Tomhedens nytte

Af Hugo Hølych Karlsen

De tomme rums nytte

“Tredive eger side ved side i et rundt hjulnav. I tomhedens ikke-væren opstår hjulets nytte.

Vi blander vand og ler og brænder en krukke. I tomhedens ikke-væren findes krukkens nytte.

Vi tømrer døre og vinduer til et værelse. I tomhedens ikke-væren eksisterer værelsets nytte.

Så vi får gavn af tingenes væren gennem deres tomheds ikke-væren.”

Daode jing (道德經), kapitel 11

Tomrummets kraft

Jeg har en gammel sejlbåd fra 1927. Når jeg ude på havet sejler op mod vinden eller for en halvvind, falder jeg altid i tanker over at se på sejlene på baggrund af det netop citerede kapitel fra den kinesiske klassiker Daode jing (道德經) (skrevet 500 år f.v.t.).

  For det er ikke vinden, der presser mod sejlene og skubber båden frem. Det er det tomrum, det “tomhedens ikke-væren”, der skabes foran på sejlene, som trækker båden frem. I stedet for tomrum siger vi i dag undertryk.

  En flyvemaskine holdes på samme måde oppe af det tomrum (det undertryk), der skabes på vingernes overside.

  Båden flytter sig altså hele tiden frem i og på grund af tomrummet foran sejlene, trukket af og trukket ind i det aldrig ophørende tomrum, ind i denne “tomhedens ikke-væren”, og på tilsvarende måde hænger flyet – og fuglene – i tomrummet, der skabes på oversiden af deres vinger.

Handling som ikke-handling

Min far var håndværker, en af de sidste bødkermestre i Danmark. Som dreng stod jeg en dag på værkstedet og savede med en håndsav i en planke.

  Min far kommer forbi og siger:

“Du skal ikke save med saven!”

  “Hvad skal jeg så?” spørger jeg.

  “Du skal lade saven save. Du skal ikke styre og presse, men lade saven komme til og lade den gøre arbejdet.”

Min far kendte intet til daoisme eller kinesisk medicin. Men han havde som traditionel håndværker en tilsvarende viden om at tømme sig for intentioner, pres og dominansholdning over tingene for i stedet at lade tingene selv, redskabernes og materialernes egenskaber og lovmæssigheder, folde sig ud. Jeg skulle ikke fylde mig med at ville styre saven gennem træet, men tværtimod tømme mig for at lade saven gøre arbejdet i overensstemmelse med det aktuelle stykke træs og savens natur.

  Også her kommer nytten fra det tomme rum. At give slip indeni og at lade tingene selv arbejde. Handling som ikke-handling.

Hammerens tomhed

Men er for eksempel en hammer ikke blot og bart masse og fylde og blottet for tomhed, blottet for “tomhedens ikke-væren”?

  Hammeren var ikke til som brugeligt redskab, hvis den ikke var “skåret til” (formet) ud i det tomme rum. Lå den som amorf masse/metal i jorden, var den slet ikke til. Og lå der ikke et tomrum mellem den og den genstand, den skal ramme, kunne den ikke bruges. Ligesom kraften fra slaget kommer fra “tomhedens ikke-væren” i den cirkelbevægelse, som visse slag kan være båret af. Ligesom hammerens slag også vil være betinget af det tomrum, den, der bruger hammeren, måtte være i stand til at lade åbne sig inden i sig.

  Pointen er for mig at se, at der i den citerede tekst står:

“Så vi får gavn af tingenes væren gennem deres tomheds ikke-væren.”

Der siges altså, at uden tomheden i enhver situation kunne der ikke opstå nyttig brug af det, der er tilstede som masse.

Det tomme sind

I de klassiske kinesiske tekster er “tomhedens ikke-væren” imidlertid ikke kun forbundet med tingene men også relateret til menneskets eksistens ‒ den måde man er i sin eksistens på. I Den Gule Kejsers klassiker om indre medicin (黃帝內經 Huang Di Nei Jing) (400-300 år f.v.t.) står der i afdelingen Ligefremme spørgsmål (素問 Su Wen), kapitel 1 ‘Indskriften om den himmelske sandhed om de ældste tider’ (上古天真論) blandt andet:

“Fredfyldt glæde, tomhed og ikke-væren, den sande qi indfinder sig der. Når essens (jing) og ånd (shen) er vel bevogtede i det indre, hvor skulle ubalancer da kunne komme fra?”

“Den sande qi” kan forstås som livets åndedræt, som livets grundlæggende energi, som livets essentielle bevægelsesmønstre, for alt liv er bevægelse på baggrund af ro, og ro på baggrund af bevægelse.

  “Essens (jing)” er den medfødte, grundlæggende energi, den såkaldte før-himmelske qi, vi har i os og som er relateret til Nyrernes energisystem.

  “Ånd (shen)” er den vitalitet, den livsfylde i sindet, som bygger på Nyrernes før-himmelske essens og på den efter-himmelske qi, som skabes af Miltens og Mavens energiskabende bearbejdelse af den mad, den drikkelse og den kærlighed, vi indoptager i os.

  At være fredfyldt glad, tom og at leve i en ikke-væren må forstås som en åbenhed og enkelhed i sindet, en tomhed indeni, som lader livsenergien ublokeret strømme gennem sind og krop. Daode jing (道德經), kapitel 5 siger det på denne måde:

“Rummet mellem himlen og jorden – er det ikke som en blæsebælg? Det er tomt, men kan ikke tømmes. Der er bevægelse, og mere og mere spirer frem.

Megen snak fører til hyppig udmattelse. Det er bedre at holde sig til det indre.”

Det er en tomhed, en “tomhedens ikke-væren”, som dalen i Daode jings (道德經) kapitel 15 bliver et billede på. Dalen som det særligt frugtbare område, hvor varme og væde modtages på en måde, så frugtbarhed opstår. Det er et kapitel, der blandt andet med henvisning til tomheden giver forskellige billedlige karakteristika af den vise sjæl. :

“De vise sjæle i tidernes begyndelse var nuancerede og underfulde, mystiske og skarpsindigt vise med en dybde, ingen kan beskrive. Da ingen kan beskrive dem, kan jeg kun prøve mig frem med disse ord:

Tøvende var de! Som den der skal over en flod om vinteren.

Ubeslutsomme var de! Som den der er bange for sine naboer på alle fire sider.

Noble og tilbageholdende var de! Som en gæst.

Åndsfraværende var de! Som is der smelter.

Reelle og rå var de! Som råt træ.

Tomme og åbne var de! Som en dal.

Uigennemskuelige var de! Som mudret vand.

Hvem kan stilne mudret vand, så det langsomt bliver klart?

Hvem kan bringe i ro og lade lang tid gå med, at bevægelsen sagte vokser frem og der bliver liv?

Den, der på denne måde plejer dao, ønsker ikke andet fyld.

Fri for fyld kan han leve som i skjul, som udslidt.

Det er det fuldendte.”

I den netop citerede tekst nævnes ordet “dao” (道). Dao betyder sti, eller vej. Dao er den grundlæggende virkeligheds vej.  Dao er uudsigeligt ubeskrivelig, men lader sig erfare som den immanente bevægelse i livet:

“Den dao, man kan tale om, er ikke den evige dao.

Det navn, man kan nævne, er ikke det evige navn.”

Daode jing (道德經), kapitel 1

Dao er den grundlæggende energi, qi, den uudtømmelige livsenergi i naturen, det ordnende princip bag og i alt liv. Dao er livsrytmen og denne rytmes oprindelse. Dao er den fødende tomhed.

I kapitel 22 sættes et tomt sind lig med at have eksistensens fylde i sit liv:

“Vær bøjelig og dermed hel.

Vær skæv og dermed ret.

Vær tom og dermed fyldt.

Vær opbrugt og dermed frisk.

Hav lidt og dermed meget.

Hav meget og bliv forvirret.

Så den vise sjæl favner den Ene og bliver et mønster for alt under himlen.

Han vigter sig ikke og spreder derfor lys.

Han fører ikke sig selv frem og bliver derfor et forbillede.

Han praler ikke og fuldfører derfor tingene.

Han berømmer ikke sig selv og er derfor stabil og vedholdende.

Han kæmper ikke mod andre, derfor er der under himlen ingen, der kan tage kampen op mod ham.

Talemåden fra de ældste tider: ‘Vær bøjelig og dermed hel!’ var ikke tomme ord! Sandelig, at være hel er at vende tilbage.”

Endelig ser vi i kapitel 45 endnu en vinkel på tomheden i den menneskelige eksistens, her forstået som at det tomme sind ikke er opfyldt af det umiddelbart markskrigeriske, men har tømt sig for afhængighed af det og i stedet i og med sin tomhed er åbent for og opfyldt af livets essens:

“Det mest fuldkomne synes at være ufuldkomment, men dets nytte er ubegrænset. Den største fylde synes at være tomhed, men dens nytte er uudtømmelig.

Den største pålidelighed synes at være upålidelig.

Den største kunnen synes at være kluntet.

Den største veltalenhed synes at være uartikuleret.

Bevægelse besejrer kulde.

Ro besejrer hede.

Klarhed og ro er den rette tilstand for alt under himlen.”

Mennesket i tomrummet mellem himlen og jorden

Huainanmestrene (淮南子 Huainanzi) er en anden kinesisk klassiker, der også ligger i forlængelse af daoismen. Den blev skrevet i det andet århundrede f.v.t., og i kapitel 7, “Essens og ånd” (精神訓), finder vi igen tomheden som det centrale. For det første tomheden i sindet, så opmærksomheden er nærværende i og for det enkle, og for det andet tomheden i det tomrum mellem jord og himmel, som føder mennesket og hvor det lever. Som der ovenfor er citeret fra Daode jing (道德經):

“Rummet mellem himlen og jorden – er det ikke som en blæsebælg? Det er tomt, men kan ikke tømmes.”

Sådan beskriver Huainanmestrene (淮南子 Huainanzi) den vise sjæls livsmåde i dette tomrum:

“Den vise sjæls livsmåde er at følge himlens lovmæssigheder – at strømme med i overensstemmelse med nuets himmelske energier, ikke at lade sig begrænse af sociale konventioner, ikke at lade sig lokke på afveje af andre menneskers meninger og gøremål. Himlen er den vise sjæls fader, jorden den vise sjæls moder, yin og yang ledestjernerne, de fire årstider orienteringspunkterne. Himlens stilhed skyldes dens klarhed, jordens ro skyldes dens fredfyldthed – hvis de titusind ting går imod disse lovmæssigheder, dør de, hvis de følger dem, lever de. Den stille og ubekymrede er bolig for universets lysende ånd. Tomheden er daos hjemsted.

  Hvis man søger i det ydre, mister man det indre. Og beskytter man sig kun i det indre, mister man kontakten med det ydre. Det er som forholdet mellem rødderne og grenene på et træ. Begriber man tingenes rod og følger bevægelsen derfra, er der ikke en eneste af de tusind grene og ikke et eneste af de titusind blade, som ikke vil være en samvirkende del af helheden.

  Vores essens (jing) og ånd (shen) modtager vi fra himlen. Vores fysiske form giver jorden os.”

Miyamoto Musashis tomhed

Miyamoto Musashi var en japansk ronin, det vil sige en herreløs kriger, der levede på samuraiernes tid. Han blev født i 1584 og døde i 1645. Han er legendarisk kendt for sin uovervindelighed i kamp og for sin bog om denne uovervindelighed: De fem ringes bog. Gorin no sho, som han skrev kort før sin død.

  Sidste kapitel i denne store klassiker, der rangerer på linje med værker som Daode jing (道德經) og Den Gule Kejsers klassiker om indre medicin (黃帝內經 Huang Di Nei Jing), hedder “Tomhedens bog” og fortæller om tomheden som den inderste hemmelighed i Miyamoto Musashis uovervindelighed:

“Tomhed betyder intethed. Det, et menneske ikke kan vide, er tomhed. Derfor er tomhed naturligvis intethed. Ved at kende det eksisterende får man kendskab til det ikke-eksisterende. Og det er kort sagt tomhed.

  Almindeligvis kalder folk noget for tomhed, når de ikke kan forstå det, men det er ikke sand tomhed. Det er forblindelse. … Når forblindelsens skyer er draget bort, indtræder den sande tomhed. … Det er afgørende, at man ser og vurderer alt på en klar, åben og rigtig måde. Lad tomheden være din vej og din vej tomheden.

  I tomheden er der kun godt, intet ondt. Hvor der både er visdom og fornuft, og hvor vejen er, der er tomhed.”

Nytten af undervisningens tomhed

Defineres forholdet mellem lærerne og eleverne som undervisning, er der, uanset undervisningens art og dens pædagogiske fundament, skabt et tomrum, et “tomhedens ikke-væren”, mellem lærerne og eleverne, et tomrum som, uanset hvor autoritær, dialogisk eller frihedsorienteret underviserens holdning måtte være, er det tomhedens sted, som trækker underviserens undervisning og elevernes læren frem i mødet mellem de to parters forskellige faglige og personlige erfaringsområder. Et tomhedens sted hvor underviseren også bliver den, der lærer af eleven og dennes verden, og hvor eleven dermed også bliver den, der leverer viden fra sin verden.

  I Danmark har en såkaldt skolereform kombineret med en lockouts voldelige økonomiske sanktioner og et lovovergreb med fastlæggelse af lærernes forringede arbejdstidsforhold i 2013 afskaffet undervisning og i stedet indsat, at det udelukkende drejer sig om elevernes såkaldte læring i en ganske bestemt totalitær bestemmelse af begrebet læring.

  Alt drejer sig nemlig ifølge denne fastlæggelse af læring om, at eleverne ikke mere skal undervises i faglige og eksistentielle livsområder og teknikker og lærer og elever dermed mødes omkring det eksistentielle mulighedsrum, tomrummet, for opdagelser og fortolkninger.

  I stedet skal eleverne forelægges fastlagte, påstået målbare læringsting, så man ved hjælp af elektroniske tests og registreringer og indførelse i regneark kan kontrollere, om de har lært, som de elektroniske programmer og de statslige kontrollørers regneark kræver det.

  Hermed er tomrummet, “tomhedens ikke-væren”, mellem underviser og elev ophævet. Skolen som mulighedsfyldt tomrum er væk. I stedet skal “læreren” som læringsagent for de totalitært teknokratiske og statsligt fastlagte læringsmål med en læringsmålsstyret metode stå med læringstingene inden i eleven som en mur, der fastholder eleven på det elektronisk registrerbare og regnearksmæssigt kalkulerbare.

  Dette er totalitarisme forplantet ned på mikroniveau, helt ind i den enkelte lærers og elevs eksistentielle indre, og det er da også forbundet med, at selve det eksistentielle kernetomrum for barndommen, selve det tomhedens rum, hvor barnet uden for alt netop tilegner sig alt, nemlig den frie tids og den frie legs rum, samtidig er blevet amputeret af forlængede skoledage og en tiltagende tendens til at afskaffe fri-kvarteret, samtidig med at lærerens metodefrihed fjernes.

I Kina kom den bureaukratisk-hierarkiske kong fuzianisme og ikke daoismen til at dominere samfundsdannelsen fra århundrederne f.v.t. og op til under maoismen. Under kulturrevolutionen fra omkring 1965 til 1975 angribes kong fuzianismen dog som al anden kinesisk tradition, og i stedet tvangsindføres såkaldt vestlig modernisme. Fra slutningen af 1970'erne rehabiliteres kong fuzianismen imidlertid, fordi dens hierarkiske og autoritære ledelseskultur ideologisk passer ind i den økonomisk-teknokratiske og totalitære nybureaukratisme, der indføres. I skolerne holdes børnene i et disciplinerende jerngreb med mange timer, tests og udenadslære.

I Danmark har en tiltagende korporatisme, bureaukratisk teknokratisme og totalitær nyliberalisme med New Public Management som central statslig styringsmetode siden 1990'erne i stigende grad tilsidesat de demokratiske forhold, som var skabt gennem generationer. Det har i tiltagende grad også ramt samtlige børneinstitutionsområder, der reduceres til teknologiske arbejdskraftproducerende fabrikker styret af ren nyliberalistisk økonomisme. Denne totalitære nyliberalistiske økonomisme får for borgerne, ikke mindst børnene, de syge, de arbejdsløse, de gamle og de på andre måder menneskeligt udsatte samt de personalegrupper, der tager sig af dem, samme fatale konsekvenser som under andre totalitære systemer som fascismen, nazismen, maoismen og østblokkommunismen.

Om den undervisning, der bygger på tomhed og dermed åbner for egentlig, frisættende læring, har Daode jing (道德經) i kapitel 2 på denne baggrund en af de mest indtryksfulde tekster:

“Når alle under himlen ved, at det smukke er smukt, bliver det grimme skabt.

Når alle ved, at godhed er godt, bliver ondskaben til.

Væren og ikke-væren skaber hinanden.

Det vanskelige og det nemme fuldender hinanden.

Det lange og det korte former hinanden.

Det høje og det lave afhænger af hinanden.

Tonen og stemmen harmoniserer hinanden.

Før og efter følger hinanden.

Derfor udfører den vise sjæl ikke-handlings handling og vejleder uden ord. De titusind ting vokser frem, hun afviser dem ikke. De bliver skabt, hun ejer dem ikke. Hun gør alt for deres skyld og gør dem ikke afhængige af sig. Hun gør sine ting færdige og bliver ikke hængende over dem. Og fordi hun ikke bliver hængende over dem, forlader de hende ikke.”

--- --- --- --- ---

Bøger og artikler om nutidens skole i Kina og om undervisningens tomhed i Danmark

1.

Bemærk, at selve ordet “læring” bruges med vidt forskellig betydning hos forskellige aktører. I mine nedenanførte bøger for eksempel, som er skrevet før folkeskolereformen i 2013, er indholdet i ordet “læring” det stik modsatte af det læringsbegreb, der bruges af skolereformens teknokrater, idet det i mine bøger inkarnerer, at “tomhedens ikke-væren” findes i og omkring skolen, så børnene får mulighed for at trække vejret frit både i og uden for skolen.

  Det samme er tilfældet med brugen af ordet “læring” i:

Erik Sigsgaard: Om børns og unges nej. Farvel til lydighedskulturen, Tiderne Skifter 2014.

Den er blandt andet et direkte opgør med selve det totalitære indhold i og den udvidede institutionalisering af børnenes liv, som det læringsmålsstyrende læringsbegreb i teknokratskolen medfører.

  Erik Sigsgaards bog står sig godt sammen med folkeskolelærer Lasse Bak Sørensens kritik af læringsmålsstyringen. Denne kritik udfoldes blandt andet på følgende link:

http://www.folkeskolen.dk/571984/maalingsstyret-undervisning---den-synligt-bedste-daarlige-undervisning

Men følgende af mine egne bøger og artikler handler altså faktisk om undervisningens tomhed/undervisningens frisættelse af barnet i tomrummets lys.

“Frihedens børn”, artikel på folkeskolen.dk: http://www.folkeskolen.dk/571730/frihedens-boern

“Frihedens børn (2) ‒ eller: På kant med FN’s børnekonvention”, artikel på folkeskolen.dk:

http://www.folkeskolen.dk/573146/frihedens-boern-2--eller-paa-kant-med-fns-boernekonvention

“Et menneske må kunne trække vejret frit - og det levende barn må kunne leve”, artikel på folkeskolen.dk: http://www.folkeskolen.dk/572002/et-menneske-maa-kunne-traekke-vejret-frit---og-det-levende-barn-maa-kunne-leve

Det dobbelte barn. Klassiske tekster om barnets leg, indre liv & ydre verden (sammen med Erik Sigsgaard). Forlaget Hovedland 2006.

Drømmenatten. Idebog. Dansk 3.-5. klasse. Udgivet sammen med: Drømmenatten. Tekstbog. Dansk 3.-5. klasse (begge sammen med Rita Andersen). Forlaget Hovedland 1990.

Livet i midten. Åben pædagogik og værkstedsundervisning i før-puberteten (sammen med Birgit Christensen og Povl Hansen). Hovedland 1990.

Det levende barn. Læsning, leg - værkstedsundervisning. Grundbog for forældre og lærere. Hovedland 1988.

Et menneske må kunne trække vejret frit. Håndbog om ikke-fagdelt samordnet undervisning. Hovedland 1987.

Barnet i de voksnes verden - om at arbejde med børn i de moderne, vestlige samfund (en arbejdsbog for pædagoger og forældre). Rhodos 1980.

Gunnar Heinsohn og Barbara M.C. Knieper: Børnehave og legepædagogik, oversat af Hugo Hørlych Karlsen. Rhodos 1978.

2.

I følgende artikler og essays er jeg inde på de nævnte bureaukratisk-teknokratiske skoleforhold i Kina og deres konsekvenser historisk og aktuelt:

Lærerlockouten, løgnene, dokumentationen og de sande vidnesbyrd. Essay og linkssamling om de uhørte stemmer. NordØsten NordOsten Books 2014. Link til gratis download på folkeskolen.dk:

http://www.folkeskolen.dk/550479/laererne-loegnene-og-de-uhoerte-stemmer

“Følg Kinas eksempel!” Artikel på folkeskolen.dk: http://www.folkeskolen.dk/565663/foelg-kinas-eksempel

En kommentar med titlen “en ond test... det dræber kreativiteten, og de er ikke glade” om det kinesiske skolesystem og dets prøver. Kommentar til artiklen “'9.z mod Kina', fortsat” på folkeskolen.dk: http://www.folkeskolen.dk/529970/9z-mod-kina-fortsat#532758

Citerede værker

Den Gule Kejsers klassiker om indre medicin og Klassikeren om de vanskelige områder (黃帝內經 Huang Di Nei Jing og 難經 Nan Jing), oversat af Hugo Hørlych Karlsen, 2. reviderede udgave, NordØsten NordOsten Books 2014.

Daode Jing. Klassikeren om vejen og kraften (道德經), oversat af Hugo Hørlych Karlsen, 3. reviderede udgave, NordØsten NordOsten Books 2016.

Miyamoto Musashi: De fem ringes bog. Gorin no sho, oversat af Hugo Hørlych Karlsen, 3. reviderede udgave, NordØsten NordOsten Books 2015.

淮南子 Huainanzi, tilgået på og oversat fra: http://ctext.org/huainanzi

--- --- --- --- ---

Ovenstående artikel er et kapitel fra min essaysamling:

Meridianer og eksistens. Klassisk kinesisk medicin og daoisme,  NordØsten NordOsten Books 2016.

  Artiklen har i en stærkt forkortet udgave været bragt i tidsskriftet Nyt Aspekt, april-juni 2015.