3

Det er sidst på sommeren en tidlig morgen med solens første sitrende stråler over skoven og træernes sodsorte skygger, der strækker sig langt ned over dalens skrænter. Træernes grene hænger vissent krogede eller står stivnede og sprøde med falmede, indtørrede blade. I dalens bund glinser de duggede strå og et rødt skær flammer tilbage fra søens spejl.

  Der er ikke en sky på himlen, ikke en vind gennem de tørre kroner og det visne græs, ikke antydning af luftning med varsel om regn. Ikke en dråbe dug ender i den sprukne jord. Fra de gule sletter, de spredte, grå buske og vissengrønne skove, der strækker sig så langt, man kan se synsranden rundt, begynder duggen at fordampe op i en diset varmesimren. Det vandfattige åløb skjules en overgang under dampene, så letter tågen lidt og åen deler igen det langstrakte, knitrende sletteland i to lige store dele og fylder med sit svagt rindende vand kun nødtørftigt søen, der som et sygt øje lukker sig mere dag for dag, dækket som det bliver af et grågult støvlag, omgivet af saftløse, stivnede træer og krogede buske.

  En ravn slår op fra skoven med et dybt, gentaget råårk, råårk. I spiraler skruer den sig med kraftige vingeslag op mod himlen og bliver hængende der med udbredte vinger. Ved søens bred står en gul hund med forpoterne i det sparsomme vand, der endnu har en mindelse af nattekølighed, som den begærligt labber i sig, men den løfter hovedet mod fuglen, gisper med spyt og vand savlende fra gabet, misser mod lyset og bakker ind på det tørre, da ravnen går ind i et skarpt glid ned mod søen, før den med et kaster sig opad igen med et nyt, vildtlydende skrig, glideflugter ind i landet mod åens udspring og langsomt bliver til en sort prik, der opsuges af lyset, hvor den vissengule dals udtærede sider og slunkne bund forsvinder i horisontens hede gab. En anden hunds korte tuden glider ned over sletterne oppe fra hytterne, der ligger klumpet sammen som et tætbusket øjenbryn højt over åens snart udtørrede løb og tæt under skovens visne hår.

  Oppe på plateauet står de forreste hytter hvidlige i morgenlyset, de andre ligger endnu mørkt tilbagetrukket i den sidste rest nat. Den gule hund lytter og ser op mod dem. Fra enkelte hytter begynder røgringe at stige op gennem taget. Den gule hund vejrer med ørerne. Den hører kun stilheden efter ravnens grove skrig og den anden hunds korte tuden. De fleste mennesker sover endnu, og de få tidligt vågne går tavse og stille rundt inde i halvmørket og den tørre varme, som nætterne ikke når at afkøle. Svedende og besværede passer de ilden, forbereder morgenmaden og lever stadig i drømmene bag de missende øjenlåg, mens tankerne begynder at vende sig ned mod søens lunkne vand.

  Der skal snart hentes vand, tænker Ravs mor og sætter sig på hug ved ildstedet, rækker ud efter en trækrukke, men får øje på Ravs tomme seng bagest i hytten og lader armen blive hængende frit i luften. Hendes læber strammes, hun sukker besværet, bøjer sig mat sammen og lader armen synke uden at få krukken med sig. Hendes blik farer over mandens sorte, tætte hår, der krøller fugtigt i nakken, der vender ud imod hende, bred og svulmende, en vildsvinsnakke på en mand, man ikke skal tirre.

  Hun rækker igen ud efter krukken og trækker den hen til sig, tager urterne op og samler dem i hulningen på stenen foran sig. Hendes øjne søger igen hen til manden og dvæler på hans nøgne skulder. Så griber hun med et fast omkring støderens runde skaft. Det ligger tungt i hånden. Efter de første rytmiske stød bliver hun varm og føler sig samtidig tom, en tomhed der kalder på mandens kraft og hans nænsomheds fylde. Hun skubber urterne til rette på stenen, tvinger sig til at male dem, langsomt og sejt, mens hun kæmper imod den sugende tomhed i maven. Varme ilinger skyder op over ryggen og nakken til hovedet, frem over panden og øjnene og ned i maven igen. Stenen og morteren, urterne under morteren, hendes egne hænder omkring den, gulvet og væggene omkring hende svømmer væk som træerne og græsserne, buskene og stenene udenfor i den flimrende varmetåge fra dalen. Hendes krop vugger i takt til støderens rytmiske bevægelser over stenen, urternes krydrede duft fylder hendes næsebor, breder sig i hendes indre, stilner hende, mens hun tænker igen og igen, som dråber der falder: Han må ikke vågne, han må ikke vågne …

  Hun trækker vejret på en gang tungt og tilbageholdt stille. Som så mange gange før i en usikker venten vokser vreden imod Rav, nu han igen har sneget sig væk. Kort er vreden og heftigt kulminerer den, så det suser i hendes ører. Den efterlader hende kraftesløs og mat med en angstfyldt tømthed. Hendes læber krænger sig ud, underlæben nedad, en kold sved bryder frem, blodet forlader hendes ansigt. Hun stivner med støderen støttet mod stenen. Er der sket noget med drengen, er Rav igen taget fra hende, for anden gang flået væk? Hun læner sig over mod ildstedet, puster forsigtigt til gløderne og skotter igen hen til manden – bare hunden ikke tuder igen, eller Lyngs far begynder at hoste derinde. Hvis han sover videre, kan Rav nå at komme hjem, før det er for sent og hun kan sige, Rav er stået op og gået ud …

  Hun lægger en ny kævl på gløderne.

Den gule hund har igen vendt sig mod søen, går langsomt ud i vandet, bliver stående med forpoterne i det mudrede vand og drikker. Den anden hunds tuden stiger som før op fra hytterne, kort, klagende og kaldende væver den sig ind i de endnu sovendes drømme, strømmer videre ned i dalen, dør bort mellem de enkeltstående stammer og buske. Den gule løfter hovedet, slikker savlet fra munden, bakker op på det tørre, vender sig om og stikker snuden mod himlen med en langt udstrakt tuden.

  Urterne ligger halvkvaste, grønne, gule, røde og duftende foran Ravs mor, der stivnet støtter sig mod støderen. Hun stirrer skråt ned i bålets gløder og hører den fjerne tuden fra søen og den klagende tuden fra hunden tæt ved, lige ude ved køkkenmøddingen må den stå. Deres samstemte tuden varsler om tab. Efterklangen bliver hængende i hyttens tunge luft. Men snart fylder glødernes svage syden igen hytten og skubber angsten ned i nyrerne som et kneb i lænden. Sådan sad den hver dag den sommer, de tog Rav fra hende og bar ham ind i skovene. Da de kom tilbage med ham, var han blevet en fremmed, hun ikke kunne have, og samtidig endnu mere hendes, end hvis han ikke havde været væk. Hendes egen mælk fra de sprængfyldte bryster havde han ikke fået i al den tid. Den gik til andre af bopladsens børn. De måtte allerede have store bål tændt mod kulden om dagen, da hun igen fik sit eget barn tilbage, lagde det til brystet med et had, der fik hende til at stønne af smerte. Smerten blev den inderste tråd i det flertrådede bånd, der har holdt dem sammen. Og nu langsomt, men sikkert slides i stykker, efterhånden som han bliver større.

  Hendes mand vender sig med en søvnig mumlen, og hun mærker igen den krævende tomhed i sin krop. En tør hoste fra nabohytten splitter med sin hakkende insisteren den sidste rest af morgenstilheden. Med den brede håndryg sort af kraftig behåring tørrer Ravs far sig smaskende over læberne. Han mærker, han ligger alene, men mærker kvindens nærvær i rummet og lytter med lukkede øjne, visker en dråbe sved fra næsen, hører hende lægge pinde på gløderne og tage støderen i brug. Han lader sig lad falde ind i den rytmiske ritchen fra støderens kvasen, der blander sig med gnisternes skarpe smæld og hans første tanke: Hvor er Rav?

  Den krydrede duft fra de knuste urter og røgen fra den nye kævle på bålet åbner ham for et dybt og nydende åndedræt. Et kort nu er han lykkelig, svævende og frigjort, og han åbner øjnene halvt og ser hen på kvinden, der sidder med siden til, optaget af at passe ilden og kværne urterne til morgengrøden. Han smiler. Den indre ro, han er blevet givet i dette øjeblik, breder sig ud i ansigtet, og dets fri munterhed samler sig i øjnene og ophæver den vrede, der før lå sammenknuget i hans spændte nakke. Øjenlågene lukker sig igen, han sukker tilfreds og mumler lavt:

  – Hvad tænker du på?

  Hun hører hans stemme skarpt i rummet slå mod sit øre som slaget fra en sten.

  – Jeg er fyldt – med tomhed.

  Hendes svar bryder gennem den røde iling, der omslutter hendes krop og står som et ekko i rummet omkring hende.

  – Det kan man ikke være, ler han.

  – Jeg kan.

  Hun lægger støderen fra sig ved siden af de knuste urter på stenen, skraber hurtigt urterne op i hånden, presser dem sammen til en klump, hun lægger tilbage på stenen, tørrer med utålmodige, dirrende bevægelser hænderne i en tot græs. Men da hun rejser sig, gør hun det langsomt. Hun sniger sig hen imod ham med smidige, sikre bevægelser.

  – Hvor er Rav? spørger han og rækker ud efter hende.

  – Vel lige gået ud, hvisker hun, glider tæt ind mod ham, så hans arm kan nå omkring hendes hofter.

  Han trækker hende ned til sig.

  Den gule hund ved søen retter sig op efter sin langtrukne tuden og står vagtsomt stivnet. Det er en lang og senet krabat. Det ene øre står lige op, det andet hænger halvt knækket efter et slagsmål for mange somre siden. Pelsen er vissen som græsset, dens krogede kløer graver sig ned i, men isprængt sorte pletter, endnu med de korte sommerhår. Halen er lang og rigt dusket og pisker utålmodigt fra side til side, ritch, ritch. Ubeslutsomt ser den gule hund op mod hytterne, ritch, ritch, så op mod det nærmeste, vestlige skovbryn, ritch, ritch. Med et sæt pisker den opad i retning mod den anden hunds kaldende tuden, der igen har lydt kort og afbrudt. Ligeså pludseligt standser den igen op, ritch, ritch, lytter efter den tørre hoste, der bryder frem efter den kaldende tuden, vender sig med en smidig drejning af kroppen og løber væk fra hytterne op over skråningen og ud over mod skoven, strækker ud i lange, seje spring. De senede muskler står kraftfuldt frem under pelsen. Støvet rejser sig omkring dens poter og bliver hængende i luften.

  Fra den forreste hytte ned mod søen træder Odde i det samme morgendovent ud i lyset. Under hans hvide hår står ansigtet skarpt, rynket og blåligt brunt som en gammel egestamme. Han misser mod solen, den nære og dog så fjerne drillesyge ven, der i øjeblikket gør for meget ud af sin egen kraft og forvandler sig til fjende. Den gamle mands krogede, brunskjoldede fingre glider hen over den ene efter den anden af de små poser med urter og sten, han har hængende ved bæltet. Han mumler hen for sig med halvt lukkede øjne. Den ene hånd bliver nede ved bæltets poser, glider over den ene efter den anden, den anden hånd glider op over brystet og lukker sig med et fast greb om amuletten på hans bryst, et solformet stykke mørkt skind hvorpå der er indsyet en ring af blålige små sten. Oddes øjne glider ned over dalen og ser hunden som en skygge under himlens skarpe skær.

  Hvad var det? farer det igennem ham, og han vender sig indadvendt lyttende mod den tørre hoste fra hytten bagest på bopladsen, gnider hænderne mod hinanden, går langsomt ind igen og ser fraværende på Spyds tomme leje:

  – Hvor er han nu stukket hen? mumler han.

  Savnet efter en kvinde er en udtørret sø inden i ham. Han må have en ny, en ung, glat og kølende at fylde sig med. Hans øjne glider igen over Spyds leje. Dets forladthed slår hans drømmende morgensind i stykker. Nattens skygger hænger ensomme over det leje, ikke den varme fylde efter den sovende, der lige er stået op og gået ud. Odde mærker, han mister kraft.

  Hunden forsvinder ind mellem træerne. Støvet hænger i luften efter den. Den sidste dug er fordampet, luften er klar, dirrer af varme.

  Den tørre hoste lyder igen, nu sammen med et spædbarns sultne gråd fra samme hytte. En kvinde nynner beroligende med skurrende strubelyde, et større barn skælder ud og råber, at det ikke vil så tidligt op og ikke vil gå, når det ikke er dets tur og ikke dets skyld, at Lyng har snydt sig ud. Men moren ser fast på den store, forurettede dreng, mens hun nynner og vugger den lille, og drengen begiver sig modvilligt ned efter vand med lerkrukken på hovedet. Gennem spædbarnets gråd følger morens øjne hans forurettede, flimrende skikkelse i ujævn bevægelse over det knitrende plateau, før den forsvinder ned ad bakken mod søen og åen.

4

Inde i skoven kiler en solstråle sig gennem træernes sammenfiltrede kroner, skærer sig forbi de store egestammer og krogede nøddetræer med kurs mod skovbundens myrer og orm, rådnende grene og blade, blomstrende gule perikummer og lyserøde kragekløer, der har forvildet sig ind i en snæver lysning mellem blåbær og gule gyldenris. I det nederste morads gemmer sig lidt fugtighed, men strålen når ikke helt derned, Ravs fregnede næse er i vejen. Med vibrerende næsebor indsuger han sovende skovbundens tunge duft af råd og gæring og den syrlige sødme fra Lyng, der ligger tæt ind mod ham. Solens stråle rykker nærmere Ravs ene øje. Insekterne svirrer mellem stammerne, mejserne hopper rastløse fra gren til gren, og da den skarpe solkile rammer Ravs øje, presser han det sammen, virrer med hovedet og klemmer sig tættere ind mod Lyng. Ravnens skrig over dalen bæres ind til dem, også hundens korte, kaldende tuden nede fra hytterne når deres leje, men der er intet, der kan vække dem. Solen fortsætter op over himlen, lysstrålen spiller nu på Lyngs hals foran Ravs læber. I hendes drømme forvandles den gule hunds langtrukne tuden nede ved søen til en gul streg, der vokser sig lang og kraftig og med et fortættes til en ildkugle i horisonten, mens hun sammen med Rav svæver ud imod den over grønne sletter, og klare stemmer kalder fjernt. De svæver over skoven med armene slynget om hinanden, og Lyng vil ikke se tilbage, men øjnene åbner sig af sig selv og stirrer på de blåsorte træstammer, de tætte mønstre af grønne og vissengule blade, en gul mejse med koboltblå kyse, vinger og hale der flakser væk mellem grenenes flimren. Hvor er hun? Hun skubber til noget tungt og mærker Ravs varme krop, vågner helt og hører et dyr på vej imod dem mellem træerne.

  – Rav! Der kommer noget.

  – Mhhh.

  – Hører du …

  Hun burde være rolig. De er gemt væk fra alles blikke inde i sammenfiltret buskads. Stammerne står tæt og løvhanget er uigennemtrængeligt. Men hun er urolig og ser sig omkring. Gulvet er et tykt lag blade og græs. Til tre af siderne er der vægge, sammenflettede af barkede grene med løvværk stukket ind imellem, så det ser ud som tilfældigt buskads. Taget er et sammenvævet netværk af levende grene, der hvælver sig op mellem de nedkrogede nøddetræer og tunge, opadstræbende egestammer. Ud for åbningen på den fjerde side ligger Ravs spyd, hans største bue, pilene og kniven.

  Lyng kalder igen og skubber til Rav. Han åbner modvilligt øjnene, kniber dem sammen, fugter læberne og bøjer sig ind over Lyng. Hun glatter med åben hånd over hans skulderlange, gule hår, der får et hvidt skær i sensommerens lys. Under hans næse glinser den dunede skægvækst af sved. Hun mærker, de må væk fra stedet.

  – Kom! hvisker hun.

  Han vender sig smilende væk fra hende, solstrålen skærer sig ned imellem dem og rammer en gul gyldenris, smelter sammen med den i et nu, før den glider forbi og ned mellem ormene og myrerne. En tynd ring af damp stiger op gennem bladhanget. Rav ruller dovent om på ryggen, snuser dybt ind og lukker øjnene. Lyng sætter sig halvt op og vender sig på albuen imod ham. Bladene knitrer under dem. Rav lytter med et, stivner på samme måde som Lyng og slår øjnene op:

  – Shh! lægger han fingeren på læben.

  De hvislende lyde fra et dyrs blinde løb imod dem nærmer sig hurtigt. En gren knækker tæt ved med et smæld. Rav sætter sig op med et sæt:

  – Gule kommer!

  Hunden bryder flænsende gennem buskadset og kaster sig med logrende hale ind imellem dem.

  – Du er våd, Gule – ud og læg dig!

  Den kryber hen og slikker Rav i ansigtet, men Lyng griber den hårdt i flankerne, vender den om og får den skubbet ud. Den lægger sig ved deres fødder, begge dens ører hænger trist, og den ser melankolsk ind på dem, mens halen går ritch, ritch.

  – Dumme hund. Bare der ikke er nogen, der har set dig og er fulgt efter dig, hvisker Lyng og ser vredt på den.

  Hunden lægger ørerne fladt tilbage og presser sig dybere ned mellem bladene. Rav nikker mørkt og ser sig omkring, men lyser op og trækker på skuldrene:

  – Det er der ikke, ikke så tidligt.

  – Det er allerede for sent, Rav. De har nok opdaget os.

  Rav ser igen mørkt ind mellem træerne. Sådan sidder han længe med rynkede bryn, men kaster til sidst et bønfaldende og samtidig trodsigt opfordrende blik over mod hende:

  – Græd ikke. Der sker ikke noget. Far slår mig ihjel, Odde forviser mig, og du bliver smidt ud, eller givet væk til en olding, og alt går videre, som om der intet var sket.

  Hun rækker tøvende ud efter sit tøj og sætter sig på hug.

  – Vent!

  Han lægger hånden på hendes skulder og presser hende ned:

  – Jo senere, vi kommer, jo bedre. Vi skal stilnes først. Og så går vi hjem, hver for sig.

  Lyng ser tvivlrådigt på ham. Så trækker hun langsomt sin arm til sig, rejser sig halvt op i en akavet stilling og stirrer opgivende ind mellem stammerne, ritch, ritch.

  – Rav, hvis vi ikke skynder os, finder de ud af det, eller tror måske, vildsvinet har slået os ihjel, og så går de ud og leder efter os.

  – Kom! hvisker han indtrængende, – Læg dig her!

  Hans iver river hende med sig. Hun lægger sig på maven ved siden af ham og følger hans bliks retning.

  – Hvad ser du?

  Spørgsmålets enkelthed og hans ubekymrede tonefald lader hendes opmærksomhed falde sammen med hans. Hendes hår er brunt som den bløde dunhammer ved søen og kortere end hans. Det falder frem over hendes kinder, mens hun ser ind mellem træerne mod øst.

  – Hvad ser du? gentager han utålmodig.

  – Træer.

  – Hvad mere?

  – Træer, der står stille, grene og blade, der hænger stille, nej, der ryster lidt, når fuglene letter, og når de sætter sig. Lyset der flimrer, solen utydeligt deroppe, og dalen, et svagt lys ude på den anden side af træerne. Et grønligblåt skær fra søen er der også, og …

  Landskabets ubevægelighed fremhæves af de svage vift, når mejserne springer fra gren til gren. Der er de mange visne farver, skygger der veksler med lys. Myggenes summen toner i den stillestående luft, som de drømmeagtigt fjerne morgenlyde nede fra hytterne spinkelt høres igennem. Rav hvisker lavt og forhippet:

  – Solens land, derovre, på den anden side af skovene. Nu kommer vinteren. Lad os tage derhen.

  Ritch, ritch …

  Han strækker hånden ud og klør Gule bag øret. Med øjnene følger han en skovpibers flaksende opadstigen mellem de tætte kroner. Han mærker uroen og vreden fra hytterne ude på den anden side af skoven forplante sig op til dem. Han piller et blad ud af væggen med en kvælende følelse af, at man aldrig kan få fred.

  – Hvornår? hvisker Lyng.

  – Hvornår hvad?

  – Hvornår tager vi af sted – nu?

  Hendes spørgsmåls ligefremhed trækker ham ud af den ubevidste følelse af trussel og død, som har grebet ham, og han forsvinder igen ind i håbet om solens land, men ser i et glimt det umulige i det, han lige har foreslået med så stor iver, at det har fanget Lyng ind, ind i en drømmevirkelighed, hvis veje de må følge, i trods, på flugt, mere tiltrukket end skræmt af angsten for den kløft, der åbner sig for dem, og han må med, nu hvor hun også drager ham.

  – I eftermiddag, vi må samle mad, og jeg må have alle mine våben.

  – Hvad gør vi, til vi tager af sted?

  – Finder ud af det – der er jo ikke lang tid til. Ude på den anden side af dalen og skovene, hvisker Rav videre, – ude i det nye land er der dæmpet varme, kølende vand, urter til mad og lægedom, dyr der selv går ind foran den afskudte pil. Der er lykkelige mennesker som os selv og ingen påbud og forbud. Alle er sig selv med samme lethed som det græsstrå, der vifter i vinden og samtidig bliver stående med rødderne i jorden, kaster sine frø, visner og vokser op igen … Hvor mødes vi?

  – Oppe i skoven bag den bageste hytte, når solen står midt mellem hytterne og her. Vi går uden om dalen – nej, derned, og så ned gennem den …

  Lyngs stemme er ivrig og hun peger mod syd, tøver usikkert, men fortsætter hurtigt:

  – Og skråt ind mod solen.

  Hendes arm laver en stor bue i luften. Rav nikker tavs. Deres øjne bliver mørke, hovederne tækker sig ned mellem skuldrene. Skuldrene knuger sig frem over brystet. Ryggen runder sig op i nakken. Lyng retter sig med et ryk, trækker vejret dybt ind, ser på Rav med et smil, ryster sig løs og let som en hund og lægger sig langsomt med en kaldende bevægelse ned ved siden af ham, og han glider med. Deres åndedræt smelter sammen med myggenes summen og den svage raslen fra mejserne mellem træerne. Halvt vågne, halvt sovende ligger de forenede i gule tåger over enge, i dryp fra træers blade en tidlig morgen, i en sols blink i søen, i en ilds varme gennem de kolde vinteraftener, da de var små, i gnisters skarpe smæld, i røde luer i natten, i en kildes kølende vand over hænderne, når de hentede vand i deres krukker, i kvinders kalden, når de havde forvildet sig for langt væk, i mænds fjerne jagtråb ude fra skovene, i Spyds benspænd, i Oddes skarpe blik under buskede bryn, i hans gryntende latter, i lyse og kaldende stemmer, i grønne sletter, i svævet under en kniv der ligger tæt ved bålet, i blodet der løber ud over armen, i mødrenes råb, i fædrenes hårde greb om nakken, i Ulvs hyl, da han fik en finger i øjet, i den klare latter, når de trillede ned ad den stejleste skråning om vinteren, i Ravs og Spyds slagsmål om at blive den, der skulle trille ned sammen med Lyng, i morgenen da Lyng kyssede Spyd i skjul bag hytten, i dagen da Rav og Lyng mødtes alene i skoven, i en svag hoste, der bliver højere, mere hul, kommer nærmere, Lyngs fars tørre hosten, der griber dem bagfra, et pludseligt og fast greb som da de var små, i deres støn af smerte, og de klynger sig til hinanden, ind i hvilen …

  Ritch, ritch … Gules svirp med halen over skovbundens rådnende blade bliver hidsigere og blander sig med en truende knurren fra dens savlende gab, ritch, ritch … De hører det samtidig – en gren der knækker i skovbunden tæt ved. En til. Gule rejser sig med et sæt og snerrer. Ritch, ritch.

  – Efter ham, Gule!

  En brun skikkelse med et sort pilekogger dansende på ryggen og buen holdt tæt ind mod kroppen forsvinder sammenkrummet i løb mellem stammerne ud mod dalen. Rav kalder Gule tilbage.

  – Det var Spyd, hvisker Lyng og borer neglene i Ravs arm.

5

Det er først på formiddagen. Fluerne summer giftigt grønne i tætte formationer over køkkenmøddingen i udkanten af bopladsen. Tre hunde, grå og tynde, snager rundt mellem fiskeskeletter, afgnavede ben, rådne og halvrådne planterester, knækkede skæfter og brudte spidser fra spyd og pile og indtørrede stumper af kasseret skind. Den tørre hoste knystes stadig ud fra det halvmørke indre i Lyngs hytte. Udefra ser man – gennem indgangen der er halvt tildækket med skind – kun det svage skær af gløderne dybest inde. En flok mindre børn leger på skråningen ned mod søen. Deres skrig og latter, udbrud af forundring og ivrige kalden når op til hytterne. Kvinderne og pigerne laver mad, rydder op, reparerer de lette sommerskørter og bluser eller arbejder på vintertøjet. Mændene og de store drenge efterser deres jagtvåben og lægger planer for de kommende dage, om de skal søge op langs åen efter fisk, eller ind gennem skovene efter fugle og større dyr, og hvad stiller de op med vildsvinet? Forældrene med små børn blandt den legende flok på skrænten har opmærksomheden bundet til lydene dernede fra, løfter hovederne og gør store øjne, når der er en, der græder. Er det mon deres? Ind imellem rejser en sig og halvløber mod gråden og skrigene.

  En stor, firskåren mand med et rødt ar over højre øjenbryn sætter sig tungt ved sine pile efter sådan en tur, griber ivrigt ud efter dem, han må se at komme i gang. Han kommer imidlertid ikke i gang, men bliver ved at stirre over mod Lyngs mor, der stor og tyk, besværet og svedende, ivrig og utrættelig prøver at få spændt et solsejl ud, lavet af et gammelt, slidt skind. Det skal fæstnes under udhænget på hytten. Med uregelmæssige mellemrum lyder den tørre hoste ud til hende. Hun bliver stående, svedende og urokkelig på sine kraftige lår. Hendes lægge er som stolper tungt plantet på jorden. Armene og hænderne blafrer som fjerløse vinger, der prøver at hæve hende væk fra den jord, hun så tyngende bindes til. Hendes fugleagtigt lille hoved bliver væk mellem nakkens folder. To blå øjne spiller med glimt af drilsk uovervindelighed under de lyse øjenbryn. Farveløsheden på huden og i håret gør hendes ansigt til et hvidt fugleæg. Spædbarnet, der klynkede så tidligt på morgenen, sover nu trygt på hendes ryg i sin skindpose. To lange rafter har hun fået sat i jorden, så de når op under to hjørner i skindet. Barnet vugges blidt af hendes tunge bevægelser. Hun træder et skridt tilbage og ser på sit værk. Skindet sidder, som det skal, spændt ud fra væggen af to vaklende stolper.

  Hun går om til stendyngen bag hytten, samler tre halvstore sten op i favnen, går tilbage og børster en plet jord fri for støv, tramper jorden hård i den støvfri cirkel og lægger stenene i en trekant. Hermed er den udendørs bålplads klar til brug. Hun vralter om på den anden side af hytten efter brænde, og snart er bålet bygget op og antændt med en brændende pind fra bålet inde i hytten.

  Men manden ved pilene klør sig i arret over det ene øjenbryn og ryster på hovedet, da hun går tilbage igen og slukker gløderne i hytten. Med et hug bøjer han sig på ny over sit arbejde, han må indhente den tabte tid. Men han skotter igen over til hende, da hun balancerer den fyldte lergryde inde fra hytten udenfor og prøver at få den anbragt på de tre sten, der omkranser ilden. Nu står den der, og hun synker med et tilfredst suk ned på hug og rører i gryden.

  Ravs far har stået i indgangen til sin hytte, ind imellem har øjnene flakket mellem Lyngs mor og pilemandens hovedrysten, mens han selv har filet på en af sine spydspidser med stagen stikkende skråt frem foran sig. Hvor kan Rav være? Ikke nede efter vand. Krukken står der endnu. Vrede veksler med ængstelse og spalter ham ud af kontakt med sine egne gøremål og det, der sker omkring ham. Skal han ud at lede efter ham? Skal de flere af sted?

  Den ene hund graver ivrigt i møddingen. De to andre holder sig tæt ind mod den. Høje og ivrige stiger råbene op nede fra børnene på skrænten. De aftaler en ny leg. Manden med pilene bøjer sig krumt ind over sit arbejde. Lyngs mor rører i gryden og mumler indadvendt med sig selv. Ravs far flytter uroligt på sig, filer brutalt ned over spidsen, lytter. Det kunne ligne Rav selv at gå på jagt efter vildsvinet. Hans største spyd, buerne og pilene er væk. Tre voksne er indtil nu flået i stykker af det vilddyr. Tarmene var vredet ud af maven og kroppen rodet ned i jorden. Solen flytter sig usynligt, men sikkert. Skyggen fra solsejlet dækker den ene side af Lyngs mor. Hun rører smilende i suppen med halvt lukkede øjne, lever i de tre forventningsfyldte dage, hvor hun har været ude at hente urter. Tidligt om morgenen er hun gået ud, stønnende af anstrengelse har hun fundet de bedste, mest farverige og morgenfriske urter og plukket dem, lige før de åbner deres blomster og kraften er størst. Friske og tørrede urter er nu blandet og går langsomt i kog sammen med to af de små fisk. Denne suppe vil gøre hendes hostende mand rask, og røgen er væk inde fra hytten nu. Det vil også hjælpe. Lige meget hvad de andre siger, det er den, der sætter hans hoste i gang tidligt om morgenen. Han rejser sig snart igen, som da han var ung. Aldrig til at stoppe, hverken på jagten efter vildt eller på jagten efter hende. Han har jaget, ud over sletterne og ind gennem skovene. Han er faret på hende, forfra og bagfra, op og ned, omkring hende og over hende, ud og ind, altid i gang, en uafbrudt storm af kraft og lyst … Hun rører langsomt, hun lukker øjnene og drømmer om det, der kommer, at han nedlægger vildsvinet, endnu ingen har kunnet få bugt med, ligesom han har nedlagt store hjorte og hentet fangster i områder, ingen anden mand ville vove at begive sig til. Alle flokkes for at bære ham i triumf på deres skuldre, selv står hun, igen lille og væver og tager imod kødet og hugtænderne …

  Den ene hund ved køkkenmøddingen får fat i et halvt afgnavet, råddent fiskeben og vender sig hurtigt væk. De to andre kiler sig tæt til den, knurrer og snapper efter benet. Med en rasende snerren snurrer den heldige tre gange rundt om sig selv med kæberne fast lukket omkring fisken, hvirvler rivalerne af sig, styrter ind mellem hytterne og forfølges af de to andre. De to støttestokke og solsejlet hvirvles væk i en sky af støv og skidt, gryden slynges af stenene og revner, mens ilden spredes ud over sandet, og suppen i tykke kager bobler ud over det sorte støv. Lyngs mor skriger, mænd og kvinder, unge og gamle styrter til. Hundenes snerrende kamp om fisken mellem benene på dem alle, blandingen af latter og vrede råb når helt ned til børneflokken på skrænten, og de små kommer løbende med store øjne og kiler sig ind mellem benene på de voksne. I udkanten af flokken kravler Lyngs mor rundt på alle fire og prøver at få noget af suppen skrabet op i en stump af den revnede gryde. Den sorte vælling flyder mudret over hendes hænder. Hun taber grydestumpen, samler den op, men smider den så grædende fra sig, skraber gløderne og pindene sammen med sine bare, indsmurte hænder og vrisser grådkvalt, når hun brænder sig.

  Med et bliver hendes bevægelser rolige, langsomme og sagtmodige. Søvngængersikre. Hun har så grundigt lært, at det ikke hjælper at beklage sig. De andres sammenstimlen, beklagende udbrud og undertrykte latter værdiger hun ikke et blik. Med et presser Ravs mor sig gennem flokken fra den yderste ring, sætter sig på hug hos Lyngs mor og hjælper med at få orden på stenene. To af mændene henter stolperne og skindet og rejser solsejlet igen. De slåssende hunde er for længst hvirvlet ned over skrænten, hvor de små legede.

  – Hvad foregår der?

  Lyngs fars hæse stemme knyster sig ud inde fra mørket efterfulgt af en tør hosten.

  – Ikke noget, jeg kommer snart, klukker Lyngs mor.

  – Ikke noget? Her er så mørkt? Har du taget ilden fra mig?

  – Kommer snart.

  – Lyng skulle hjælpe dig, hvisker Ravs mor.

  – Lyng? udbryder den tykke kvinde afvisende, – Hun er ikke hjemme, ikke hele morgenen. Ikke engang vand har hun hentet. Ulv måtte af sted.

  Ravs mor rynker brynene, ser op mod skoven og tænker lettet, at de andre ikke må have opdaget, at også Rav er væk.

  Det hele er ikke mere spændende for de mindre børn, der maser sig ud igen og løber tilbage til skrænten og den afbrudte leg. En efter en vender også de andre tilbage til deres. Hunden, der først fik fat i det, har fået slugt fiskebenet, og alle tre bæster lunter tilbage til møddingen. Kort efter kommer Ulv op nede fra søen. Ravs far spørger ham lavt og henkastet:

  – Mødte du Rav nede ved søen?

  – Nej, svarer Ulv mut.

  Ravs mor drejer om hjørnet ved hytten og udbryder:

  – Hør, Ulv, du får resten af vores morgenmad med. Din mor har spildt jeres. Hvordan kunne hun finde på at flytte det udenfor?

  Ulv trækker på skuldrene. Det er igen hans mor, der er blevet til nar. Han behøver ikke høre historien. Han er træt af historier.

  – Jeg går over med vandet først, siger han stille med øjnene vendt mod jorden.

  – Gør det.

  Ulv har hentet maden og er uden for hørevidde. Ravs far støder sig væk fra indgangsstolpen, han har stået lænet op imod:

  – Jeg må ud efter Rav. Hvis han …

  – Er det mig?

  Morgenfrisk, lys og sorgløs kommer Rav rundt om hytten, går forbi faren og moren og ind i hytten med Gule i hælene. Hunden løber op og smyger sig tæt ind til ham. Ravs mor og far følger efter dem ind. Rav går hen og roder ved sine skind og udbryder:

  – Det var ærgerligt?

  – Hvad? spørger faren med sammenknebne, sorte øjne, der sender en gysen gennem Rav, der slår stort ud med hånden og med en tør sammenknugen i halsen siger:

  – At jeg glemte at tage vandkrukken med, da jeg løb til søen.

  Nu spidder morens øjne ham på samme måde som hans fars. Rav synker, men har ikke noget at synke. Han hoster tørt. I det samme lyder Lyngs stemme inde ved siden af. Moren ser uvilkårligt i lydens retning – hun er altså også dukket op, samtidig.

  – Hvad har du lavet ved søen?

  Farens stemme dirrer.

  – Det er – en hemmelighed.

  Tavsheden binder Rav og hans far sammen gennem øjnene, der stirrer ind i hinanden. Ravs øjne bliver større og større, farens mindre og mindre. Hunden står stivnet, sunket let i knæ. Rav er tør i munden, tungen ligger død mod ganen, han kan ikke synke, prøver forgæves at smile og gøre sin stemme rolig og ubekymret:

  – Nå, men … Jeg har set en kæmpefisk dernede. Jeg gik derned tidligt for at fange den. Jeg har prøvet flere dage i træk nu. Den er så stor. Sig det ikke til andre.

  Han strækker armene ud til siden, vil se ud på sine hænder, fra den ene til den anden, men kan ikke rive øjnene løs fra sin fars blik, og armene falder ned med et sæt, da faren med is i stemmen siger:

  – Løgn.

  Tavshedens knude strammer til omkring Rav. Hans tanker hvirvler rundt:

  – Nej – Spyd var med, vi gemte os mellem buskene.

  Gule vender sig og gør rasende mod indgangen. Rav får revet sine øjne fra farens borende blik, vender sig, og der står Spyd, selvsikker, med et overlegent smil står han lænet halvt ind i åbningen støttende sig til sit spyd. Gule knurrer nu. Spyd træder langsomt, roligt ind:

  – Det er en kæmpekrabat. Vi skal nok få den en dag, ikke Rav?

  Spyd ser indforstået på Rav. Gule går knurrende mod ham.

  – Rolig, Gule! hvisker Rav hæst.

  Odde stikker hovedet ind og udbryder ærgerligt mod Spyd:

  – Nå, her er du.

  Han misser med øjnene, hilser med et par korte nik til Ravs mor, træder helt ind i hytten og ser bebrejdende på Spyd:

  – Hvor har du været i nat?

  – Nede ved søen med Rav.

  – Og fiskene I fangede? forhører Odde sig.

  – Vi var ude efter en, men vi fik den ikke. Bare vent. Det er en kæmpe.

  Odde ler med en tør, vranten latter:

  – Nå, det siger du.

  Hans latter standser midt i et gnæg, og han ser på Spyd med sammenknebne øjne:

  – Har I været ude efter vildsvinet?

  Hans øjne glider plirrende fra den ene til den anden. De ryster på hovedet, med et er de indforståede med hinanden, smiler, som vil de skjule denne sandhed.

  – Odde! lyder nu Lyngs mors ru og klukkende stemme.

  Selv bliver hun stående midt i indgangen og lukker alt lys ude med sin runde krop, mens hun råber:

  – Du må komme over til os, han hoster hele tiden, og Lyng har været væk, hun har nok været ude i skoven med dårlig mave.

  Spyds mund flækker i et spottende smil, Rav knytter næverne. Spyd bøjer sig raskt ned og smyger sig ud bag om ryggen på Odde, der har vendt sig mod Lyngs mor, der allerede er på vej tilbage til sin egen hytte med den pludselige væverhed, der i få øjeblikke kan modsige hendes plumpe tyngde.

  – Jeg kommer om lidt, råber Odde efter hende.

  Hun nikker uden at standse op og svæver videre.

  – Kan jeg tage Rav med mig her i formiddag til over middag? spørger Odde.

  Hans øjne springer frem og tilbage mellem Ravs mor og far, mens han nikker skråt hen mod Rav.

  – Gør du det, siger Ravs far lukket og vender sig mod Rav med en fuldt udstrakt pegende finger under et stivnet smil:

  – Du kommer tilbage, så snart du er færdig ved Odde – i eftermiddag skal du til søen og fange – en stor fisk.

  De tre hunde snerrer igen efter hinanden ved møddingen. Gule slutter sig til dem. Den ene er tæven, der kaldte på den tidligt i morges. Nogle af børnene skriger højt nede på skrænten. De andres latter overdøver skrigene. Rav nikker kort til afsked og ledsager Odde ud. Han følger ham, som var han i snor, over mod hans hytte. Da han bøjer sig ned og træder ind i halvmørket lige efter Odde, ser han sig tilbage. Nede mellem de bageste hytter sniger Spyd sig efter Lyng, der er på vej ned mod lavningen bag bopladsen. Odde griber Rav i armen, holder ham i et fast greb med sin rynkede, ru og senestærke hånd og trækker ham ind i sin hytte.

6

Fra de bageste hytter skråner terrænet jævnt ned i en lavning, der i sin halve omkreds halvt oppe er omkranset af et tæt buskads af hyben- og nøddebuske. En overflod af pimpinelle og bjørneklo stikker op mellem de tornede, krogede grene og røde og hvide roser. Trods buskenes visne hængen blomstrer de kraftigt og fylder lavningen med en sød, tung duft. Indtil for få dage siden lå det skrånende stykke ud for hytterne og ned til bunden endnu som en grøn kile af blødt, duftende græs. Det er her, bopladsens beboere går ned og smider det overskydende vand ud. Men nu er selv dette område gult og udtørret som resten af sletten. Alligevel føler Lyng sig roligere, da hun går ned over denne kile, der trods alt gemmer lidt af det grønne og fugtige under de øverste visne strå.

  Hun skal hjælpe sin mor med at sy skind og passe sin far. Lige nu. Hun ved det. Men hun må bort fra hytterne. Hendes ben flytter sig som af sig selv. Lydene fra bopladsen bliver fjernere som en brusen af vand. Børnenes latter og råb, de kaldende, leende, snakkende stemmer fra unge og voksne, de filende, bankende, smældende lyde fra de forskellige håndværk, der er i gang, bliver stadig mindre påtrængende og mister den klo af krav, de ellers slår i hende. Som en tone af tryghed over den alenehed, hun nu søger, hænger de fjernt i luften bag hende. Alene føler hun sig ikke mere ensom. Der var ikke plads til hendes egne tanker og drømme deroppe, og ingen mulighed for at dele dem med andre. Nu er der plads, hun kan tænke, hun kan drømme, hun kan leve i sin egen verden. Hun kan ikke mere skelne farens hosten fra de andre lyde og siger til sig selv, at hun er fri. Bierne summer mellem hybenbuskene, og også her, som oppe i skjulet med Rav, hopper mejserne livligt og rastløst rundt mellem grenene. Hun sætter sig i ly af buskadset og ser ind over sletten mod skoven, den retning Rav og hun skal følge i eftermiddag. Hun må udholde den tålmodighedens tid, der kræves nu, indtil hun kan komme væk fra altid krav.

  Hun lægger sig tilbage med hovedet i skygge og lukker øjnene, fyldes af tomhed og meningsløshed. Alt omkring hende trækker sig væk. Hun hører ikke hjemme her, ved ikke, hvem hun er, hvad hun kan og skal. Rav! tænker hun, og en varm smerte jager op gennem ryggen og fylder rummet bag hendes øjne med et lilla lys, der skyller ned i hjertet.

  – Har du det stadig skidt med maven?

  Lyng slår øjnene op og ser ind i Spyds alt for troskyldigt åbne øjne.

  – Maven?

  – Din mor sagde, du havde dårlig mave.

  Hun misser med øjnene og udbryder:

  – Det er ovre.

  Hun ved ikke af at have haft dårlig mave. Hvad mener han? Hvad har hendes mor sagt? Hun ligger fastfrosset med øjnene i hans. Hvad vil han? Hvor meget så han oppe i skoven i morges?

  – Skal jeg hjælpe dig? spørger Spyd lavt, lægger sit spyd fra sig i græsset og sætter sig på hug ved siden af hende.

  – Med hvad?

  – Med maven.

  – Der er ikke noget.

  – Man ved aldrig. Lig stille, roligt, siger han blidt med en dirren i stemmen.

  Spyd lægger den ene hånd på hendes mave og skubber med den anden hendes overdel op. Lyng griber om hans hånd og borer neglene i håndryggen. Hånden ryster under hendes pres, men den bliver liggende og sammen med den anden, frie hånd masserer den langsomt rundt om navlen, cirkler, cirkler.

  – Rolig, rolig, hvisker han hæst, – det hjælper dig, rolig.

  Hans fingre går dybere ned i maven, bliver bløde og smidige, cirkler i større og større kredse ud fra navlen. Lyngs øjne er halvt lukkede, hun trækker vejret langsomt, hans hænder cirkler længere op og længere ned, hendes egne hænder falder ned langs siden og øjnene lukker sig.

Cookies

Hverken vi selv, eller one.com, som denne hjemmeside er hostet hos, bruger cookies.

Persondataadministration