløshed. Teamet støttede hende og hendes familie meget. Kun på den måde og ved selv at være eksempler kan teamet komme videre og være til gavn for det nære samfund, som har brug for dem. Der var mange, der græd sammen med hende, da hendes smer-te fik deres egne smerter til at bryde op.

  Det følelsesmæssigt at høre til og at være hjemme i verden er sammen med åb-ningen af menneskers ressourcer vigtige aspekter i Laila Atshans arbejde. Koloni-sation, besættelse og uretfærdighed kan føre til menneskeligt set unødvendige ulykker og lidelser, som man kan søge at undgå og afbøde med personlig støtte og social forståelse. At have gode relationer, at være positivt forbundet med men-nesker og med livet er essentielt for helbredelsen og for at kunne komme videre.

  Selv om hun ved, at menneskers nødsituation er overvældende, og at hun kun er et lille menneske, så tror hun dog på én ting:

  Det er bedre at tænde et lys end at forbande mørket.

  Hun er selv et meget legende menneske. Det er med til at holde hendes lys’ flamme i live. Medfølelse og kærlighed er den drivkraft, der holder hende i gang og lader hende gennemføre sine forehavender. Og kærlighed til en selv med de begrænsninger, man selv besidder, er et vigtigt udgangspunkt. Hun svømmer, går til ridning, er aktivt musikudøvende, leger med børnene, rejser, og hun laver klov-nenumre ud af de mangler, hun ved, hun har. Det er med til at skabe og bevare en vis psykisk balance og et sundt og åbent sind.


Spørgsmål

I det følgende gengives nogle af Laila Atshans mails fra den 22. april 2006 og tre år frem, skrevet til en dansk ven. Tanken bag dem var aldrig, at de skulle offent-liggøres. Men de gengives her med Laila Atshans tilladelse.

Forlag og bogsalg


Trykte bøger, lydbøger, ebøger


Bestilling direkte hos os:

Ring 98 58 22 00, mail,

eller afkryds i Bestillingsliste.


Ønskes ebøger direkte fra os, leveres de

inden for 24 timer

i epub, mobi og pdf.

Betales med bankoverførsel.


Ønskes straks-download af ebøger, gå til vores ebogs-webshop nordosten.ebog.dk

Betales med betalingskort

eller MobilePay.


Trykte bøger og lydbøger

bestilt inden 13:00 hverdage afsendes samme dag.

Forsendelse til posttakst.


Lindhardt og Ringhofs

Hugo Hørlych Karlsen-udgivelser i

 ebogsprojekt SAGA

Cookies


Hverken vi selv, eller one.com, som denne hjemmeside er hostet hos, bruger cookies.

 

Persondataadministration