Læseprøve

Kolofon

Kærlighed til Danmark. En beretning om fædre og sønner

© Hugo Hørlych Karlsen, NordØsten Forlag  NordOsten Books 2014

Sat med Verdana

Må digitalt eller i udskrift bruges af køberen af denne ebog.

  Må ifølge copyrightbestemmelserne, der beskytter forlagets og forfatterens arbejde, hverken kopieres analogt eller digitalt til andre eller offentliggøres uden forudgående aftale med forlag og forfatter.

ISBN 978-87-91493-03-4: 2. udgave, ebog

1. udgave, Tiderne Skifter 1977, trykt bog

Indgangsfoto: Bødkermester Charley Aagaard Karlsen, Sæby, samtaler i 1940’erne med en kunde på cykel, mens svendene arbejder på en kæmpetønde, der senere blev ishus ved Løkken.

NordØsten Forlag  NordOsten Books

www.nordosten.dk

Se flere af Hugo Hørlych Karlsens romaner og beretninger i NordØsten Forlag  NordOsten Books’ samlede ebogskatalog:

www.nordosten.dk/E-boeger.html

Sagt om Kærlighed til Danmark

“Kærlighed til Danmark er en umådelig smuk bog. Ikke fordi det er vedtaget banalt og patetisk ‘smukt’ at elske fædrene og fædrelandet. Men fordi den i sin skriveteknik, sit emne, sin udvælgelse og sin selvudlevering slipper udenom både det banale og patetiske og producerer historisk bevidsthed i stærke, almene og dog individualiserede glimt, så både fædre og sønner (og døtre) kan blive klogere på, hvordan og hvorfor Danmark er udartet til sådan et sted at være – fra de store klassebevægelsers til de mindste psykologiske detaljers plan. En smuk bog om, at det er nødvendigt at forene hånden, hovedet og den historiske bevidsthed, hvis kærlighed til landet og dets mennesker skal have en chance for at blive gengældt …

  Kærlighed til Danmark er, som undertitlen antyder, en slags dans mellem to generationer af mænd. Og samtidig med at den producerer historisk bevidsthed, handler den direkte om det. Den drager nytte af både Historien og nogle gode, stærke historier – bryder arbejdsdelingen og samler derved splittede bevidstheder til hele billeder. Bogens grundmateriale er fem håndværkeres beretning om deres liv og arbejde … Beretningerne om disse fædres arbejdsliv er så spændt inde mellem i den ene ende deres egne barndomserindringer og journalistiske glimt af Århus ved århundredeskiftet – i den anden ende af sønnernes generation.” Søren Vinterberg, Information.

“Der er i bogen en søgen, en protest, alt hvad der ifølge programmerne skal være. Men der er væsentligt mere. Der er et stort skrivende talent, en sikkerhed i øje og sprog og stil, men der er først og sidst en varme – der er menneske i den bog. Og det er for enhver bog, for enhver skribent, det endeligt afgørende. En beretning om fædre og sønner, har han selv kaldt bogen. Det er den også, men mest er den en bevægende menneskelig bog – af, og om, en søn.” Palle Lauring, DR.

De gengivne interviews i denne bog er autentiske, men enhver navnelighed eller andet sammenfald med døde eller levende personer andre steder i bogen er utilsigtet og tilfældig. De interviewedes navne er ændrede. Bogen er en konstruktion. Men en virkelig konstruktion.

Indhold

Drømmeland

  En ung mand (mødet), 1968

  Drømmeland (et tilbageblik), 1900

Arbejdsland

  En ung mand (på vej til Anders), 1971

  Anders (arbejdsheste og tillidsmænd)

  To drenge, den 3. juli 1909

  Arbejdet og den blå kjole

  Anders bliver myndig

Folkeland

  Hans (arbejdsknægte og strejkebrydere)

  Hanses plads

  Hanses ene datter

  En historie om retfærdighed, frihed, sikkerhed og lighed

    Retfærdighed

    Frihed

    Sikkerhed

    Lighed

  Hans betaler

Lille bondeland

  Bertel (arbejdsfrihed og arbejdstvang)

  Et yndigt land

  Indvandrerne

Lille industriland

  Marinus (sang, strejke og arbejdsløn)

  Vandrerne

Kærlighedsland

  Carl (leg og arbejde)

  Nogle unge mænd – klip omkring 1950-1976

  En ung mand (rejse i en del af Danmark), 1976

  Afskeden

Kilder og noter

Drømmeland

En ung mand (mødet), 1968

Der sidder jeg:

  En ung mand ved et bord midt i storbyen Århus under hedebølgen den 28. juli 1968.

  Jeg tænker på den anden, jeg cyklede bagefter i morges.

  Han kørte sindigt af sted på en rusten damecykel uden kædeskærm. Langsomt hen ad Nørregade, ind i Nørrealle, forbi gamle, mørke småforretninger og nyombyggede udstillingssale.

  Han drejede ned ad Grønnegade. Jeg fulgte efter og så ham hele tiden ind i nakken. Han var tætklippet og sorthåret og havde en tyrenakke af fedt, så kraven på den brune arbejdsskjorte skubbede to tykke folder op i hårkanten.

  Han måtte være sidst i fyrrerne. Han havde blå, posede overall på. Hans store baller bredte sig ud til siderne og nåede halvvejs op ad ryggen. Hans oppustede mave bulnede ud til siderne. Saddelen forsvandt mellem ballerne, men en svag, regelmæssig fjederknirken trængte ud fra den ved hvert tråd fra hans nye, sortskinnende træsko, der stak skråt ud til hver side. Hans tykke lår trykkede tungt pedalerne ned mere end at træde dem rundt.

  Han bevægede sig dræbende sindigt.

  Men jeg kunne ikke køre forbi. Mit blik klæbede til den store krop og den knirkende damecykel, mens jeg selv mere og mere følte mig svævende på min letvægter med de skinnende fælge, blinkende eger og hvide, nypudsede stel mellem lårene. Jeg mærkede tråddet i mine spinkle lemmer, T-shirtens bløde stof mod kroppen i et pirrende kærtegn, og de stramme bukser om lårene som en fasthed i tråddet, en selvsikker forening af tøj og kød.

  Jeg mærkede mig selv, mens jeg så på den anden. Jeg fulgte tæt efter ham, samtidig med at der åbnede sig en afstand imellem os, og jeg så, hvad jeg selv ville undgå at blive: tynget og klæbet til jorden som den anden forekom mig. Og skrækken for at blive tyk og få mave. Jeg blev bange for min egen krop, hvis den skulle begynde at bulne ud. Det var den, jeg viste mig selv frem med.

  Håret, og ikke en skaldet isse.

  Flad mave og markeret bryst og rette skuldre, og ikke en udbulet vom.

  Den anden fortsatte gennem krydset ud ad Grønnegade mod åen. Jeg drejede ned ad Vestergade og så ham i et sidste glimt som en blå-grå klat på vej ind i den morgenvarme, sorte asfalt.

Der sidder jeg:

  En ung mand i middagsheden ved et bord midt i storbyen. Jeg ser tavst hen på Marinus. Jeg har ikke set ham før. Sidste år var jeg syg, den dag Marinus dukkede op. I tre dage lå jeg forgiftet og tilstoppet af snot i hals og næse hjemme i blykammeret oppe under taget.

  Jeg var blevet sat til at male seks dybe kasser med klar lak inde på snedkerværkstedet. Jeg startede halvsyv om morgenen og var færdig lidt over middag. Midt om eftermiddagen fik jeg ondt i hovedet og i halsen og rystede af feber, som om en kraftig influenza eller halsbetændelse var på vej.

  Jeg så op på solen og den blå himmel og ned ad min brune krop, og jeg kunne ikke forestille mig, at jeg kunne blive syg midt om sommeren.

  Kirtlerne hævede ved halsen, jeg blev svimmel og måtte til sidst gå i seng og kravlede ind under skråvæggens tagvindue og lå der og så op i solen, mens sveden perlede.

  Tre gange var jeg ude at kaste op på bagtrappens lokum, som vi delte med dem ved siden af.

  Da jeg kom tilbage fire dage senere, havde Marinus været der to dage før. De andre talte om det endnu. Det havde været et af de store besøg, og de var blevet siddende til sidst på eftermiddagen.

  Samtidig så den nye arbejdsmand på mig. Det var Martin med den mimrende underlæbe og tynde, hængende skuldre, og han fortalte, at han sgu var blevet mere forgiftet end den smule der. Han havde sgu kun halvdelen af sit lungeri tilbage, og noget af mavesækken var også væk, for han havde arbejdet med hårde lakker og afslibning på store gulve i sale og haller, og til sidst havde indvoldene ikke kunnet klare mosten, fan’me’, og så fjernede de noget af det, og så var det farvel med den slags arbejde. Det var sgu også ved, at det havde slået sig på hovedet af ham – men det kunne de jo ikke sådan fjerne, grinede Martin.

  Jeg så mistroisk på ham og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg strøg mit lange hår væk fra panden og tog en slurk kaffe. Jeg så på Martin og tænkte, at jeg gerne ville have hørt nogle af Marinus’ historier og siddet der mellem de andre og pjækket fra arbejdet sammen med dem, en halv fridag på arbejdspladsen, hvor jeg fik mere ud af det end det sædvanlige ingenting: Trække, skubbe på plads, trampe, trække fri, lægge i en bunke, der kun voksede uendeligt langsomt ved siden af mig, mens uret stod stille.

  Det er den 28. juli 1968 under hedebølgen, og jeg stryger mit hår væk fra panden, mens maskinerne står stille omkring os.

  Jeg er træt og har ondt i armene og i skuldrene, og det stikker i venstre side under skulderbladet.

  Vækkeuret ringede klokken halvseks i morges, og jeg tumlede ud af sengen og ud i det lille køkken, hvor jeg hældte havregrynene op og pøsede mælk på og gik ind i stuen og satte mig ved bordet inden for vinduet. Helle sov videre. Hun skulle møde klokken ni.

  Solen skinnede ind. Der var allerede tæt af varme i stuen, og vinduerne kunne ikke åbnes, for de er sømmet fast og pakket ind i tætningslister.

  Den lille toværelsers på 18 kvadratmeter ligger oppe under taget i en af byens gamle bygninger, rød- og gulfalmede toetagers, der ligger klinet tæt sammen ud mod gaden og med en underskov af våde mørke baghuse.

  Der var endnu stille nede på gaden.

  Jeg vidste, at kun nattens skjulte rengøringskoner, nogle usynlige skifteholdsarbejdere og enkelte tidlige arbejdsmænd tavst gik eller cyklede gennem gaderne.

  Om få minutter ville jeg møde dem, være som en af dem, men også bilerne begyndte at summe og sporvognene at rasle forbi med åbne døre.

  Tallerkenen blev stående på bordet.

  Jeg var faldet sent i søvn. Klokken halvto havde der været 27 grader i værelset, og jeg var overtræt i forvejen og faldt først i søvn omkring tre, hvor fuglene plejer at synge ude i villakvartererne.

  På vej gennem byen havde jeg trætheden som en blød pude over nakken.

  Jeg var gået ned ad de mørkebrune trætrapper, der snor sig rundt til baggården og frem mod facaden igen og ender i den nederste gennemgang, der løber gennem hele huset.

  Konen i tobaksforretningen rumsterede inde bag sin bagdør. Papkasser og klirrende flasker.

Da jeg stillede cyklen fra mig i gården, tænkte jeg stadig på den anden. Hans vom og enorme baller og fede hestelår og foldede tyrenakke.

  Jeg løb op ad trapperne i store spring og stemplede ind to minutter i seks.

  – Mor’n!

  De andre sad omkring bordet.

  Da klokken klikkede seks, maste de cigaretterne ud, skubbede kaffekopperne ind på bordet, og vi gik ned til maskinerne.

  Klokken halvsyv så jeg på klokken første gang.

  Jeg havde slæbt ti ruller jernbånd hen til klippemaskinen og var i gang med at trække bånd hen til højre, lægge det ind under saksen, skubbe det på plads og trampe ned på udløseren med højre fod og i næsten samme bevægelse tage det afklippede bånd ud og lægge det i bunken, der langsomt voksede på højre side.

  Trække, skubbe på plads, trampe, trække fri, lægge i bunke ... Det er den tredje sommerferie, jeg arbejder her, og det er tredje år i træk, jeg står med ømme arme og skuldre og er træt i ryggen og har rifter i hænderne.

  Jeg så på klokken, og lidt flov så jeg samtidig den gamle mand komme gående over gården ude fra gaden.

  Han var i et gråt jakkesæt og gik krumt og langsomt. Solen skinnede ned i hans gråhvide hår, og hans skikkelse brød halvmørkets ensformighed, da den krabbede sig hen mod værkstedsdøren, samtidig med at maskinerne standsede for frokostpausen og stilheden hang i ørerne som en glasvæg, hvor de andre lyde prellede af, indtil trommehinderne havde omstillet sig.

  På vej op ad trapperne siger Peter:

  – Det er gamle Marinus, der er kommet. Så skal du få at høre.

  Det er noget særligt, når Marinus kommer. Han er den ældste bødker, der er tilbage i landet, og han er berygtet for sin vilde ungdom og sine historier om dengang.

  Han kommer på besøg en gang om året. Så lægger de arbejdet fra sig, bryder reglerne og lønsystemet og sætter sig til at snakke og drikke øl, snaps og kaffe og tage et par stykker wienerbrød efter madpakken.

  Jeg trak en ekstra stol hen til bordet og anbragte mig skråt over for Marinus.

  Jeg ser ned i mine sarte, småriftede håndflader og læner mig genert, akavet tilbage mod stoleryggen. Mine ellers rene og velklippede negle er sorte og flossede efter de rustne jernbånd og flisede træstaver. Jeg drejer hænderne og ser fraværende på mine solbrunede håndrygge og arme. Jeg ser ned ad min slanke krop og gnider mig med pegefingeren over de lyse skægstubbe, som fremhæver min brunhed, synes jeg.

  Jeg har langt, kommunefarvet hår, der falder ud over skuldrene. Den røde T-shirt, de forvaskede, lyseblå cowboybukser, der sidder stramt til omkring lårene og åbner sig i et svaj fra knæet og nedefter. Ansigtet er glat og uden rynker. Jeg synes selv, at hvis man ser på det, kunne man kalde det åbent. Men når jeg ser mig selv i spejlet, bliver jeg tit stående undersøgende, usikker over for en ubestemt veghed, som jeg synes træder frem i mine træk, men jeg mere fornemmer den, end jeg kan se dens linjer.

  Jeg har ofte prøvet at stramme læberne for at virke fastere. Eller samle øjnene til stål. Et blik der ikke viger.

  Jeg har spist min mad og krøller madpapiret langsomt sammen og lader det ligge foran mig mellem ølflasken og snapseglasset. Jeg giver mig til at rive små stumper af etiketten på flasken og samler dem i et mønster foran mig. Jeg skubber dem ud og ind imellem hinanden, mens jeg lytter:

  – ... ... Det var sgu godt nok koldt, der hen på natten – det var jo over midnat. Men hvad, vi havde den indre varme.

  Og hun var sgu meget varm.

  Og vi havde jo også fået noget varme puttet inden for vesten.

  Så vi kravlede jo ombord på skuden, og jeg troede jo ... men så ville hun sgu til vejrs. Hun kravlede op i masten.

  Men så satte hun sig sgu overskrævs på en slidske, I ved, og så trak hun op i skørterne.

  Og så havde hun ingen bukser på, fan’me’.

  Og så sad hun jo overskrævs der, og jeg stod jo neden for slidsken der, og så lynede jeg hurtigt ned, eller knappede jo op, I ved, og så kom hun rutsjende ned der, overskrævs på den her slidske og lige ned i kalorius.

  Det var et pletskud ...

  Marinus holder en pause og sidder og mimrer lidt.

  Hans øjne er halvt lukkede. Han ser frem for sig og samtidig er han langt tilbage i tiden, hvor han finder billederne og de halve og hele erindringer, han samler til sine beretninger.

  Han ryster på hænderne.

  Hans ansigt er gråhvidt med tætte, lyse skægstubbe og en svag blålig farve, der trækker ud gennem kinderne, så hans hud virker pergamenttør og gennemsigtig.

  Under det grå jakkesæt ser man kanten af en lysegrå vest, under den en lyseblå skjorte og et mørkebrunt slips. Han ryster på hænderne. De er store og grove og hvidskællede på håndryggen med tør, hård hud og sorte ar i håndfladerne. Han sidder lænet ind over frokostbordets grånistrede linoleum, der flere steder er gået fra i kanten. Han støtter albuerne mod bordet på hver side af den tomme kaffekop og det halvtømte snapseglas. Der ligger kagesmuler omkring ham. Han har glasur siddende i mundvigene.

  Det er den 28. juli 1968. Det er en dag under hedebølgen, lidt over middag i en baggård i den gamle midtby i storbyen Århus.

  Der glider en sveddråbe fra Marinus’ grå, tætklippede hår og ned over panden. Han trækker det grå lommetørklæde op af brystlommen på jakken og dupper sig i hovedet.

  Jeg ser på Marinus: 83 år, lag på lag af erfaring, der rækker tilbage til århundredet før det, jeg selv er født ind i.

  Marinus fra 1885.

  Over for ham med et bord imellem: den unge mand fra 1948. En overflade på 20 år, en sølvbroncheret spejlplade, ridset og arret af påvirkninger og indtryk fra efterkrigstidens modsigelser – fra koldkrig og A-våben til fremskridtstro og håb om bedre tiders bliven bedre, fra større velstand og flere ting – på overfladen – til mere slid og flere sygdomme nedenunder ...