To fanøromaner Læseprøve

NordØsten

NordOsten Books

 

 

Læseprøve

 

Kolofon

 

Den første sønderhoning og Hollænderen. To romaner

 

© Hugo Hørlych Karlsen, NordØsten Forlag NordOsten Books 2012

 

Sat med Verdana

 

Forside efter foto fra Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg, Fanø- og sejlskibsarkivet i museets billedarkiv, Arbejde i riggen, samt foto fra Hedens Design.

 

Må digitalt eller i udskrift bruges af køberen af denne ebog.

Må ifølge copyrightbestemmelserne, der beskytter forlagets og forfatterens arbejde, hverken kopieres analogt eller digitalt til andre eller offentliggøres uden forudgående aftale med forlag og forfatter.

 

ISBN 978-87-91493-35-5: Ebog, 2. reviderede udgave

ISBN 87-7739-846-7: Trykt bog med titlen Den første sønderhoning. Historisk roman 1550-1607

ISBN 978-87-7070-119-8: Trykt bog med titlen Hollænderen. Historisk roman

 

Til arbejdet på Den første sønderhoning og Hollænderen er ydet støtte fra Statens Kunstfond, Litteraturrådet og Claus Sørensens Fond.

 

NordØsten Forlag NordOsten Books

www.nordosten.dk

 

NordØsten NordOsten Books har også udgivet Hugo Hørlych Karlsen og Petra Vestergaard Pedersen: Sønderhoning. Dans mellem ebbe og flod, ebog 2. reviderede udgave, ISBN 978-87-91493-19-5.

 

Den findes i NordØsten Forlag NordOsten Books’ samlede ebogskatalog:

www.nordosten.dk/E-boeger.html

 

Indhold

 

Den første sønderhoning

Hollænderen

Efterord

Sømands- og fiskerudtryk

Bibliografi

 

DEN FØRSTE SØNDERHONING

Historisk roman 1550-1607

 

Motto

 

Øjnenes krystallinske væske kan sommetider funkle med så stærkt og klart et lys, at det strålende skær trænger ud gennem dem.

(Fri oversættelse efter Hans Frandsen: De ocolorum fabricatione et coloribus,1556)

 

Und mig paa denne Verdens Ø,

baade ærlig at leve og salig at dø.

(Hans Christensen Sthen: En liden Vandrebog, 1588)

 

De fordrevne

 

1

Han hed Mathis og blev min mand. Jeg, Ann Katrinn, mistede ham. Her i mit skrift søgte jeg ham igen og mødte mig selv i hans øjne.

Mathis blev fostret på havet. Og havet tog ham til sidst. Denne sidste forsvinden, hvorefter vi ikke fandt hinanden igen.

For generationer siden udvandrede hans forfædre fra Indien, og siden søgte de mørket. Ikke fordi de var mørkets folk. Men de elskede livet, og i mørket kunne de bedst bevare det.

Nogle af deres stammer blev stedbundne som slaver i landene østpå, andre vandrer, ikke fordi de ikke vil andet end at vandre, men fordi de bliver forhindret i at slå sig ned. Krige sendte dem i sin tid ud af Indien. Fordrivelser førte dem længere og længere bort. Nu hører de hjemme overalt og ingen vegne.

Deres sprog lærte jeg aldrig at forstå. Det indeholder deres historie, der går fra mund til mund, fra slægt til slægt.

Tatere.

Men de er ikke tatarer. Han fortalte mig, at de er roma, rommennesker.

I mørket var der ly. I mørket var der fred. Og trukket væk fra de fjendtlige fastboende, som han kaldte gajikane, der også betyder fremmede, kunne de tænde bål. Inde i skovene, skærmet mod gajikane af træerne, eller ude på sletterne, nede i dalstrøgene og bag bakker og klitter flammede bålene, når mørket sænkede sig. Ilden blev deres element. Flammerne slog fra jorden op mod himlen, de aldrig ville nå. Gløderne sydede og sprang hvislende ud i græsset. Der var varme og bevægelse midt i mørkets beskyttelse. Alt, der blev oplyst af ilden, blev klarere end i dagens lys.

Hver familie sad samlet om sit bål. De enlige og familieløse havde nogen, der tog sig af dem, og de sad med omkring ilden.

Håndværkerne gik deres redskaber efter, dyretæmmerne arbejdede med dyrene, hestehandlerne striglede deres heste, og musikerne og danserne øvede sig på deres felt, mens maden gik i kog i gryderne.

 

***

 

En aften i det nordlige England i en kløft mellem klipper, der rejste sig sorte over en flok romaer, trådte for godt hundrede år siden – engang i begyndelsen af 1540'erne – to flokke gajikane ud af mørket, en fra hver side. Det var soldater, der overrumplede og omringede Mathis’ dengang fireårige mormor og de andre romaer og drev dem ned til havnen, tvang dem i robåde, der førte dem ud til en stor, tung engelsk carack, der lå opankret et stykke ude.

Jeg husker ikke hans mormors navn. Husker ikke, om Mathis eller hans mor, Fatima, nogen sinde fortalte mig det. De sagde aldrig alt, ham og hans mor. Hvem af os kan i det hele taget det? Nu kalder jeg hans mormor Inga. For vi skal alle have et navn. Også ham, Mathis, nu han er væk for altid.

Det var en mild efterårsaften for Inga og hendes mor og far og de andre romaer at blive fordrevet på. Inga så ud over vandet fra den båd, der roede hende ud af havnen. Der var en let vind, der fik faklerne om bord på skibene til at blafre heftigt og sende gnister ud over vandet. Bål i mørket. Men ikke mere et beskyttende mørke. Ild hængt rodløst op mellem vand og himmel. Carackens høje for- og agterstavn blev oplyst af de fakler, der var fæstnet på skansedækket, så træets årer i de kraftige planker og stolper trådte frem som snirklede ornamenter gennem den udpinte tjære, som vind og sol havde brændt dybt ind. De tre master skød belyst af de flaksende ildskær op fra skibet, men deres øverste del og de fleste af råerne var skjult i mørket. Inga så sømænd som sorte edderkopper på vej op for at rigge til. Ilden fik indimellem deres hænder og ansigter til at lyse rødt, før de forsvandt op i det sorte. De fordrevne romaer blev en for en jaget ud af robåden, op ad rebstigen på carackens side.

Nu nærmede Ingas båd sig denne side. Vandet slog tungt mod det gigantiske skrog, der rejste sig af vandet og ligesom hældede ud over dem. Inga så ind mod land. Inde på broen, robåden var lagt ud fra, var der nu tomt. Ingen mennesker, ingen dyr. Hun og hendes familie var de sidste, der blev lastet til den store sejler. Endnu hørte hun for sig de dumpe skud, da soldaterne oppe i kløften havde skudt bjørnene og straks var begyndt at tage skindet af dem i skæret fra de stadig brændende bål. Det sidste, hun havde set, før ilden blev væk mellem klipperne, var tre soldater i grønne uniformer, der trak hendes fars heste ud af kløftens modsatte åbning.

Inga sad i båden med tomme hænder. Bag hende sad hendes mor og holdt om hende. Ved siden af hende sad hendes far med sin violin. Han havde den sorte, aflange kasse i sin favn.

– Hvor skal vi hen? spurgte Inga og stak armen op under hans uldne kofte og pressede sig ind mod ham.

Han lugtede af hest og af røg fra bålet, og varmen fra hulrummet under koften bredte sig over i hende. Hun mærkede hans hjerte slå mod sin skulder.

– Ingen ved det.

Inga spurgte ikke til hestene. Det behøvede hun ikke. Af den måde hvorpå han knugede violinen til sig, vidste hun, de aldrig så dem igen. Nu havde de kun hans spil at holde sig til.

Hun blev revet væk, inden hun kunne værge for sig, og skubbet hen til skibssiden. Vandets klunkende slag mod caracken ramte hende som tunge slag på ørerne. Der lugtede skarpt af tjære, hede og fugt. Hun greb fat i den dinglende rebstige og begyndte at kravle op, som hun havde set andre gøre i det flakkende lysskær. Hun var, så lille hun var, allerede en erfaren klatrer i træer og på klippesider. Men aldrig havde hun mærket et sådant sugende tomrum under sig som her. Stigen slog ustøt frem og tilbage. Andre blev tvunget til at kravle efter hende, før hun selv var oppe. Så blev hun trukket hårdt ind over rælingen og skubbet hen til en luge midtskibs ned til lastrummet.

Tre dage senere kastede hun op i mørke. Intet bål. Ingen lyssprække. Opkastet gled ned mellem skibets spanter og blandede sig med det brakvand, der lå i bunden. De havde fået hårdt, tørt brød, som man kunne knække tænderne på, efter at deres egen mad var sluppet op. Lidt bønner og nogle kogte kødstykker havde hendes mor nået at få med, og det var spist første dags aften.

Her i skibets bund mærkedes rulningerne kraftigt, og der var mange andre, der havde kastet op. Hendes far holdt hende på panden og gav hende at drikke af skålen med det lunkne, skidne vand. Inga vædede læberne og fik en smag af sand og salt i munden. Så lagde hun sig ned med hovedet i sin mors skød. Dets varme og krydrede duft gjorde hende mat. Hun ville sove. Men morens undertrykte gråd gik ind i Inga og holdt hende fast i en overvågenhed, der siden tit berøvede hende den søvn, natten skal give os.

 

En tidlig morgen med hård vestenvind og sorte skyer hastende over himlen blev de sat i fire små både. De havde engang været brunrøde, nu sad kun anelser af maling tilbage, og vandet sivede langsomt, men støt ind mellem bordene. Inga fæstede sig ved en stor klat blegnet maling, der sad oppe under stævnen og lignede en ulv – fire lange ben, en lang hale, en smal krop og et lille hoved med et stort, åbent gab. Men hun var ikke bange for ulve. De var ikke så farlige, som de lød, sagde hendes far, når de tudede omkring dem i natten.

De brugte huer og gryder som øser og holdt på den måde båden oven vande. De drev ind mod en fremmed kyst. De anede dens brunlige og grønne konturer bag havets skum. Hendes far holdt violinen i sine arme som den dag, de blev roet ud til den store carack, der nu allerede for rebede sejl, med kun mesanen og det forreste sejl sat, lagde kursen sydover og snart var ude af syne. Moren trak hende ind til sig og klyngede sig til bådens ræling. Der var ingen årer. De drev indad for vind og våger. Ingas far tog violinkassen på ryggen og prøvede sammen med nogle af de andre mænd at ro med hænderne, mens andre blev ved med at øse.

Inga så op fra ulven og lige ind i en bølge, der frådede ind over dem. Dens kolde vand rev hende med sig og ud af sin mors arme. Inga rakte ud efter hende, men knugede dem i stedet omkring noget hårdt, der stødte hende mod brystet, og med et gled hun fri af vandet. Hun hang i sin fars violinkasse, og han hang med den ene arm om et tykt tov, som fremmede mænd på stranden havde kastet i havet og trak dem op med. Nu kom de løbende og halede dem fri af brændingen, inden tilbagesuget førte dem ud igen.

Faren løftede hende op og holdt hende tæt ind til sig, mens han løb frem og tilbage langs stranden for at lede efter hendes mor. Inga løftede hovedet fra farens skuldre og kaldte på sin mor ud over bølgernes lysende grønne toppe med hvid fråde over sig. De fandt hende ikke.

Kun halvdelen af deres stamme på omkring halvtreds mennesker blev reddet. Men da deres redningsmænd blev klar over, at de var tatere, forandredes deres ansigter. Morgenen var lys, men ansigterne blev mørke. Næverne knugede sig om tovene, der nu blev løftet til slag og kvælning. Men de begyndte at skændes indbyrdes, og til sidst forlod flokken af redningsmænd stranden og lod romaerne tage vare på sig selv. De var skyllet i land på Norges kyst.

 

***

 

Inga vandrede i Norge i treogtredive år. Som tyveårig fødte hun Mathis' mor, Fatima. Hun blev gift med den dreng, hendes far havde oplært i violinspil, fra han var tre år gammel. Han regnedes for en stor spiller, men Mathis' morfar var endnu ikke gået bagud af kædedansen, som man siger i Ribe. Det var ikke mindst de tos spil, der grundlagde og øgede stammens velstand gennem vandreårene i Norge. De kunne tø en flok fjendtlige dalbønder eller storstadsfolk op ved at spille nordmændenes egne melodier tilsat en særegen ilter puls, som Inga var en af danserne til. Og da Fatima blev født, blev hun fra sine tidligste barneår indlemmet i dansernes gruppe. Efter et særligt voldsomt overfald en nat nær kysten – de havde måttet slå fra sig med de glødende kæppe fra bålene – ville de imidlertid til et andet land.

Og en dag gik de om bord i en svensk karavel, der tog dem med fra den norske havn for en klækkelig betaling i rene guldstykker. De var igen omkring halvtreds mennesker, fire bjørne og ni heste.

Og så sejlede svensken dem mod Danmark.

 

Da var Mathis' mor, Fatima, sytten år, og hun skulle giftes med Gosju, når de nåede land.

Skibet hed Ljuset. De sejlede sydvest for en jævn østen. Råsejlene var sat på både den forreste og midterste mast, også de øverste sejl. Hun måtte lægge nakken tilbage for at se søfolkene, når de entrede til tops. Mesanens latinersejl stod i en stram bue over hendes hoved på agterdækket, hvor hun havde slået sig ned sammen med Gosju og sin far og mor og omkring halvdelen af de andre fra stammen. Gosju og hun havde fået deres eget hjørne godt i læ, inde under et udhæng.

Den anden halvdel af romaernes flok lå oppe ved stævnen tæt på hestene, der stod tøjret midtskibs ved en lang bom, der gik fra den forreste mast til den midterste mast. Der var strøet duftende halm ud til dem, og de stod gumlende og tog sig ikke synderligt af skibets jævne rulninger og stabile krængning. Bjørnene var mere urolige. De trak i deres lænker, der var låst fast til siden af en lav kahyt, der stak op agten for den midterste mast.

Der var ingen sol, alligevel var dagen lys, skyerne hvide eller lysegrå, og sommetider stod der som lysstave ned fra himlen, en hel vifte, der kunne bryde frem og stå sitrende mellem skyerne og havet. Det var varmt for årstiden, mændene havde taget deres store trøjer og kvinderne deres tykke sjaler af.

Mørket kom med et. Sorte skyer trak op, hastede over dem og forsvandt i horisonten, mens stadig nye kom til. Havet blev sort og samtidig mere hvidt, som vinden tog til. Kraftige stød krængede Ljuset voldsomt over. Det knagede i rigningen, og sejlene blafrede med høje smæld, når den ustøtte vind for over skibet fra forskellige retninger. Der blev råbt og kommanderet, og søfolkene for til vejrs og begyndte at rebe sejlene. Løbende fødder over dækket. Klip-klop. Hidsende råb og taktfaste høj-o-høj, når de måtte brase om, før de endnu havde fået rebet tilstrækkeligt. Hestene vrinskede ud i mørket, sparkede i dækket og rykkede i tøjret. Det var brune, tætte nordlandsheste, der næsten faldt i et med det mørke dæk, men deres opspilede øjne lyste og vippede op og ned som små lanterner. Bjørnene var nu vilde og rev og sled i deres lænker, mens de brølede om kap med bølgerne og stormen.

Gosju havde dækket Fatima til med et tæppe og over det et stort, vandtæt dækken. Hun lå for sig selv inde i hjørnet, de andre lå krøbet ind ovre mod siderne, men sås ikke mere i det tætte mørke.

Sådan stod det på gennem det meste af natten. Gosju sad ved siden af hende, men var, som de andre mænd, indimellem henne for at tage sig af dyrene, der efterhånden blev så udmattede, at de lå sanseløse hen med savl og opkast silende ud af munden.

– Det lysner, var der en, der råbte.

Fatima løftede sit ansigt fri af dækkenet og så frem over skibet og op mod himlen. Rigtigt. Lyset bredte sig langsomt, som blev det tændt inden i selve havet og i hver enkelt sky på en gang. Men med et lukkede alt sig, og hestene vrinskede, og bjørnene brølede sammen med de råbende søfolk og romaer, der ikke havde fundet læ – store hagl slog ned over dem i tætte byger, ramte skibets træværk med en styrke, så lyden overdøvede havet og stormen.

Med et var det forbi, lyset brød igen blidt frem, og Fatima så Gosju rejse sig med sin violin bundet til ryggen og kravle hen mod hestene. Han hagede sig til dækket med hænder og fødder, som var det kløer. Fatimas far prøvede at følge ham, men holdt sig i begyndelsen ude ved rælingen for så med et at skyde indover mod dyrene. Også fra forstavnen var mænd på vej ned mod dyrene, og Fatima så Ariston kravle i læ ved rælingen og søge ned mod bjørnene, som han havde sammen med sin far.

Fatima løftede sig op på sine albuer, dernæst på sine hænder for at kaste et blik bagud, ud over havet. Hun ville se lyset. Hun så en bølge tårne sig op. Højere end de store bjerge, ved hvis fod hun havde vandret. Men dette bjerg kom rullende imod dem, begyndte at kamme over, række ind over dem, en irgrøn mur …

 

***

 

… Fatima skreg under bølgekammen, hvis kolde skygge faldt over hende. Hun trak i et ryk hoved og skuldre under tæppet og dækkenet, men blev slået åndeløs af luftpresset fra vandmasserne, der væltede ned over hendes overdækkede indelukke. Hun gispede, hun …

 

… en dag med solstriber ned gennem høje graners toppe, som gule søjler, der gik fra himmel til jord, den mørke, varme og lige under overfladen fugtige skovbund med spredte påskeliljer, som hun og Ariston gik og samlede og bandt sammen til kranse.

Ariston var høj og firskåret. Han fyldte godt ud mellem stammerne, når han gik frem og bøjede sig ned. Hun var tryg, han var i nærheden, som han altid havde været det, fra de var små. De var vokset op mere som tvillinger end som kammerater. Deres familier holdt altid sammen, vandrede og kørte sammen, slog lejr ved siden af hinanden, hjalp hinanden med tøj og mad og børn. Ariston havde altid hjulpet hende. Han, den store, stærke og godmodige, hun, den lille, vævre og hidsige. Og hun havde taget imod hans hjælp med en varm følelse af selvfølgelighed, lige fra de knap kunne gå. Blev hun træt under vandringerne, tog han hende i hånden, og sommetider bar han hende, selv om de voksne skældte ud og sagde, han forkælede hende. Han satte sig på hug, og hun kravlede op på hans skuldre, lod benene hænge ned foran på hans brystkasse og holdt om hans pande med sine hænder.

Nu satte han sig med ryggen mod en stamme. Den var lige så tyk, som han var bred om skuldrene. Hans temmelig lyse hår glinsede i lyset og faldt i lange, let krusede krøller ud over skuldrene på hans gule skjorte. Han var femten år, og hun var femten år. Han var bjørnetæmmerens søn og selv bjørnetæmmer, men også smed. Især god til det sirlige, smykker til at bære på fingrene, om halsen, i håret eller på brystet. Men alsidig også, habil til låse og hængsler og andre unyttige ting, som han sagde.

Nu flettede han en krans og kaldte hende hen til sig med en bydende håndbevægelse, et tegn der altid havde levet mellem dem og betød: Se, jeg har noget til dig.

Hun knælede ned foran ham, men han viste hende, hun skulle sætte sig op ad stammen ved siden af sig. Hun satte sig til rette, lænede nakken mod den ru bark og lukkede øjnene. Hans krydrede kropslugt slog bekendt, men med en ukendt æskende friskhed imod hende, da han skubbede sig hen foran hende, bøjede sig mod hende og satte kransen på hendes hoved. Hans hænder slap ikke som ellers hurtigt og drillende deres tag og gik videre med andet, når han gav hende noget eller rørte ved hende. De blev liggende tæt og nænsomt om hendes hoved, gled ned omkring ørerne og om i nakken. Fingrene borede sig ind ved hendes hår, trak i det og spredte det ud, og en iling løb fra skulderbladene, ned gennem rygraden og slog som en flamme fra halebenet og frem i maven, og hun slog øjnene op.

Hans ansigt nærmede sig hendes med halvt lukkede øjne, der havde et slør over sig, og hans læber var fugtige og åbne. Hendes nakke slap den sidste kontakt med barken, hun strakte sin mund op mod hans, og hendes hænder gled op på hans kraftige, varme skuldre og om mod hans nakke.

 

Da så hun for sig en spinkel ryg, en splejset nakke der rejste sig derfra og et kun svagt krøllet, mørkebrunt hår, som dansede over skuldrene med en egen rytme, da hovedet blev kastet på skrå i en lyttende bevægelse med det ene øre som skudt op i luften. Det var Gosju forleden dag. Hun havde siddet ved ilden og set ham. Han havde spillet for hendes far og var så gået fra dem med violinen hængende i halsen fra den ene hånd og buen fra den anden. På denne skødesløse, smidige måde hun var så vant til at se ham gå bort på, når han havde været hos hendes far. Hun kendte hans bevægelser så godt, fordi han nu engang var hendes fars eneste elev og havde været det, så længe hun kunne huske. Han havde været uinteressant, noget uden for hende selv, og desuden et helt år ældre. Men i det øjeblik forleden dag forplantede hans lyttende bevægelse mod fuglen over hans hoved sig til hende og slog ud i hendes krop, der blev tung og let på samme tid, så hun vidste, at den spinkle dreng skulle være hendes mand, og at hun ville gøre alt for, at det skulle blive sådan.

Hun skubbede Ariston væk med et hårdt puf, der spilede hans øjne op. Hun sprang op og råbte, at han skulle komme med, de skulle snart spise og så af sted. Han gik modvillig og tung med tilbage.

Hun fik lovning på Gosju og han på hende. Da Ariston så kæden med mønter omkring Fatimas hals, vidste han, at hun endegyldigt tilhørte Gosju og ville blive hans mand.

 

***

 

… og bølgen var væk, og hun gispede og strakte hovedet ud i det fri. Vinden ramte hende med en så voldsom kraft i ansigtet, at hun igen måtte kæmpe for at trække vejret. Hun så frem over dækket. Skibet lå tungt i bølgerne, der kom brydende hårdt ind skråt bagfra. Det lå krænget over og hakkede i søerne på en ny, kantet måde, dumpe sæt, der forplantede sig fra skroget og op gennem hendes krop. Hestene lå hjælpeløst udstrakte i deres fortøjninger med halsene vredet af led og med blod silende omkring sig. Gosju og hendes far krøb igen frem imod dem sammen med tre andre mænd fra agterstævnen, og fra forstævnen var fem mand i spredt flok på vej mod bjørnene, der lå fladt på maven og prøvede at hage sig til dækket med kløerne, men hang lige så hjælpeløst i deres kæder som hestene på det stærkt skrånende og hårdt huggende dæk. Aristons store skuldre skød sig sidelæns frem gennem stormsusene. Han skubbede sig skråt ind i delvis læ ved luv ræling. Han havde holdt sig nogenlunde fri af bølgernes fråd og skyl over dækket og så tør og varm ud i en tyk vams, der nåede ham til knæene. Han skulle nok klare sig, så længe skibet holdt sig oven vande.

Gosju og Fatimas far stod sammen med Gosjus far på spring ved læ ræling, gennemblødte fra inderst til yderst. Det var det eneste sted, de kunne komme hen og få afsæt fra. I et af de slip, hvor vinden faldt et øjeblik, og karavellen rettede sig mere op, skød de som i en bevægelse fri af rælingen og frem mod hestene.

Gosju greb frem efter tøjrebommen til hestene, da en ny vandmur faldt over skibet og sammen med et orkanstød knækkede forreste og midterste mast med hårde, knirkende lyde, der skar som en klagen gennem bølgernes syden og vindens susen. Et virvar af master, sejl, tovværk og skøder hang slingrende ud over siden, vuggende på og dykket ned i de bortrullende bølger. Skansedækket på læsiden og op i stævnen knækkede som tynde kviste, og Gosju blev skyllet hen over dækket sammen med tøjrebommen og hestene og forsvandt ud over skibssiden. Deres fædre blev samtidig væk i vandmasserne for hendes øjne.

Hun rejste sig på knæ, tæppet og dækkenet skred ned, vinden og bølgernes fråd ramte hende i nakken, og hun skreg og blev ved med at skrige, til hun mærkede to kendte arme lukke sig om hende, trække hende ned i læ under udhænget og dække hende med tæppet og dækkenet. Hun lå på siden og så ud over det raserede dæk. Det var Ariston, der holdt om hende. Han skubbede sig tæt ind mod hendes ryg og klemte armene fastere, beskyttende om hende. Varmen fra hans krop trængte ind i hende. Deres kroppe bevægede sig rytmisk sammen, mens hun igen og igen så Gosju falde ud i havet. Hun blev væk i rytme, rusken og bølgen, til hun mærkede et smertende stik op i sig, da Ariston trængte ind i hende bagfra og hun hørte sin egen stemme som en fremmed uden for sig:

– Nej, nej!

Aristons åndedræt brændte mod hendes hals, han satte tænderne i hendes skulder, rystede sig voldsomt mod hende og tømte sig ud.

Vindens isnen i hvirvel ind i hjørnet. Bølgernes fråd overalt. Skibets ustøtte bevægelser. Hun måtte dø i denne ensomhed, omsluttet af hans arme, som hun kendte så godt og som havde båret hende gennem verden. Hun rev dem til blods, bed og kradsede, så blodets vamle varme fik hende til at kaste op. Hun vred sig rundt og sprøjtede brækket over ham, kradsede opkastet ind i hans ansigt og prikkede efter hans øjne.

Skibet krængede som efter et kraftigt slag. Indelukket i tæppet og dækkenet skred hun fra Ariston og ramlede hårdt mod kahytsvæggen. Hun så halvt bedøvet Ariston hage sig til stolperne i agter ræling og krabbe sig ud mod luvside igen og derefter op mod stævnen, mens den åbentstående kofte stod som et sejl omkring ham.

Hun krøb ud af sit dækken og så Gosju ligge på fordækket, presset ned mod plankerne med sin violin på ryggen. Med hænderne hagede han sig fast til et skøde fra midtermastens sejl. Det havde kilet sig ind ved den knækkede mastefod, som stod tilbage med sine lysende takker. Han havde fået fat i det ude i bølgerne og tag for tag fået sig halet op. Men tovets fæstning gav sig. Han skred langsomt igen ud mod bølgerne, kunne ikke komme hurtigere frem, end skødet gled fri.

Ariston så det, grinede bredt og satte sig ved rælingen, mens han stirrede på Gosjus forgæves kamp mod det skridende tov. Med et for Ariston frem mod mastefoden, blev ramt af en løsrevet bjælke fra det luv skansedæk, som en bølge raserede og førte kurende over dækket. Ariston kurede med og ramte skødet, så tampen kilede sig fast på mastestumpen og standsede Gosjus vej ud i bølgerne. Da Ariston værgeløs gled forbi Gosju, greb denne fat i hans kofte og holdt ham, til han selv fik fat i skødet, og de begge kunne krabbe sig ind over dækket igen. Gosju forrest med Ariston i hælene på sig.

Ariston sprang op før Gosju og kom i krumbøjet løb i sikkerhed fremme i stævnen. Gosju halede sig helt frem til mastefoden og kravlede så over til Fatima, der igen var kommet ind i læ. Han var blå af kulde, og han blødte fra begge skuldre og det øverste af ryggen. Hun rev et stykke stof ud af tæppet og tørrede brækket væk omkring sig, hjalp ham så af tøjet, men lod blodet sile, for at det kunne rense sårene, til det størknede af sig selv. Hun trak ham ind til sig under de halvklamme tæpper, krængede sit tøj af og ville have ham nu, før de skulle dø. Hun klemte hans spinkle, kolde krop ind til sig. Hendes hænder prøvede at gnubbe varme ind i hans klejne rygstykker, men hænderne blev blot våde af blod, der hurtigt størknede. Han lå ubevægelig med hovedet mod hendes skulder. Hun samlede sine spredte ben og faldt i søvn med ham liggende tungt oven på sig.

 

Der var varme. Men varmen varmede ikke hende. Hun kunne se omkring sig. Men ikke se, hvor varmen kom fra. Hun så træer, der flyttede uroligt på sig, fugle der sad stille og tavse på kviste, harer der lå med lange ører op i luften, ulve i urørlig flok, store sletter med fjerne skygger, der for frem og tilbage over himlen, alt enkelt og klart. Hun svævede over jorden, som dug der driver så vide, langsomt over steppens græsser som en båd på lange dønninger, og hun så op i en sol, der lyste rosenrødt uden varme. Og varmen steg frem gennem hendes krop, vuggede hendes hofter og strøg op over hendes lår, bredte sig til anklerne og fødderne, og hendes bryster faldt ud af solen og fløj med ravnevinger med svanevingers sus, og fuglekløer rev hendes krop til blods, og et sug fra en umættelig mund trak brystvorterne varme. Slangen bugtede sig mellem hendes ben, heden i maven sugede den ind, Aristons hår ramte hendes øjne. Hun åbnede dem og så ind i Gosjus smalle ansigt, der blegt svævede over hende med ildrøde pletter på kinderne og feberskær i øjnene. Hun tog imod ham og de forbrød sig, for pigens uberørthed før bryllupsnatten var den hårdeste lov i deres stamme. Og solen bagte og sveden tørrede væk, og de mærkede, at skibet lå roligt i søen.

De skubbede sig op på albuerne, men kroppenes slip fra hinanden sendte kulden igennem dem, og de rykkede sammen igen og så sammenslyngede ud over et roligt, solglinsende hav, en klar himmel og et skib, der lå dybt og synkefærdigt. Fremme i stævnen stod Ariston med ryggen til dem, stor og hård som granitten i de fjelde, de havde forladt oppe i Norge …

 

***

 

Gosju og Fatima kom til et fiskerleje nord for København.

Halvdelen af deres stamme omkom på havet, og tre matroser var gået til.

De blev samlet op af to fiskerbåde, kort efter at Gosju og Fatima var krøbet ud af tæppet og dækkenet og havde fået deres endnu klamme tøj på. Alle andre overlevende havde forsamlet sig oppe ved forstævnen, som lå højest i vandet. Først da Fatima så de mange kendte ansigter, og blandt dem Ingas og Gosjus mors, blev det klart for hende, at hendes egen og Gosjus far ikke mere levede. Hun sank sammen på dækket. Hun stirrede ud over det rolige hav. Det havde fyldt sig, hun havde set, hvad det tog. Og inden i hende blev det ved med at tage og tage. Liggende på dækket holdt hun hænderne for maven og krympede sig sammen. Derinde var både blevet taget og givet, og hun vidste endnu ikke, hvad hun havde fået, men hun mærkede, at Ariston kredsede omkring dem, og samtidig holdt sig væk.

Da de to mindre fiskefartøjer, der havde fået øje på den synkefærdige karavel, lagde til ved skibssiden, bar Gosju Fatima om bord. Hun lå syg i to måneder. Indimellem kom hun op og kunne vandre med, men hun blev hurtigt hed og svimmel og måtte bæres eller køres igen.

Så lå hun og tænkte tilbage på den mørnede landgangsbro, fiskefartøjerne havde lagt til ved, den skarpe vind, solens lys og varmen fra dens stråler, den rådne og dog friske lugt af tang fra stranden og den skarpe lugt af fisk fra bådene og garnene, der sorte og grå hang til tørre langs små, sorte huse. De nysgerrige kvinders mutte og børnenes drillende ansigter, da de kom fra borde, de varme drikke, der blev bragt dem, og mutheden, der blev til medfølelse, da de skulle vandre videre, fordi en kommandant og nogle soldater kom og jog dem af sted, før de knap havde sunket den styrkende, stærke drik. De fremmede kvinder, der forsvandt, men kort efter kom løbende efter dem, trængte forbi soldaterne og gav dem tykke skiver brød med pølse og smør på. Hun huskede særligt en høj, kraftig kvinde, hvis lår spændte sig voldsomt ud gennem det tunge, grå skørt, og hvis enorme bryster faldt tungt omkring Fatimas skuldre, da hun bøjede sig ned og klemte en tyk skive brød i hendes hånd. Kvindens ansigt var lyst og skært, og hun nikkede til Fatima og smilede som med et: Vi ses!

Men hun lå også og lyttede til Gosju, når han spillede på sin violin, genkendte melodierne fra tidligere, dem deres stamme havde ført med sig fra andre lande. Og hun hørte ham begynde at spille danskernes melodier. Han lyttede til deres sange, når de sang på markerne, i værtshusene, ved kirkerne. Han sneg sig nær i mørket, når der var bryllup og lyttede til dansemelodierne og spillede dem så frem på sin egen måde, når han kom tilbage.

En aften fik nogle bryllupsgæster øje på ham og tog ham for en tyv. Hans spinkle krops seje styrke og smidighed frelste ham fra forfølgerne – han slap fra dem gennem skoven, men var nær faret vild, fordi han løb væk fra deres egen lejr, for at de ikke skulle opdage, at de lå samlet der.

Kunsten lå i at undgå at blive set som blot tatere, der holdt hvil eller vandrede, for så faldt folk over dem. De skulle så vidt muligt kun opleves som mennesker, der var aktive og udførte noget – lavede smedeting, skoede heste, besigtigede og bedømte heste og red dem til, sang, spillede, dansede.

Gosju havde med hjælp fra fiskerne fået lavet en midlertidig båre til Fatima, et par rafter med tovværk og gamle net imellem. Her lå hun, og han bar hende med skiftende hjælp fra en af de andre mænd.

Ariston kom ikke til at bære. En morgen var han væk. Hans mor strejfede om i egnen for at finde ham. Så blev også hun væk, og Aristons far var alene tilbage med Aristons to små søstre. Syv dage efter blev Gosju og Fatima gift. Ved middagstid gjorde de holdt på en eng, der lå i læ ved kratbevoksede bakker og blev varmet af forårssolen. Lærkens triller lød over dem, og en krydret luft sitrede omkring dem. Gosju løftede Fatima fra båren og satte hende på jorden, så hun støttede mod en varm tue. Selv satte han sig overfor. De andre fra stammen samlede sig omkring dem. En skive brød blev lagt i Fatimas skød. Hun tog det, brød det i to stykker, dryssede lidt salt på, og gav det ene stykke til Gosju. Han spiste halvdelen af det og hun halvdelen af sit stykke. Så byttede de og spiste op.

Hermed trådte de ind i stammen som voksne, men skulle, som skik var, bo sammen med Gosjus familie, til de selv fik børn.

 

***

 

Det var en frostklar nat i det nordlige Jylland ude mod vest i en lade nær havet. Vestenvinden bed over landet. Det lave, sorte fiskerhus, der lå nær gården, sendte et gulligt lysskær op i mørket gennem lyren, og tykke søjler af røg forsvandt i luften. Den fisker var altid tidligt oppe. Men bønderne på gården, hvor taterne lå sammenstuvet i høet, sov endnu.

Fatima var kommet på benene igen, havde selv vandret med gennem sommeren og efteråret og indtil nu i vinteren. Da hun ikke mere kunne danse, læste hun i hænder.

Og nu lå hun her i halmen og kendte ikke sin egen skæbne, for det var en anden af stammens love – man læste ikke i sine egne eller andre stammemedlemmers hænder. Så meget måtte man ikke vide. Men hun vidste, at hun nu skulle føde.

Hun var afmægtig og tom med al den fylde i sig og vidste ikke, om hun skulle tænke på barnet som Aristons eller Gosjus.

Nu lå hun i halmen med et gråhvidt lagen under sig, og veerne skar i hendes indre. Inga og Gosjus mor stod ved hende. Hun lagde sig ind i deres hænder og hviskede Gosjus navn. Han måtte høre det. Omme bag trævæggen lå han, troede hun, til hun så ham i lyset fra den olielampe, de to ældre kvinder havde sat for hendes fødder. Hun prøvede at smile til ham, men blev igen væk i den indre smerte, og hendes mor hviskede, hun skulle presse, og hun mærkede sit barn glide ud mellem sine ben. Hendes øjne for forvildet af smerte og gru for, hvad hun ville få at se, hen over fødselshjælpernes foroverbøjede skikkelser og Gosjus urolige, smalle ansigt med de sammenpressede, mørke øjenbryn, som han stod tæt op ad hende og greb hendes hånd.

Inga havde den nyfødte i sine hænder og rakte ham hurtigt gennem den iskolde luft ned til Fatimas bryst, og hun mærkede hans varme, våde krop mod sin. Denne dreng. Et nyt liv af hendes liv.

Og mens hun så Aristons ansigt bøjet over sig i skoven og mærkede ham trænge ind i sig på Ljuset, tog hun Gosjus hånd, da barnet blev lagt til hendes bryst, og hun mærkede Gosjus lykke i sit skød om bord på Ljuset. Det lå alt sammen i dette barn, der bed hendes brystvorte. Med mælken, der flød ud i hans mund, vidste hun nu, at at give er at få. Uanset hvordan man har fået det, man giver af, og uanset hvor meget man selv mistede ved at få.

Hun hviskede barnets navn. Det første af dets navne. Det, som ingen anden end hun nogensinde ville komme til at kende. Det inderste, uudtalelige navn, det ikke engang selv ville få at vide. Hun rakte sin frie hånd op og lagde den på Gosjus hjerte og mærkede, hvor det slog. Han tog hendes hånd og holdt den fast mod sit bryst.

– Hvad skal han hedde? hviskede hun.

Gosju smilede, nikkede og rystede så på hovedet – han vidste, hvad drengens andet navn skulle være. Det navn, han ville komme til at bære i stammen. Men det måtte ikke udtales, før han blev døbt, og indtil da måtte han og Fatima holdes afsondret fra andre i stammen.

Da han et par uger efter fik sit andet navn, mens rindende vand blev hældt over ham, og han bagefter blev gnedet ind i olie med varmende strøg af sin mors hænder, blev han et fuldgyldigt menneske og medlem af stammen.

En måneds tid efter fik han så sit tredje navn. Det navn, som blev brugt i hans omgang med gajikane, og det eneste navn, jeg kender af hans tre navne. Mathis.

Han blev døbt til dette navn i en lille vesterhavskirke, hvis navn Fatima ikke huskede, da hun fortalte om det.

Han fik mørkebrunt hår, blev mindre mørk i huden som sin mor og klejn og smidig, men dog med en vis fylde i lemmer og krop.

Han kunne godt være Gosjus og Fatimas barn.

Om aftenen legede han som de andre børn i ildskæret fra bålet. Når mørket trak til over dem, og flammerne trådte frem, så Fatima, hvordan Gosju fulgte drengen med øjnene, og Gosju smilede, for han troede, han var blod af hans blod. Men han vidste jo heller intet, og fik det aldrig at vide.

Fatima så ud i mørket og mærkede mørket i sit eget indre. For hun kunne hverken tro eller vide. Kun tage imod det, der var til. Hendes eget hår havde jo samme skær som Mathis' og som Gosjus, Aristons havde været lidt lysere.

Og hun så ind i flammerne og vidste, at lysets baggrund er mørke.

 

2

Det var godt tolv år senere syd for Ribe. I krattet mellem træerne tænkte gruppen af romaer omkring bålene, at her burde de være i sikkerhed for natten. De var gået uden om byen natten før og havde her til morgen gjort holdt i udkanten af skoven nær kysten. Sikrere kunne det ikke være.

 

Mathis stod med ryggen mod en høj, varm sten, der støttede ham som en fast hånd mellem skulderbladene.

Foran ham i skovåbningen var de andre ved at gøre klar til natten. Mellem dem og havet stod den sidste bræmme af korte, tykke egetræer og lave hasselbuske på kanten af klinten, alle vækster krummet ind mod land af vestenvinden. Bålenes flammer var blege i den klare aften, men skæret fra dem brød dog igennem nogle nærtstående buske, så der tegnede sig forvitrede skyggedannelser over græsset fra deres blade. Uden for lyskredsen stod hestene bundet til træerne. Indimellem lyste deres øjne frem, og der lød en dump skraben mod skovbunden og et enkelt vrinsk. Det var kraftige dyr, der faldt i et med de mørke stammer og buske.

Både voksne og børn var mætte, og der var ryddet til side og vasket af ved den nærliggende bæk. Det var tilladt at nyde det friske, rindende vand og samtidig indstille sig på, at engang blev det jo vinter igen, og at man så måtte varme sne i gryderne for at få vand til at vaske sig selv og tøjet i. Men det tænkte børnene ikke på nu. De legede tagfat, de ældre voksne faldt trætte til ro, mens de yngre og ikke mindst de helt unge følte ny energi, nu de havde hvilet sig og fået mad. Der skulle ske noget.

Mathis mærkede det og var parat. Hans øjne hvilede på træernes blade. Der kom en svag vind ind mod land. Bladene sitrede rødt i bålenes skær. Synet blev til lyd inden i ham. Han satte sin violin til rette på skulderen og lagde buen på strengene. Han mærkede træerne inden i sig. Tavse og ubevægelige i vindstille, med hvislen eller brus gennem kronerne når det blæste. I sommerhalvåret ludede de over ham med tætte kroner og fuglestemmer mellem bladene. Om vinteren stod deres nøgne grene under himlen. Han hørte træernes toner fjernt i sig. En dag skulle hans strenge synge dem. En dag kunne han.

Det smalle stykke hvidt land tonede frem et stykke fra kysten. Det lyste som en snedrive på det mørke vand. Hans fingre spillede på strengene, og buen tog prøvende strøg. Så satte han sig ned, uden at hans ryg slap kontakten med stenen. Han lagde violin og bue fra sig i græsset.

– Kender du fortællingen om den ø?

Fatima, hans altid bekymrede mor, sad ved siden af ham og nikkede ud mod snedriven. Mathis rystede på hovedet. Hun rykkede nærmere og hviskede ham i øret:

– Det skete en aften i skumringen, at en ny tone steg op af havet, det var højvande, men ikke desto mindre blev en smal bræmme sand langt ude fra fastlandet ved med at stikke op over bølgerne. Det var aldrig sket før, for fra vest og nordvest havde havet fra jordens skabelse dækket havbundens lavninger og revler for først at kaste sig mod sand og land ved fastlandets kyst. Den sandbanke, der nu stak op, og som tidernes strømninger havde leveret sandskorn på sandskorn til gennem årene, skabte nye hvirvler og nye sug i dybet og dermed en ny toning i havet, i luften, i himlen og i rummet over fastlandets skove og marker. En overtone af uhørt klarhed. Så klar og ren, at fuglene, ternerne, mågerne svævede tavse på udspændte vinger, og fiskene stod stille i det øjeblik, den voksede frem. Alt var ændret. Da fuglene, ternerne og mågerne igen brugte vingerne, og fiskene slog med halen og finnerne, var det med en anden rytme end før, og fuglenes kvidren og mågernes og ternernes skrig havde fået en anden klang. Der bosatte sig mennesker på denne sandbanke, efterhånden som havet aflejrede mere sand på den. Grundtonen forplantede sig til dem. Fra havet selv, fra sandet under deres fødder og fra luften over dem og omkring dem åbnes de mennesker, der kommer til denne ø. Tonen kan aldrig dø, så længe øen er omgivet af havets strømninger og dets luftbårne rytmer …

De sidste ord sagde hun med lav, fortrolig stemme.

Mathis så ned i græsset mellem sine ben. Røde ilinger løb gennem det, som røde hugorme eller blod. Han kiggede op. Bålene stod som mure af ild, nu mørket havde sænket sig tættere over pladsen. Skæret fra flammerne spillede over jorden, op over træernes blade og over ansigterne og kroppene. Han greb igen violin og bue. Hans mors hviskende stemme havde åbnet nye rum i ham. Han havde jo selv hørt det, da han så snedriven derude. Nu var det videt ud – og taget fra ham. Han mærkede en trang til at styrte sig ud i mørket, finde sig selv liggende i jord og blade. Sådan ville han smage jorden, sætte tænderne i blade og kviste, jord og rødder og bide til. Han ville favne alt det, der gav genlyd i ham. Og hans øjne søgte Kera.

Han fik øje på hende i udkanten af lyskredsen. Hun stod sammen med Menved. Nu pegede hun hen på hestene, løftede armene til forklarende gebærder, og Menved nikkede eftertænksomt.

Kera var et år yngre end Mathis. De var vokset op sammen med de andre jævnaldrende børn i stammen uden i mange år i særlig grad at bemærke hinanden. Som hun nu stod der nær hestene, var hun høj og ranglet, men uden kanter, som et smidigt siv ved siden af Menveds høje, firskårne skikkelse. Hendes skørt og bluse var grønne som løvet på træerne, Menveds grove, løse bukser mørke som jord og skjorten grå som drivende skyer.

Gajikane havde hængt Mathis' far, Gosju, i en galge ved vejkanten sammen med to ulve. Tre galger ved siden af hinanden med hans far i midten mellem de to dyr. Det havde været en isnende vinterdag for to vintre siden. Han var blevet hængt op og havde udåndet med de andres gråd og Fatimas skrig i ørerne:

– Gosju, Gosju …

Som en oprejst skygge bag Menved så Mathis sin far for sig, hans mørke og samtidig lysende øjne med så meget hvidt i, hans spinkle og spændstige krop og det eftertænksomme drag om munden, der aldrig forlod ham, selv ikke da han hang i galgen. Mathis havde hørt morens skrig og de andres gråd som noget fjernt, der ikke angik ham. Sin egen gråd havde han presset ind i sig, fra han så gajikane trække hans far, stammens leder, ud af flokken, bagbinde hans hænder, tvinge ham op på kanten af en høvogn, lægge løkken om hans hals og slynge rebenden om galgen, snurre den til og med et puf sende ham ud at hænge i det fri. Han svajede lidt. Så hang han stille som de to grå ulve, og næsten grå som dem i sit varme vintertøj, der nu ikke gavnede ham mere. Herefter skar de danske mænd ham og ulvene ned og klyngede dem op i et træ som en sammenhængende klump.

Bag Kera og Menved og Gosjus skikkelse i galgen dukkede den sommer op, hvor Mathis og Kera havde fundet Menved.

Det var en dag ved en å. Solens stråler stod i tove ned gennem løvet. Mathis og Kera var faret vild og gik med hinanden i hånden. Mathis gav Keras hånd et klem. Hun skulle ikke være bange. Hun gav hans hånd et klem. Det skulle han heller ikke. De blev våde i håndfladerne, der lå mod hinanden, og det føltes, som fik man noget unævneligt. Til sidst lagde de sig på knæ ved åens vand. Der slog en frisk kulde op mod dem. Der lød en kølig rislen ind i ørerne. Kera hulede sine hænder, tog vand op i dem og førte det hen til Mathis' læber. Og han drak de dråber, der slukkede tørsten og kaldte på mere. Han hulede sine hænder, stak dem ned i den rindende kulde og gav Kera at drikke på samme måde. Da hendes læber rørte hans hånd, så hun på ham med store øjne under hævede øjenbryn, og han faldt ned i et mørke. Hendes ene hånd gled kold af vand op om hans nakke, og hun satte sin pande mod hans. Han lukkede sine øjne, hans hånd fandt fra hendes skulder om i hendes nakke og ind under det lange, sorte hår. Nu gled hendes hånd også ind under hans hår og lå, stadig med en snert køling, mod hans nøgne hals. Så slog hun hans hår op over hans hoved og ind over sit eget, og han gjorde det samme med hendes hår. Nu var der mørkt, varmt og fugtigt under de sammenfiltrede hår, og deres åndedrag blev et.

Kera sprang op med en høj skinger latter, der blev hængende mellem stammerne, og de missede med øjnene mod solstrålerne, der brød gennem bladhanget. I det samme hørte de en klagen og en hæs kalden på gajikanes sprog.

Usikre tog de igen hinanden i hånden og listede hen mod noget buskads i en lysning længere fremme. Halvt under et nøddehegn lå en midaldrende mand i mørkebrune vadmelsbukser, tydeligt oprindeligt farvet med bark, men nu skjoldede og falmede. Hans mørkegrå skjorte var revet halvt op og blottede brystet og noget af maven. Hans ansigt var ophovnet, det blødte fra et sår på den ene skulder nær kravebenet, og der var røde striber af piskeslag over maven. Blodet silede langsomt ud af ham og størknede.

Manden så på dem gennem ophovnede øjenlåg. Det ene øje var lukket af en sortblå og gul bule, der fra det flækkede øjenbryn lå ned over det. Kera løb til åen efter vand i sine hule hænder og hældte de få dråber over mandens sprukne og blodige læber. Han nikkede til tak.

Børnene gav sig nu til at råbe på hjælp fra de andre i stammen. Efter nogen kalden lød der svar.

Mathis' far nåede først frem sammen med tre andre mænd og to store drenge. Sammen fik de den forslåede mand båret hjem til lejren. Han blev hos dem som del af Mathis' familie og lærte Mathis, Fatima og Gosju gajikanes sprog. Hans historie lærte de aldrig at kende. De spurgte ham ikke, og han fortalte den ikke af sig selv. Men han var kyndig til heste og blev en støtte for Kera.

Siden den dag ved åen søgte Mathis og Kera hinanden, når han kunne for sit spil og hun for sin dressur af hestene og sin opøvning i stammens lære om urter. Menved hjalp hende med hestene, hendes mor oplærte hende i urter.

Menved gav stammen gode indtægter, fordi han kendte de danske hesteracer godt og vidste, hvor man kunne slå de bedste handler af. Men han holdt sig altid væk fra sine landsmænd, gav kun romaerne råd før og efter handlerne.

Efter Gosjus død blev Menved Mathis' anden far. Han kunne ikke undervise ham i violinspillet. Det måtte Mathis selv udvikle videre. Men han lyttede på en måde, som opildnede Mathis, der øvede sig ved at erindre det, som hans far havde gjort på instrumentet. Var farens ydre skikkelse og stemme væk, var hans indre stemme i drengen så meget stærkere.

Mathis så Kera og Menved gå nærmere til hestene og dermed længere ud i mørket, men han anede, at det var Menved, der gestikulerede forklarende med sine hænder, og hans halvlange, halvgrå og ellers lyse hår bølgede omkring hans hals og fangede noget af det gnistrende skær fra ilden. Keras slanke krop … Den lyse dag ved åen kom igen i hans tanker, og Mathis smilede og hviskede Keras navn.

Så vendte han sig halvt mod sin mor og lagde armen med buen i hånden omkring hendes skuldre. De var så spinkle, men bar i bogstavelig forstand så meget, ikke mindst knipper af brænde fra skovene. Violinen hang ned fra hans anden hånd. Fatima lagde sit hoved til hvile ved hans skulder.

Som øjne gennem vind, lød en stemme inden i ham.

Morens nærhed kvalte ham. Han trak sig ikke fri, men tænkte på havet og øen og drømte om tonen fra havet.

– Spil, Mathis!

De kaldte henne fra bålet. Fatima trak sig fri og puffede ham i siden. Han vågnede til bålets gnistren og råbene om, at han skulle spille. Han rejste sig og begyndte at spille med tonen fra havet og øen derude som en kalden, der fik ham til at ryste af kulde.

To og to kastede romaerne sig ind i hvirveldansen omkring bålene. Flammerne blev stadig klarere, som mørket tog til. Gnisterne sprang ud mellem de dansendes fødder. Mændene var i bar skjorte med opsmøgede ærmer. Kvindernes løse sommerskørter stumpede neden for knæene og gled højere op, når de var inde i hvirvlen. Slanke og tykke lægge mellem hinanden, store og små fødder, der satte kraftfuldt af fra jorden og med lette tråd ramte den igen. Rundt og rundt drevet af hans syngende spil og med armene om hinanden. Mandens arme omkring kvindens liv, hendes om hans skuldre. Med strakte arme og afstand imellem sig. De var hinandens modvægt, slyngede sig selv og den anden ud i en vild og samtidig balanceret rundhvirvlen.

Børnene prøvede sig frem. De dansede for tæt sammen og faldt om i græsset. Deres hvin og latter blandedes med de voksnes udbrud:

– Hopla!

Børnenes plads var uden for kredsen. Inde blandt de dansende ville de blive trampet ned. Mathis så sin ven Farjin hjælpe de små.

Jo mere Mathis spillede, jo mere æggede danserne ham med klap og råb. Trangen til selv at danse rev i ham. Men når han ville gribe den nærmeste pige og drukne sig i hvirvlen, lød igen de krævende råb, og hans fingre måtte spille og buen flintre hurtigere over strengene.

Sådan havde ingen danset før. Sådan havde han ikke spillet før. Ingen kunne standse. Hvirvelstrømmen piskede dem rundt og rundt. Buen for over strengene, tegnede en cirkel omkring violinen.

Da så han i et glimt Kera på den anden side af det nærmeste bål. Hun hvirvlede rundt med Farjin. Kera! jublede det i ham, og han ville ud i dansen, ånde luften i samme hvirvler, som hun dansede i, blive et med hendes bevægelser i det sitrende skær fra bålene.

Buen røg af strengene, og med violinen i den ene hånd og buen i den anden slyngede han armene omkring sin mors fuglespinkle krop, sang og nynnede, slog smæld med tungen og hvirvlede rundt med morens tynde fingre krummet ind i sine skuldre, mens en puls inden i ham sagde: Kera, Kera …

– Som øjne gennem vind, sang han.

Der blev jublet og råbt:

– Hopla!

Mathis var i gang med en ny vise. Nu ville det ingen ende tage.

– Som øjne gennem vind, som fugle i mit sind.

– Hej! Hopla!

Moren var en fugl i hans favn. Mørket var fyldt med levende lys og bestandig bevægelse. Træernes stilhed talte. Det sete fra dagen samlede sig til lyd. En jublende strøm fra hans mund.

Han kastede sin mor i den nærmeste favn, slyngede violinen til hagen igen, spillede. Og Menved, hans anden far, dansede med Fatima, hans eneste mor. Hendes skørt og bluse lyste dybrødt i skæret fra bålet. Menveds mørke arme var en sort ring omkring hende, så hurtigt hvirvlede de. Alt blev et. Buen og violinen spillede ham.

 

Menved vaklede og faldt ind over Fatima. Hun vred sig fri af hans fald og sprang væk. Menved blev liggende med ansigtet i jorden tæt ved det ene af bålene. Den ene arm lå i gløderne. Et kortskaftet spyd stak op mellem skulderbladene.

Andre sank sammen, blev liggende som Menved eller vred sig et kort nu. Der var flugt ud i mørket.

 

HOLLÆNDEREN

Historisk roman

 

Motto

 

“Det rette øjeblik

bliver det forkerte,

før man kan nå

at trække vejret.

Den, der handler overilet,

mister mulighederne,

og den, der tøver for længe,

står tomhændet tilbage.

Solen sejler sin fastlagte kurs,

månen følger sin bestemte bane,

og det rette øjeblik

stopper ikke op

for at vente

på noget menneske.”

Yuan Dao

 

1657

 

Han hed Erik. De kaldte ham Hollænderen. Han sad på Fanøs Vesterstrand med front mod havet, hovedet lå på sned med det ene øre mod land, som lyttede han efter den ru kalden fra kragerne, der kredsede over klitterne og blandede deres skræppen med mågernes skrig. Han tronede på et stykke kraftigt, halvråddent skansedæk, der under en vestenstorm var skyllet op fra en eller anden forlist skude, og stirrede ned i sandet mellem sine nøgne fødder, der havde sorte årer over vristene. Mekanisk rakte han hånden ned mod højre fods afhuggede storetå med en kløende bevægelse med pegefingeren, som forsvandt kradsende i sandet.

– Ush.

Han spjættede ud med foden og kløede sig på næsen. Den havde han endnu. Over det sortgrønne hav piskede vinden hvide skumlinjer ind mod land. De bar et rødt skær med sig. Himlen var klar, men med en mørk toning, fordybet i sig selv. Han kastede et blik ind over stranden, lod øjnene følge de jætteagtige klitters endeløse rækker mod nord. En rød glans lå også i deres hvide sår, revet op af vinden og af sandflugten formet til en vekslen mellem dybe gruber, blødt buede toppe og skarpe indsnit og udhæng. Ingen mennesker var at se. Ingen lyde trængte gennem vindens hvislen ud til ham fra Sønderho, hvis huse krøb i læ og skjulte sig inde bag milerne. Han så igen mod havet.

 

Da han havde slået øjnene op i morges, havde kanariefuglens ensomme sang lydt fra det nordre vindue og dens bur vippet i gennemtrækken. Nætterne var hede, døren måtte op på vid gab dag og nat. Han havde langsomt rejst sig fra alkoven og var gået hen i døren, havde ladet øjnene glide over den nordvestlige klits rundinger, og en bestemmelse var steget frem i ham med en urokkelig kraft. Vinden strøg blid og lun over havet, glattede det ud, men der var spor af rådne dunste fra Ribe i den, hvad enten de nu kom fra byen selv eller fra hans erindringer om den. Fra Ann Katrinns hus på den anden side af nordvestklitten havde der ikke været nogen røg at se. Vinden havde vel båret den væk. Ud af Ann Katrinns arne, væk fra hendes varme arme.

 

Hollænderen skuttede sig på skansedækket og snusede kraftigt ind, nu dagen snart var forbi, løbet ud, som sandet for hans fødder føg væk, for vinden var vendt, var taget til og kom nu ude fra havet med en skarp køling, der svøbte sig om hans hede bryst og gjorde godt under den åbentstående bluse. Spredte lammeskyer drev imod vindens retning under den lave sol. Han rettede hovedet op og så til den ene side, så til den anden. Der var ikke andet end sandet og vandet, luften og solen og den blandede skare strandfugle, så langt øjet rakte. Og hvor Vesterby engang havde ligget med de forunderligt skrånende handelsboder og spidstagede fiskerhytter og forrådshuse, var der nu kun det blåsorte vands brusen. Væk. Alt var væk. Men derude, dybt indsunket i horisonten – var det sorte sejl? Var det igen Den Sorte Enke, som han havde ment at se derude ind under aften, dengang Mathis var sejlet alene ud og blev … Eller var det blot sorte skyer i kimingen?

Hans hånd gled om på ryggen, trak kniven og pudsede klingen i ærmet, til solens stråler blev spejlet af det blanke metal. Så skrev han med skæftets endeknop med brede, dybe spor i det fygende sand foran sig:

 

Ann Katrinn

 

Bestemmelsen var lige så urokkelig i ham, som den havde været i morges – men låst fast holdt den ham tilbage. Himlen rødmede over horisonten i solnedgangens skær, sandet føg ind over navnet, dækkede det, slettede det. Han stak knivens blad dybt ned og skrev igen bogstaverne frem og rammede dem ind med guirlander.

Med den faste bestemmelse i sig havde han dagen igennem været på vej rundt om nordvestklitten til Ann Katrinn, sporene efter hans skridt havde gravet sig dybere og dybere ned i sandet, for når han kom til klittens nordøstrunding, havde hans fødder vendt ham om og ført ham væk fra Ann Katrinn. Han havde ingen ord.

Så havde han da sat sig her for at lede efter ordene. Hans tanker var hurtige, men blev revet til pjalter af de kulinger, der blæste gennem ham. Som udtjente sejl vinden flår i laser. Slået ud af kurs lå han her og huggede i brændingen. Knivens blad blinkede rødt, det lynede fra æggen. Op af havet steg Ann Katrinn – i sin første barndoms skikkelse. For hvert skridt, hun tog, forvandlede hun sig til en anden skikkelse – til den unge Ann Katrinn, så til den voksne, den midaldrende og grånende Ann Katrinn, og til sidst gik den gamle og grå Ann Katrinn op over stranden mod sit hus bag klitten. Gennemsigtig var hun, som vand. Men tørt og uden fodaftryk lå sandet, hun gik hen over. Bortvendt, dragende, sådan kaldte hun igen på ham. Han rejste sig og fulgte efter hendes svindende krop, der gled mere og mere i et med stråenes sitrende, lysegrønne skær og sandets hvislende fygninger.

– Gå væk!

Der sad en dreng krøbet sammen i en vindhulning i klitten med et uudgrundeligt dyb i sine opspilede øjne, der åbent mødte Hollænderens milde blik, da denne med den ene hånd mod sit knæ bøjede sig frem mod drengens lysebrune ansigt. En trodsigt sammenbidt dreng. En sort krølle faldt ned i hans pande. Sandet lå som en krans af lys omkring hans mørke tøj og hele mørke fremtoning, en sand efterkommer af den forsvundne Mathis.

– Hvem skal gå væk? spurgte Hollænderen kammeratligt.

Kragerne lettede med hæse skrig og fløj mod nord.

– Shh, drengen tyssede med fingeren på læberne og masede sig sammenkrummet dybere ind i hulen.

Hollænderen så sig omkring og lyttede. Stadig ikke andet end sand og vand, simrende luft, himlens rødmen og de nu skyggeagtige strandfugle over vandet, hvor Vesterby engang havde ligget. Kun spredte mågeskrig gennem havets brus og sandets hvislen. Kragerne kunne ikke mere høres. Ikke et menneske, ikke flere Ann Katrinn'er i vandrende skygger. Hollænderen rettede sig op med et drillende glimt i øjnene:

– Hvad har du nu gjort, Jep?

– Ingenting.

Jep stirrede ufravendt på Hollænderens hånd med kniven, til manden selv mærkede den i sin næve og stak den i skeden omme på ryggen.

Så kom det frem, at Jep var løbet væk, da han skulle øve sig på sin violin. Han ville hellere ud at sejle, ud hvor Hollænderen havde været. Det, mente Hollænderen, var han for lille til med sine fem år. Men hvis han ville gå hjem og øve sig på sønderhoningen Hollænderen, så havde det alligevel noget med Hollænderen at gøre og med de steder, han havde været, for han havde selv givet Mathis den stump melodi, Mathis engang havde lavet den over.

 

Kort efter var manden og drengen på vej indover. Drengen holdt i den voksnes hånd med et fast greb. Det mørknede.

– Jeg vil godt øve mig på din melodi, Hollænder.

Jep snublede, da han samtidig prøvede at se op i den høje, ludende mands ansigt. Hollænderen holdt ham oppe, og Jep trampede videre gennem sandet.

– Så er du på ret køl igen, nikkede Hollænderen ned mod ham.

– Hvorfor blev Ann Katrinn væk – i luften? spurgte drengen.

– I luften?

Hollænderen stod stille et kort nu, så hastede han videre med Jep halvløbende ved siden af sig og lod spørgsmålet blive hængende i rummet mellem dem det sidste stykke indover. For nu var bestemmelsen i ham blevet til handling – når også purken havde set Ann Katrinns vandrende skygge nede på stranden, var der noget særligt på færde med hende.

Jep fik et venligt, men bestemt puf og måtte selv løbe det sidste stykke hjem, så snart de så lyset fra arnen gennem den åbne frammersdør. Hollænderen drejede omkring på hælene og ilede med lange, tunge skridt ud mod Ann Katrinns hus. Hans kraftige, senede krop vuggede som et skib i søgang, og sandet sprøjtede fra de store fødder.

 

***

 

Stille. Så stille lå huset. Han måtte standse i den lyse aften, i det klare skær fra sandet, og stå her mellem klitgræssets grønne skygger. Den brusen fra havet, han aldrig hørte, fordi han havde hørt den hele sit liv. Nu hørte han den. Så fredfyldt lå huset, at stilheden stod op fra havets syden, gav genlyd i skriget fra den måge, der for forbi med udbredte vinger, slynget ind over land af vinden, der tog til. Så stille måtte han nærme sig den åbne dør.

Han trådte over tærskelen og ind i frammerset uden den kremtende latter, der ellers altid havde kundgjort hans komme, trådte ind til tavshed, ikke til Ann Katrinns som regel lavmælte:

– Erik?

Kun hun kaldte ham det, ikke Hollænderen, som de andre. Der var ingen ild på ildstedet. Der lugtede af kold aske i den smalle, mørke gang, der kun var oplyst i en svag stribe ind over hans fødder. Det kom af skæret fra den sydøstvendte stue. Flammen i en tranlampe på bordet derinde fangede hans blik, holdt det fast, blændede ham, så det flimrede rødt og gult for hans øjne. Han famlede foden uden storetå ind på gulvet. Leret var endnu varmt efter dagens sol. Flimmeret veg ud i kanten af synsranden, og han så Ann Katrinns askeblege ansigt.

Med to store, tunge skridt stod han ved alkoven. Begge døre var slået op. Oven på sælskindene lå hun, så stille, med et svagt smil om munden, med lukkede øjne. Så rolig. Tranlampens flamme blafrede i trækken, hans skygge for rundt på væggene.

Ved siden af Ann Katrinn lå en mand og holdt hende i hånden. Hans hånd var askegrå som hendes, men gennem en mørkere lød i huden. Hollænderen greb lampen fra bordet og holdt den over de to i alkoven. Sådan blev han stående og stirrede i det blafrende skær fra den ene til den anden. Han var en stor mand, Hollænderen, og måtte synke ned i knæ i den lave stue. Han blev stående, til knæene rystede under ham. Han græd uden en lyd og blev våd på brystet. Ved siden af Ann Katrinns døde legeme lå den mand, som tog på havet og druknede for snart tyve år siden. Mathis. Også han var død, men som han lå her ikke for tyve år siden, men for kort tid siden, for han havde ikke været død, da han tog Ann Katrinn i hånden.

 

En skygge, der bevægede sig over væggen, som var den trådt ud af hans egen skygge, fik ham til at vende sig om. Han så ind i et giftigt øje under en gammel kvindes grå, tynde fletning, der lå i en smal krans om hovedet. Tykke røde årer trak sig over øjenæblet rundt om pupillen. En gullig, fedtet væske piblede hele tiden frem og løb ned over et ansigt så rynket som et råddent, runkent æble. Øjet stirrede stift og åbent på ham. Ved siden af sad et mindre, halvlukket øje, der skulede frem under et låg uden øjenvipper, hvad der gjorde ansigtet uanstændigt nøgent. Næsen bulede frem, uformelig, brun, sort og violet. Næseborene var som sorte grotter med grå hår stikkende ud og dominerede hele det forsumpede fjæs. Læberne var smalle og grå, munden stod åben i et vrængende grin med en ildrød tunge hængende halvt ud over de tandløse gummer.

– Nah, du tror måske, du ser bedre ud selv, du Erik, Hollænder – at årene er gået sporløst hen over dig? Ha, ha, ha …

Kvindens ru, hvæsende stemme hånlo – men standsede brat, det store, væskende øje lukkede sig halvt i og stirrede infernalsk på hans ansigt, mens det halvt lukkede øje lukkedes helt.

Hollænderen holdt stadig lampen hævet over sit hoved, men viftede afværgende for sig med den anden hånd. Han trådte et skridt tilbage og så sin egen kniv blinke i kvindens hånd. I et styrtende blik omfattede han hendes lille, sammenfaldne skikkelse i mørkegrønne, folderige gevandter, så sorte årer trække sig over hendes håndryg og hørte sit eget skrig slå tilbage fra væggene:

– Sigrid …

 

I glimtet fra hendes halvt lukkede, væskende øje, før hans krop ramte gulvet og lampen gled ud af hans hånd, så han scener fra sit liv passere forbi som bovbølger, der bruser langs skibssiden, mens det hviner i sejl og rigning …

 

1

 

– Erik!

Han hører moren kalde og sætter hænderne for ørerne. Han sidder inde ved koen med panden mod dens varme mave. Den ligger i halmen og tygger drøv. Hans hue og vanter er slængt op på dens ryg. Han sidder på hug og frosten bider ham i ryggen, i nakken og på håndryggene. Han ruller rundt over den ene fod og kommer til at ligge med ryg og nakke mod koen. Han holder øjnene lukket. Det rumler i koens mave og lyder, som kommer det inde fra ham selv. Lysfaldet gennem revnerne i væggen får hans øjne til at vibrere, til de åbner sig.

Han tager den ene hånd fra øret, holder den op foran sit ansigt med håndryggen vendt mod sig og bøjer tommelfingeren ind i håndfladen, så den bliver væk. Hans far siger, at han, Erik, er lige så gammel som de fingre, han har på en hånd, hvis man tager tommelfingeren væk. Så gammel har han snart været et helt år.

Men Erik føler ikke, han er gammel, og hvad har han med fingre at gøre, og hvorfor skal han miste tommelfingeren?

Nu hører han dem gå og lede efter sig derude foran huset. Hans far kalder på ham. Fjernere og fjernere. Erik presser ryggen og nakken hårdere mod koen. Der bliver stille. Så stille. Kun koens malende tænder og dens rumlen i maven. Ikke flere råb, ikke flere ulvehyl.

Men så knirker der igen skridt i sneen derude fra tavse voksne, der nærmer sig og lukker ord inde og går med en sitren fra det usagte. Erik slår armene om sig selv og gør sig mindre. Nu standser skridtene ved døren ind til ham. De voksne kroppe skygger for lysindfaldet. Erik lukker øjnene igen. Nu er der mørkere inde bag dem. Han sætter hænderne for ørerne. Alligevel hører han sin mor sige:

– Vi hører ikke mere til ulven.

– Nej, svarer hans far kort, – Mads fik ram på den.

– Mads? Ja, stakkels hende, sukker hans mor.

– Stakkels hvem? spørger hans far.

– Ann Katrinn – at hun ikke ved, hun ingen mor har, ikke ved, Bertha ikke er hendes mor, og heller ikke, at det er Mads, der er hendes far. Jeg ville være så ulykkelig over at leve sådan.

– Snak, siger Eriks far skarpt, – kvindesnak, tøsen ved jo ingenting.

– Jamen, den dag hun får det at vide? Nogen skulle fortælle hende det nu, så hun kan lære at leve med det.

– Snak …

Farens stemme er for skarp, utålmodig. Han kan løfte en op og se mørk ud, når den lyder sådan. Og så styrter man ned i skyggen. Erik kniber øjnene hårdt sammen og stikker fingrene i ørerne. Men han hører farens tunge skridt rundt om huset, så tilbage igen og ind i frammerset. Ny kalden fra moren. Bedende og snerrende. Så går også hun ind.

 

Erik klapper koen, griber huen og trækker den godt ned over ørerne, tager vanterne på og puffer langsomt døren op med foden. Så er han ude, løber rundt om hjørnet og ind mellem klitterne. Det er tidlig morgen. Han er sulten, har sneget sig ud før morgenmaden. Det hviner i luften. En skarp nordvesten er i tiltagende og skærer ham i kinderne, fyger sneen op omkring ham, den hvirvler, den danser. Skarpe smæld ind over land, når isen slår revner ved Vesterstrand. Da han ser røgen fra Mossings og Berthas skorsten, får han samtidig øje på Ann Katrinn. Hans far siger, hun er en finger ældre end ham, en tommelfinger. Men hun ser nu ikke ældre ud. Er nærmest ligesom ham selv, kun ganske lidt højere. Han behøver ikke se op til hende. Hun sidder på hug med ryggen til ham ved en spand, vandet er frosset til is i, og hugger hårdt ned i isen med en pind. Det grønne tørklæde blafrer ret ud i vejret fra hendes skuldre. Erik stiller sig med skrævende ben, der gør sig faste og stærke.

– Du ødelægger spanden, Ann Katrinn.

Hun vender sig om så hastigt, at han er ved at træde et skridt tilbage. Men denne gang viger han ikke.

– Pas dig selv! svarer hun hvast og ser skarpt og drillende på ham.

– Pas du bare dig selv, for du har ingen mor.

Ann Katrinn bliver is. To syle af is stirrer på ham. Så griber hun spanden, svinger den i en stor bue og sigter efter hans hoved. Han springer tilbage, den strejfer hans hue, og han siger:

– Mads er din far, at du ved det. Din mor er ikke din mor.

Spanden glider fra hende, dumper ned i sneen, og Ann Katrinn falder om med ansigtet boret ind i armene. Sneen fyger om hende. Dækker hænderne, begraver benene, tilhyller tørklædets snipper, når højere og højere op ad Eriks støvler, til han tramper sig fri og på tå går hen til Ann Katrinn. Kærligt, nænsomt børster han sneen af hende og løfter tørklædets snipper, tager sin hue af, og frostvinden isner hans pande. Han ligger tæt ind mod hende, skubber hendes tørklæde til side. Hans kolde kind mod hendes varme og våde.

– Gå, Erik, gå så væk …

Han rejser sig og går uden at se sig tilbage.

 

– Du har ikke engang huen på, Erik. Hvor har du været?

Hans mor står i døren og trækker ham ind i varmen.

– Ved Ann Katrinn.

– Nu skal du spise.

Hans mor er ikke vred mere. Hun er god til at glemme. Hans far husker altid, og han kommer hjem engang. Ann Katrinn ligger i sneen. Er det sådan, det er at lære at leve med det, når man får det rigtige at vide? Erik stirrer på sin ristede bakskuld og brødet, men spiser ikke noget.

– Er du syg, Erik?

– Jeg fik mad ved Ann Katrinn.

 

Det er aften. Vinden har lagt sig. Erik har holdt sig inde hele dagen. Faren har ikke været hjemme, han må være på vej. Han har været oppe ved den fremmede, ved Mads, ved Ann Katrinns far, som kun de voksne har vidst er hendes far. De har gået de sidste af de gamle garn efter. Erik kryber sammen på sit leje nær ovnen og lukker øjnene. Han vil sove, hele dagen har han villet sove, men dagen har holdt ham vågen. Også nu er han vågen, hele tiden, går hele tiden fra Ann Katrinn, der ligger tilbage i sneen. Der er ild i maven, og kinderne brænder. Hans mor gør rent ude i frammerset, træskeer slår mod krukker og kar. Yderdøren går op og slår mod væggen med en brudt knasen. Ler rasler ned i halmen, og faren stamper sine støvler fri for sne. Så er han inde i stuen og ser hen på Erik med øjne, der er røde i skæret fra tranlampen på bordet.

– Nå, knægt, siger han mildt, – så er du hjemme igen. Hvor havde du gemt dig i morges?

– Jeg var ved Ann Katrinn.

– Ann Katrinn? udbryder faren med et smil og sætter sig tilfreds ved maden, der står parat til ham.

Erik strækker sig lang i kroppen med armene over hovedet. Farens stemme er rund og tålmodig. Han kan løfte en op og se på en, så man falder ind i lys og kan le så meget, man vil. Moren kommer ind med tenen og sætter sig ved bordet over for faren. De ser på hinanden og smiler. Erik sætter sig op med uldtæppet liggende let omkring sig. Forældrenes skygger danser på væggene. Begges ansigter er uroligt oplyste. Næserne står frem som tanger, der rækker ud i havet. Faren spiser og tygger hver af sine store mundfulde længe med lyde som koens.

– Far?

– Uhm?

– Er du så heller ikke min far?

Farens kæber stivner, hele kroppen stivner. Så vender ansigtet sig mod Erik, der rammes af det rådvilde glimt i farens øjne.

– Heller ikke din far? Hvem i himlens navn har sagt dig det, knægt?

Moren har rejst sig og trykker tenen mod maven med forvredne hænder.

– Jamen, Erik …

Tranlampen syder og flammen i vægen er ved at gå ud. Moren trækker geskæftigt vægen fri med rystende hænder. Et kraftigere lys breder sig sammen med osen. Det lugter harskt. Udenfor er aftenen stille. Erik lytter derud. Så hører han sin egen stemme som en fremmed lyd, der kommer til ham udefra:

– Når Mossing ikke er Ann Katrinns far, Bertha ikke hendes mor, Hans ikke hendes bror – men Mads er hendes far, og hun har ingen mor, så …

Den fremmede stemme, der siger disse ord, der kommer fra ham selv, får ham til at græde.

– Hvor ved knægten det fra? hører han faren mumle til moren, som var Erik ikke selv til stede.

– Erik, hvor ved du det fra? spørger moren og sætter sig hos ham.

– De andre har bare … vånder han sig og lægger hovedet mod hendes skulder.

– Jo, Erik, din far er din far, og jeg er din mor. Med Ann Katrinn …

– Det kan knægten alligevel ikke forstå, Lovise.

– Han skal i hvert fald vide det, Einert.

Faren grynter ubestemmeligt, kniven skærer et stort stykke fisk af, og han gumler og gumler.

Lavmælt fortæller moren:

– Da Ann Katrinn blev født, døde hendes mor. Hun hed Ann Mari. Mads er Ann Katrinns far. Han sejlede på langfart i mange år …

– Fem år, indskyder faren gnaskende.

– … og kom så tilbage her i efteråret til Ann Katrinn – Mossing og Bertha har været som far og mor for hende, og Hans som bror. Så, læg dig nu ned og sov, men sig ikke noget til Ann Katrinn. Det skal Mossing og Bertha og Mads selv en dag.

Erik lægger sig tilbage, får tæppet trukket over sig og ser på de to mennesker, der måske ikke er hans forældre.

 

2

 

– Erik!

Halvt oppe ad klitten giver han pokker i råbet og bliver ved med at løbe efter en fjer, der svæver foran ham, båret af sted af den vage vind, der strømmer gennem slugten under ham og presses op her.

Nede på gårdspladsen hænger en nyslagtet gås hægtet op ved benene med rumpen i vejret ved siden af brønden. Den dingler fra en stage, han og faren rejste i morges. Der løber stadig blod fra den overhuggede hals ned i sandet, der hedt og hvidt i solen får rødbrune pletter, når den plumpe, blege krop svinger frem og tilbage i den lune luftning. Katten ligger i skyggen af brøndens murværk og sætter snerrende tænderne i gåsens blodige hoved. Fjerene efter plukningen ligger sorteret i spande inde ved muren. Men i hånden holder Erik den største fjer, udvalgt til Ann Katrinn som gåsefjerpen, og han vil selv snitte den for hende.

En lille, hvid fjer svæver og svajer foran ham, danser og snurrer rundt, op og ned, til siden og omkring igen, og han styrter hvileløst efter den med hovedet skudt frem, svingler og dingler, som stanger han luften med panden og skuldrene, op og ned, til siden og rundt for at komme den så nær, at den strejfer hans kind, før den rammer jorden eller blæser op over klitten og væk over stranden og havet. Berører den jorden eller viftes væk, før han er strejfet, skal han dø.

– Erik, hvad laver du? Kom!

Fjeren fejer i et sammenhængende svæv op ad klitten, hen over marehalm og indhulinger i sandet, som han selv svæver over med kraftige hop. Han halser op og når at puste fjeren nedad, til den i et pludseligt vindstille daler mod jorden. Panisk smider han sig på maven og puster let, så let til den med hovedet mod klitten og sand i mund og hår. Den sejler opad, hænger tøvende, vinden lufter igen og med et vred af kroppen får han ansigtet ind på fjerens læside. Vinden fører den væk, den danser af sted, væk, væk – men glider så i en bred bue ind mod ham, strejfer hans kind som vinden selv, svæver sig fri og føres af en kraftigere iling op over klitten og bort.

Han ruller om på ryggen med udbredte arme og ben og lukkede øjne. Skæret fra sollyset flimrer bag lågene. Hans kinder brænder, heden går ned i halsen, gennem hele kroppen til tæerne. Han sitrer, bliver kold af sved, der perler på panden. Tænderne klaprer, til han igen mærker solens varme og ligger stille, slap og mæt.

– Erik, hvor så du komisk ud. Du skulle have set dine arme – så lange, lange.

Og så ler hun, Ann Katrinn. Ler, så det bliver ved med at rulle med latter mellem klitterne. Ler ad ham. Igen. Han åbner øjnene. Hun står øverst oppe. Første gang hun kaldte, var hun nede i hulingen ved stien på vej op. Så hurtigt hun var nået rundt og op på klitten. Som altid er hun hu hej, hvor man mindst venter hende.

– Så skulle du se dine ben, svarer han, – så lange, lange.

Det er første gang, han ser dem. Vinden glider ind om hendes fødder, folder skørtet ud og holder det der, så han kan se op over læggenes og lårenes rundende lys, der bliver væk i mørke. Hun bøjer sig rapt, trækker skørtet sammen om anklerne og sætter sig sammensnerpet ned.

– Jamen, så tynde og lange som tov dine arme er, siger hun alvorligt, ligesom anklagende og med sammenknebne øjne, – de når næsten jorden.

Det gør dine ben også, og ikke kun næsten, vil han sige, men kan ikke få ordene frem. Han stirrer på hende, til sollyset tvinger hans øjne væk og lukker dem igen.

– Kom nu, Erik, der er sortebær!

Han springer op med et sæt, svimler, svajer og hører sus for ørerne.

– Hvad er der, Erik, kom nu!

Når Ann Katrinn har den stemme på, må man halse efter. Så sker der noget. Og hun er allerede væk, da han igen kan se, og suset i ørerne er forsvundet.

– Ann Katrinn!

– Kom nu – ud på heden!

Hans bare tæer kiler sig ned i det hede sand med en ny følelse af kraft. Så runder han klittens top og ser hende på vej ind mod heden med flagrende skørter. Hun er kommet indover derudefra til ham, helt ude fra Mads, sin rigtige far, som de siger, og som hun løb ud til midt om vinteren, natten efter, han havde fortalt hende, hvem Mads er. Igen og igen er hun gennem årene kommet ind derude fra deres hytte og har hentet ham som i dag …

– Vent på mig! råber han skingrende og ser hende standse op et kort nu dernede.

Så er hun i vildt løb igen – og han efter hende – han løber hurtigere end hun og ved, hvor de bedste bær er. Der er varm, øresusende luft omkring ham, en vind, en hvislen, som kun han kan lave med sin flyvende fart over lyngen. For her på heden, nede i slugterne, hvor dværgbuskene breder sig med gråbrune grene og grågrønne blade, blæser ingen vind i dag. Han er selv vinden. Og nu går det nedad, svagt skrånende, men mærkbart, nåleagtige blade og små spidse, seje grene stikker hans nøgne fødder, men han mærker det ikke, hvirvlende som han er. En orkan, en kraft, der nærmer sig foden af den store, rundende klit, der støder op til det moseagtige område, og der i overgangen mellem klit og mose står revlingebuskene tæt og med overtaget over blåtop, ene og djævelsbid og hedelyng, som ellers gør dem rangen stridig. Han standser ikke op, men glider direkte fra sin flagrende flugt ned på knæ, skraber sig på grene og nåleblade, men ignorerer smerten, har allerede plukket af de fuldmodne, sorte bær mellem de opstigende grene og små, faste blade, kaster et, to, tre, fire bær i munden, tygger deres melede sødme og syrlige friskhed ud i mundhulen, ud over læberne, plukker igen og vender sig om mod de ritchende skridt, der i let løb nærmer sig bagfra.

– Her, Ann Katrinn, de er modne – se mine læber!

Hun står pustende med håret bølgende over skuldrene, der går op og ned og trækker armene med. Hendes øjne vider sig ud. Beundringen åbner hendes læber, der røde og klart tegnede står som blod i hendes ansigt. Han har virkelig sorte læber, ser han på hendes blik, det er sommerens største stolthed – de ravnsorte læber. Og han får nye plukket, en, to, tre, fire – og værsgo – han rækker de nyplukkede bær mod Ann Katrinn, hælder dem i hendes hulede hænder, og hun kaster dem alle i munden på en gang og tygger og tygger og er så selv på knæ. Forsigtigt, påpasseligt sidder hun der med skørtet foldet ind under sig og plukker bær med begge hænder, putter dem lystent i munden, gnasker og smasker. Et vibepar flyver hvinende rundt over deres hoveder, viger ud til siden og kommer smældende, skældende, skrigende tilbage igen og igen, mens børnene umætteligt plukker og spiser. Med sort mund og strålende øjne ser hun med et hen på ham, studser, tygger en mundfuld færdig, synker som med en slurk og spørger:

– Hvad er det?

Så plukker hun videre og spiser. Han ser ned på sin venstre hånd, som han holder langs siden, fri af jorden. I den holder han den store, hvide fjer. Den er hel og uskadt og lyser klart og hvidt med regnbueagtige farvetoninger over sig.

– En fjer.

Hun springer op og fæster sine øjne på den. Igen vider de sig ud og munden åbner sig, tungen spiller sort og fugtig over de sorte læber.

– Den er … Giv mig den!

Erik stirrer på hende, vender sig så tavs mod mosen. Der glitrer vand mellem sivene. Viberne flyver skrigende frem og tilbage, så det skærer i ørerne. Viben, den lille næsvise tingest, der slår som en ring om området, tumler sig i luften og sværger for sig, som var hele området dens. Hør, hvor den skælder og smælder, kryber ikke engang i skjul for musvågen, der kommer sejlende på brede, udbredte vinger – der dykker den – og flyver op med en mus i kløerne.

– Se, Ann Katrinn – musvågen, musen.

– Du vil ikke give mig den.

Han vender sig mod hende:

– Hva'?

– Fjeren, du vil jo ikke engang give mig den.

Hendes øjne er sorte som farens, når man skal holde sig væk, men de er ikke bundløse som hans, man bliver væk i Ann Katrinns øjne på en anden måde, de er knive, som skærer en i stykker.

– Nu er du sur, siger hun, vender sig med et ryk og begynder at gå ind over heden, opover mod den rundende klit.

Langsomt, stivnet i kroppen, går hun, men slynger med armene som løse tove omkring sig. Lange, tynde arme. Erik knuger fjeren i hånden. Eftersmagen af bærrene er besk i munden. Han tørrer sig over læberne med den frie håndryg. Der kommer et sort spor hen over den. Han løfter den anden hånd med fjeren over hovedet og lader armen suse nedad, kaster fjeren mod jorden og tramper den i stykker, tværer den ud mellem grene og blade og bær, ned under plantedækket, ned i sandet. Han ser det alt sammen for sig, mens han i vildt løb hen over grene og blade, lyng og sand knuger fjeren i næven og kalder:

– Ann Katrinn, Ann Katrinn, vent!

 

 

 

Forlag og bogsalg

 

Trykte bøger, lydbøger, ebøger

 

Bestilling hos os:

Ring 98 58 22 00, mail,

eller afkryds i Bestillingsliste.

 

Ebøger direkte fra os leveres

i form af links til download

inden for 24 timer

i formaterne epub, mobi og pdf.

 

Trykte bøger og lydbøger

bestilt inden 13:00 hverdage afsendes samme dag.

Cookies

 

Hverken vi selv, eller one.com, som denne hjemmeside er hostet hos, bruger cookies.

Vi har heller ingen indlejringer fra tredjeparter.