Der skal luft til Læseprøve

NordØsten

NordOsten Books

 

 

Læseprøve

 

Kolofon

 

Der skal luft til. Cykelstykker

© Jack Thimm 2015

jackthimm@sol.dk

 

ISBN 978-87-91493-34-8

 

Sat med Verdana

 

Må digitalt eller i udskrift bruges af køberen af denne ebog.

Må ifølge copyrightbestemmelserne, der beskytter forlagets og forfatterens arbejde, hverken kopieres analogt eller digitalt til andre eller offentliggøres uden forudgående aftale med forlag og forfatter.

 

Forsidevignet: Bjørn Nymand

Forsidebilleder: Sort-hvidt billede: Ole Ritter undervejs i sin timerekord i 1968 på den nyopførte olympiske bane i México City: Velódromo Olímpico Agustín Melgar – en bane, der er bygget af en ædel træsort fra Cameroun i Afrika.

Farvebillede: Bogens forfatter som amatørrytter i Veddinge Bakker, Odsherred. Foto: Kit Ethelberg.

 

Grafisk tilrettelæggelse: Petra Vestergaard Pedersen

Redaktion: Hugo Hørlych Karlsen

 

NordØsten Forlag NordOsten Books

www.nordosten.dk

 

Se NordØsten Forlag NordOsten Books’ samlede ebogskatalog:

www.nordosten.dk/E-boeger.html

 

TIL MIN FARS MINDE

Indhold

 

Prolog: Syngende cykler

 

I

Tour Blues

Det cykologiske spil

Våbenkapløbet

Klædt i gult

Når enden er god, er alting godt

 

II

“Bar røv!”

Gensyn med seksdagesløbet

Fredborg og fædrelandet

Merckx på Nørrebro

Racerruter

 

III

Uro i benene

Cykelrytteren

Der skal luft til

Euforien, der smitter

Clips

 

IV

Stjernerne og vandbærerne

lir & lov & lyst & løgn

Den fortællende cykelglæde

Syge cykelsyn

Andre cykelsyn

Epilog: Musikken

Af samme forfatter

Om forfatteren

Note

Prolog: Syngende cykler

 

Jeg er cyklist – med alt, hvad det indebærer.

 

Der er mange slags cykling, og der er mange måder at cykle på.

 

I denne bogs tyve stykker er der eksempler på nogle af dem.

 

Bogens forlægger, Hugo Hørlych Karlsen, har kaldt cyklerne i 1960’erne – hvor han var amatørrytter på Århus Cykelbane: SYNGENDE CYKLER – en hentydning til datidens enklere modeller, end dem vi kender i dag.

 

Ole Ritter siger om den rekordcykel, han – vist på forsiden – kørte på i 1968: “Den var tudegrim – og den tungeste rekordcykel, der hidtil var kørt på”.

 

Og det er sådan, det er: Forskellige øjne ser forskelligt …

 

Og de blinde, der medvirker i denne bog, ser ting og sager, som vi seende er blinde for …

Bogens mantra er det russiske ordsprog: “Man fanger flere fluer med honning end med eddike”.

 

God læse- og cykellyst!

Jack Thimm

I

TOUR DE FRANCE, 1997

 

Tour Blues

 

1

Kære Bjarne Riis:

Den inderste nerve i Tour de France er ensomheden i bjergene.

Og der er lang vej derop, når man som dig kommer fra Hernings fladjyske hedelyng. Og for mig, der kommer fra Amagers lige så flade lossepladssmat.

Jeg skriver til dig, fordi vi har et par regnestykker at gøre op, spilopérende mentale mellemregninger. Og tiden er inde nu.

Du må ikke tro, at jeg sidder her i min obskure baggårdsstue og klasker mig i de bare lår af grin, for det gør jeg ikke. Jeg er nervøs, skidehamrende nervøs. Magter du opgaven? Gør jeg?

Før løbet sidste år bralrede jeg op på mit stamværtshus:

“Glem alt om Riis. En mand fra Herning vinder ikke verdens største cykelløb. Manden har jo aldrig vundet ét betydende løb. Og han kommer heller aldrig til det …”

Så skråsikker, arrogant og fordomsfuld var jeg. Og jeg trumfede sådan her:

“Jeg vil æde min gamle kasket – strimmel for strimmel – hvis Riis vinder!”

 

Så kom bjergene.

Du rév dig fri og vrinskede mod toppen. Du sméd din kasket, mens savlet kogte frådende i dine mundvige. Vi så, at din blomsterstilk var vissen i toppen, men vi fornemmede, at der var oceaner af saft i roden. Du sprudlede. Ingen kunne følge dig – knap nok din egen skygge.

Det var smukt, det var kunst, det var magtudfoldelse – hævet over lokal- og landspatriotisme. Det var ikke en mand, der bare cyklede for sit fædreland eller for dronningen, men måske for Gud og det guddommelige. Det var en sej énspænder, der foldede sine indestængte rum ud i fuldt flor. Og ih, hvor det smittede!

Det var sådan, det var.

Og du blev ved og ved, og selvfølgelig vandt du. Et menneske, der overvinder sine indre dæmoner – og dertil hørende manglende selvværd – vinder altid.

Jeg vandt også over mine dæmoner. Jeg havde mine indre bjerge i form af en mørnet og gennemsvedt kasket. Og jeg gav mig til at æde kasketten, strimmel for strimmel.

Og ikke nok med det.

Da du kom til Danmark og kørte i triumftog gennem København, forlod jeg mit stamværtshus og stillede ydmygt op på nordsiden af Langebro og stod så dér og gnaskede den sidste flossede kasketstrimmel i mig, og der kom ikke så meget som en lyd over mine læber, da du kørte forbi i limousinen.

Så du mig Amagerbonde stå dér og gnaske kasket, mens jeg ydmygt bukkede for kongen?

Jeg ser stadig det syn for mit indre blik, og jeg er lidt stolt af det – og det, der ligger bag.

Jeg bukkede og skrabede i støvet, fordi du havde gjort det umulige – det umulige inde i mit hoved. Du havde flyttet grænser i mig og enhver dansker, fordi du så åbenlyst havde flyttet grænser inden i dig selv.

 

Vi skriver 1997.

Alle danskere håber, at du er i stand til at gentage din sejr. Også jeg. Og jeg føler mig sikker på, du vinder, hvis du holder hovedet højt hævet og rettet mod bjergtinderne.

Du har potentialet.

Jeg har hæftet mig ved, at du ikke vil spilde dit krudt på at besvare useriøse spørgsmål, der ikke har med cykelløb at gøre. Det tror jeg, at du står dig godt ved. Du skal koncentrere dig om at køre cykelløb, der rager ind i himlen og ikke lade dig bruge som spejl for middelmådig dansk uformåen. Du må lade Herning og Amager om at være de fladlandsprovinser, de er. De vedkommer ikke din horisont i den tynde bjergluft, hvor ørne jagter bytte. Jeg vil meget nødigt se dig forsvinde op under skørterne på den kulørte ugepresses mikrofonholdere og miste mæle og udsyn.

Og du må holde op med at lege bistandskontor og spille trækdyr for Erik Zabel, dit holds supersprinter. For det første er det ikke din opgave. For det andet magter du det ikke. Lad Giovanni Lombardi trække Zabel i massespurterne. Det er han hyret til, og det kan han. Når du trækker, laver du hul, og når du slår ud efter overstået føringsarbejde, sker det for tidligt, og du afleverer ikke Zabel i topfart, hvor han kan skyde kanonen af.

Vent til bjergene, Bjarne!

De begynder på Bastilledagen, mandag den 14. juli – i Pyrenæerne. Det er dit terræn, og det er dér, du skal fyre raketterne af for fuld musik. Og det kan du! Du gjorde det senest i de hollandske alper i april, hvor du smadrede al logik og efterlod et halsende kobbel på fire mand, der under de betingelser ikke anede deres levende råd.

Gør det igen! I Pyrenæerne. Og i Alperne.

Selvfølgelig håber jeg, at du i eftermiddag kører en god prolog i Rouen. Men kør dig for Guds skyld ikke i gult! Så skal holdet nemlig slide og slæbe på den første uges fladlandsetaper med vinden pivende i kinderne, og I er mørbankede i mullerne og kørt helt ned til sokkeholderne, når I rammer bjergfødderne, hvor cykelløbet for alvor tager fat.

 

Jeg indrømmer, at jeg er en troløs natur. Jeg holder ikke med dig, fordi du er dansker. Overhovedet ikke. Jeg holder med dig, fordi du har overbevist mig om, at du er en stor cykelrytter. En mester. Jeg er ikke nationalist. Jeg vil se cykelløb på verdensplan. Og du er manden, der kan vise hele verden, hvordan man gør det.

Jeg ser gerne, at Pantani og Escartín og Virenque – og en masse andre fremragende ryttere – rækker ud efter konfektskålen, når der skal køres om sejrstrofæet og pladserne på skamlen i Paris.

Hvis du snupper et kvarter i bjergene, er det fint. Men gør det ikke på det første bjerg, Bjarne! Så bliver løbet nemlig lige så skrupkedeligt som i de år, hvor Merckx tyranniserede.

“En ringbredde er nok!” som Ole Ritter engang sagde.

Eller otte sekunder. Otte svimlende og afgrundsdybe sekunder, som dem, der i 1989 skilte Greg Lemond og Laurent Fignon. Det var cykelløb af højeste klasse. De var to jævnbyrdige ryttere, og lige bag dem satte Pedro Delgado hele tiden lus i skindpelsen. Det er det hidtil mest spændende – og underholdende – cykelløb, vi har set i nyere tid.

Jeg føler mig overbevist om, at du kan skabe et sådant – eller lignende – cykelløb. Der er ikke to løb, der er ens, men der er cykelløb, der er himmelstræbende – og tak for dem! – og så er der cykelløb, hvor småkævl drukner lysten.

Vis os din lyst til at udfordre i bjergene, Bjarne! Og det kan du, for din palet svulmer af farver, generøsitet og overskud.

Bjarne, giv os en TOUR BLUES – proppet med vemod og glæde!

Og jeg vil lide og frydes med dig.

Jeg gentager:

Den inderste nerve i Tour de France er ensomheden i bjergene.

 

2

Den tyske presse havde i begyndelsen af ugen travlt med at psyke Bjarne Riis.

De smalle, nordfranske landeveje havde leveret massestyrt på samlebånd, og et hav af ryttere blev ofre for tilfældighedernes spil. Også Riis blev involveret. Og, helt præcist, blev han distanceret med otteoghalvtreds sekunder i forhold til de førende konkurrenter.

Riis var rasende.

Umiddelbart kunne det se ud, som om hans tyske holdkammerater fór over stok og sten og havde glemt alt om, at det var Riis, der var holdets kaptajn.

Forrest i feltet så vi en vifte af Telekom-ryttere. De sprintede hen over den varmtglødende asfalt og ivrede sig for at køre Zabel i position til spurtopgøret. Det lykkedes, men på de sidste afgørende meter blev Zabel oversprintet af Cipollini.

Bagude kæmpede Riis, ikke alene, men uden holdkammerater. Det blev han sur over. Han blev også sur over, at arrangørerne på de første etaper benyttede smalle veje med nylagt asfalt, som ikke tilgodeser cykelløb, men derimod åbner op for tilfældighedernes spil.

Og så var det, at den tyske presse begyndte at bage rævekager.

Telekom er et tysk hold med tyske interesser, og det skulle en dansker ikke komme og lave om på.

De tyske journalister mente, at Jan Ullrich burde køre sin chance helt til bunds og køre sig i gult, hvis chancen bød sig.

Ullrich forklarede, at sådan var virkeligheden ikke. Han var ikke Telekoms kaptajn. Det var Riis, der var kaptajn. Og sådan ville det blive ved med at være – i hvert fald indtil Riis viste svaghedstegn og ikke magtede opgaven.

Riis kom ud af rævekagen med stor ære.

Om aftenen – efter misforståelserne på den styrtbelagte asfalt – gav han holdkammeraterne en skideballe. Og så var den potte ude.

 

Man forstår godt den tyske presse. Det kunne faktisk have været den danske presse, der teede sig sådan – hvad den for resten gjorde for to år siden, i 1995, da russeren Jevgenij Berzin var holdkaptajn på det italienskejede Gewiss – med Bjarne Riis som luksushjælperytter for russeren, der året før, i 1994, havde vundet Giro d’Italia.

Dengang harpede store dele af den danske presse løs på den russiske rytter, for man ville ikke affinde sig med en sekundær rolle til den danske stjerne.

Situationen løste sig selv – hen ad vejen. Da russeren mistede grebet om favoritværdigheden, fik Riis den – ikke på grund af pressens indblanding, men fordi han cyklede sig til den.

I denne Tour har Ullrich ikke cyklet sig til nogen favoritværdighed – endnu. Han er stadig kronprins, og kongen hedder stadig Riis.

Og det gør kun Telekom-holdet stærkere, at man har flere kort at spille på – ligesom det gjorde Gewiss-holdet stærkere i 1995.

Løbets perspektiv er ikke éntydigt.

Telekom har Zabel som spurtkanon og Riis som bjergraket. Og holdet har i andet geled flere esser at trække på.

Som holdet Saeco.

Vi så i dette års Giro d’Italia, hvordan Saeco magtede at køre Cipollini til fem spurtgevinster, samtidig med at holdet forsvarede den lyserøde førertrøje for Ivan Gotti.

Helt anderledes end med, for eksempel, Banesto, der i hele Indurains storhedstid kun havde ét mål, nemlig øverste trin på skamlen i Paris. Banesto kørte aldrig efter den grønne pointtrøje eller den rødprikkede bjergtrøje. Og dermed gjorde Banesto løbet mere éntydigt og forudsigeligt – end det løb, Saeco og Telekom kører.

Et andet fremtrædende hold er Festina. De har ingen sprintere, men til gengæld tre ryttere, der er særdeles giftige, når det går op ad bjergramperne: Virenque, Dufaux, Brochard.

Jeg føler mig sikker på, at vi kommer til at høre mere om dem i de kommende dage. De satser klart på erobringen af bjergtrøjen. Brochard har den allerede, men spørgsmålet er, om det ikke kun er til låns, før Virenque på tirsdag, i Pyrenæerne, overtager den. Et andet spørgsmål er: Har Virenque blot ambitioner om den rødprikkede bjergtrøje?

Hvad med den gule førertrøje?

 

Og så er der alle anarkisterne, som Riis bør have et vågent øje til. Det er alle dem, der på få meter kan skabe eksplosioner i feltet og flå det fra hinanden.

Triumviratet: Pantani, Escartín, Camenzind.

Vi véd ingenting. Jo, vi véd, at Riis har været sur og rasende, og derfor véd vi, at han er tændt. Vi har set ham køre op mod de bedste på prologen, og vi så, hvordan han på tredje etape ubesværet sprintede forbi Jalabert på de sidste spurtmeter, hvor det gik opad.

Hans antrit er intakt.

Riis er fortsat dette løbs storfavorit.

Han vandt bataljen med de tyske journalister. Han gik klogt ikke i infight med dem, men han ryddede op i egen lejr med skideballer til højre og venstre.

Riis er kørende – i ben og hoved.

Og så kan det ikke gå helt galt.

 

3

“Betragt cyklens fornikling med samme øjne som en ung piges rygte: Det er den første plet, det gælder om at undgå!”

Med disse ord både forargede og henrykkede cykelhandler Sylvester Hvid i slutningen af det forrige århundrede det københavnske borgerskab.

Den lille, ramsaltede sekvens bringer os straks på sporet af et stort, igangværende cykelløb i Sydfrankrig, hvor pletterne florerer som en smitsom sygdom.

Der var mange danskere, der gik i koma, da Bjarne Riis’ gode ben fik én på lampen og viste sig at være knap så gode, da dansen skulle trædes i Pyrenæerne.

Det var den elegante franskmand Richard Virenque, der på overrumplende vis åbnede ballet og gav en medrivende opvisning i, hvad topidræt handler om: Yd dine konkurrenter mest mulig modstand, find deres svagheder, gør dem møre, knæk dem.

Det var jo sådan, at Riis ingen dagsorden havde, og havde han én, blev han i hvert fald taget på det forkerte ben, da Virenque og hans veltrimmede dansepartnere steppede fuldtalligt ud på parkettet.

Riis blev mast ud på sidelinjen, hvor vi så, han fik travlt med at pille strittende halmstrå ud af de alt for tunge træsko. Hans gode ben værkede – og visnede.

 

Og så var det, at den tyske styrvolt, Jan Ullrich – Riis’ holdkammerat og kronprins – slog følge med stepdanseren Virenque og den kronragede Pantani – efterladende Riis med en plettet kongekrone.

Dagen efter fulgte der flere pletter.

Ullrich solodansede hele vejen mod toppen af Andorra, og han fik det spredte felt til at ligne en flok adspredte snegle, der hyggede sig på udflugt i mageligste søndagstempo.

Ullrichs dans op ad bjergramperne var storslået – mageløs i enhver henseende.

Der var gearet – træskoene – til forskel. Det virker naturstridigt, når Riis træder sine store gear. Han er åbenbart i stand til det, når kræfterne er ubegrænsede. Når der smides rationeringsmærker i Riis’ taffel, ligner det en sejtrækkende motor, der gøres vold på.

Hvem husker ikke sidste års enkeltstart på næstsidstedagen, hvor Riis var på nippet til at køre i grøften?

Volden mod pedalerne var af et sådant omfang, at Riis raslede ned i omdrejninger, hver gang han svingede pisken mod sine “undersåtter”, der åbenlyst gjorde oprør mod kongetråddet, der ikke var pålydende værdi for.

Jeg gør mig dog ingen forhåbninger om at tale Riis til fornuft. Før mig har hans kone forgæves forsøgt at indsparke en reprimandérende fodnote. Og senere har Ole Ritter været ude med riven og er blevet fnysende afvist.

Man kommer til at tænke på den italienske stjernerytter Gianni Bugno. Han havde også den dér trang til at putte lir i understellet, og han hamrede derudad i kæmpegear – tilmed tilsat forlængede pedalarme. Når han så møvede sig gennem svingene, hørte man pedalerne skurre mod asfalten. Det var selvmorderisk, og Bugno smadrede knæskallerne til pindebrænde. Den ellers stilrene piruetteren forvandledes i ekspresfart til gumpetungt afdansningsbal.

Træskovals.

 

Og så er der de danske synspunkter, som Jørn Mader tager sig humørsvingende af på TV2’s lydside. De er også godt plettet til, synspunkterne.

Vi så tre ryttere stikke af fra feltet lige før de tre stigninger op mod Andorra. Mader var hurtig på aftrækkeren og skrålede: “Sindssygt!” Og man var ikke uenig med ham. Et par minutter senere stak vejlenseren Peter Meinert af, ikke én, men fire gange.

Jeg sad med tilbageholdt åndedræt og ventede på Maders knusende dom over den formastelige landsmand. Og den kom – hurtigere end ventet: “Frisk kørsel!”

Såmænd.

Dén kunne jeg ikke give igen på. I mit begrebsapparatur er der et pænt stykke vej mellem friskhed og sindssyge.

Det var, som om der slog et lyn ned i min landevejslejlighed, en solformørkende plet, hvor plathed gnistrede kortsluttende i både øverste og nederste etager.

Ole Ritter tog kærligt fat om mit nyvundne traume. Jeg kom i tanke om dengang, han cyklede stærkt på vejtinderne og ramte plet, da han satte sig for at parre danskhed med sydlandsk temperament:

“Der er nogen, der aldrig lærer at forstå, at der er noget meget stort og noget meget stolt i et gigantisk nederlag”.

 

Løbet er stadig åbent, pivåbent. I de næste tre dage skal rytterne på tour i Alperne, og det kan godt gå hen og blive en festforestilling af ædleste karat.

Vi har set, at Virenque og Pantani har skarptslebne stiletter limet på pedalerne, og vi har set Ullrich i flammende flamencodans.

Alperne er velkendt terræn, men der er stadig hvide pletter på landkortet.

Og Riis er langtfra færdig. Man kan håbe på, han får det ekstra taktslag, han lige nu selv efterlyser. Og får han det, bliver der danset samba og tango og foxtrot og jitterbug – og parisercancan – på cyklerne.

Alt kan ske.

Hvis lyseslukkerne holdes nede.

 

Forlag og bogsalg

 

Trykte bøger, lydbøger, ebøger

 

Bestilling hos os:

Ring 98 58 22 00, mail,

eller afkryds i Bestillingsliste.

 

Ebøger direkte fra os leveres

i form af links til download

inden for 24 timer

i formaterne epub, mobi og pdf.

 

Trykte bøger og lydbøger

bestilt inden 13:00 hverdage afsendes samme dag.

Cookies

 

Hverken vi selv, eller one.com, som denne hjemmeside er hostet hos, bruger cookies.

Vi har heller ingen indlejringer fra tredjeparter.