Længslens land Læseprøve

NordØsten

NordOsten Books

 

 

Læseprøve

 

Kolofon

 

Længslens land. Vejen til Jerusalem

© Hugo Hørlych Karlsen, NordØsten Forlag NordOsten Books 2012

 

Sat med Verdana

 

Må digitalt eller i udskrift bruges af køberen af denne ebog.

Må ifølge copyrightbestemmelserne, der beskytter forlagets og forfatterens arbejde, hverken kopieres analogt eller digitalt til andre eller offentliggøres uden forudgående aftale med forlag og forfatter.

 

ISBN 978-87-91493-27-0: Ebog 3. reviderede udgave

ISBN 87-7739-678-2: Trykt bog 2. reviderede udgave

ISBN 87-7739-063-6: Trykt bog

 

NordØsten Forlag NordOsten Books

www.nordosten.dk

 

 

Af samme forfatter om Palæstina hos NordØsten NordOsten Books:

Palæstinas Røde Rose. Laila Atshan, ebog, ISBN 978-87-91493-22-5.

Den palæstinensiske dreng der ikke ville dø. Jamil Abu-Kabir, ebog, ISBN 978-87-91493-21-8.

 

De findes i NordØsten Forlag NordOsten Books’ samlede ebogskatalog:

www.nordosten.dk/E-boeger.html

 

Indhold

 

Dedikation

 

I Barneleg

Kairias stemme

Marias stemme

 

II Ungdomsmod

Kairias stemme

Marwans stemme

Marias stemme

 

III Vandreliv

Marias stemme

Kairias stemme

Marwans stemme

 

Skematisk tidstavle

Skematisk historisk tidsbaggrund for romanens personer

Andre tidsfæstede begivenheder af betydning for romanens personer

Kilder til tidsskemaet

 

Information om bøger af samme forfatter

 

Dedikation

 

Til

Jamil, der i sin barndom legede i Jerusalem

og

Anima, hvis børn og børnebørn nu lever der.

 

I Barneleg

 

Kairias stemme

 

For få dage siden dækkede de røde anemoner, Sarons Rose, som de kaldes i Bibelen, bjergenes og vejkanternes gråbrune jord. Nu krøllede chamsinen, den brændende søndenvind, blomsterne og græsset sammen omkring mig. Mørke og udtørrede lå de frodige vækster svedet mod jorden som asken efter afbrændt papir.

Jeg stod med lukkede øjne og munden på vid gab, vendt imod den svidende vind, der viftede med min kjole som et flag omkring mine ben og udtørrede mig som blomsterne og græsset. Min mund blev tør og brændte som sandet i Negevørkenen, blod og lymfe blev presset ud af mit kød og fordampede sydende fra min hud, der krøllet og branket kun nødtørftigt holdt sammen på knoglerne, mens marven kogte i dem.

Bag mine lukkede øjne sejlede endnu synet af de blomsterdækkede bjerge, som de havde set ud for få dage siden, stod endnu klart og afgrænset den hvide anemone, som jeg havde fundet i skyggen af en stor sten nær ved landsbyen Fassaf, da jeg kom ind ude fra marken. Et sjældent syn så tæt på Jerusalem. I mine øjnes lilla tåger voksede den som en hvid sky, der fylder himlen, mens jeg selv blev til intet i chamsinens hede ånde. Om lidt ville jeg for andre kun være et minde – som det grønne græsstrå, der nu var væk og kun havde efterladt sig et vissent strå under min fod, eller som den hvide anemone, det nu var forgæves at lede efter andre steder end inden i mig selv.

Når jeg var væk, ville jeg være et med den evige verden, helt og holdent brændt jord.

De sidste safter forlod mig, solen glødede og vinden skar sig uhindret gennem mig. Jeg faldt om og blev fejet hen over jorden som et vissent blad, strøg op over skråningerne, ned gennem dalene, ud over de dybe kløfter og ind over de lilla plateauer, til jeg endelig, vægtløs og tom kom i læ af en stor, grå sten, dalede, faldt til ro, lå ganske stille. Og jordens varme blev min egen varme.

– Hvad gør du nu, Kairia? Du er snart for stor til den slags pjat. Du leger mere end du passer din skole og dine pligter herhjemme. Op med dig! Du skal med mig ud i marken.

Jeg blev liggende med lukkede øjne.

– Jeg kan ikke rejse mig.

– Nu kommer du, og med det samme.

– Jeg er et blad, jeg er vissen. Jeg bliver et med jorden og til nyt liv. Før kan jeg ikke rejse mig.

Mor fnøs og begyndte at gå ud mod marken med korte, arrige skridt. Jeg nåede ikke at få barnets dårlige samvittighed, der enten lukker det inde i sig selv eller får det til at bevæge sig ud i verden – isnende koldt vand over mine fødder sendte mig op fra jorden med et skrig og jeg stod blændet med vidtåbne øjne foran far, der sejlede utydeligt for mit blik, ombrust af et hav af røde og gule flammer. Han lo dæmpet. Den tømte spand raslede, da han satte den fra sig.

– Så, nu er du blevet nyt liv, smut så af sted.

Endnu svimmel daskede jeg ud efter ham og soppede rundt i vand og mudder, der kildrede sig op mellem mine tæer. Så løb jeg hen og skyllede fødderne i den anden spand ved brønden, tog mine strømper og sko på og råbte efter mor:

– Vent, jeg kommer.

Men jeg løb i stedet tilbage mod huset.

– Hvad nu? råbte hun.

– Maria! svarede jeg på vej ind ad døren.

Jeg måtte jo have Maria med mig.

 

Jeg var et legebarn til langt ind i min ungdom.

Min far sagde ikke noget til det. Han sagde i det hele taget sjældent noget til noget. Mor derimod var tit irriteret over det, skældte ud og gik så sin vej i vrede. Lidt efter styrtede jeg efter hende og så snakkede vi mere forsonligt om det.

Sådan gik det også denne dag. Jeg kom tilbage med Maria i armen, og mor kaldte hende husets andet forkælede barn.

– Jeg er ikke forkælet, sagde jeg.

– Du er barnlig, mor sukkede.

– Jeg er glad, og det vil jeg altid være.

Jeg dansede rundt omkring mor med Maria i favnen.

– 16 år og leger stadig med dukker.

– Jeg har jo først lige fået hende tilbage.

Vi nåede marken og gik straks i gang med at luge. Jeg havde stukket Maria fast i bæltet. Mor lod sig ikke mærke med noget. Måske havde hun vænnet sig til min leg med Maria. Den gik ud på, at Maria blev væk flere gange hver dag, men jeg fik hende altid tilbage, efter at der var gået mange, mange år. Hver dag.

Jeg strøg Maria over kinderne og hviskede:

– Godt, du er kommet tilbage efter de mange år, Maria.

Mor lugede videre, som om hun ikke hørte det. Mor bestemte over arbejdet. Jeg skulle gøre som hun sagde. Alligevel følte jeg mig stor og betydningsfuld og ikke fri for at være bedrevidende, for jeg kunne læse, skrive og regne – og jeg havde Marwan. Lige nu var han hos sin onkel i Jaffa. Men om et par dage kom han til Jerusalem igen.

Jeg hørte til den første gruppe af piger, der var begyndt at få undervisning i landsbyen Fassaf. Drengene var startet et par år før. De fleste af de gamle mænd, men også nogle af konerne havde været imod det i begyndelsen. De havde ikke haft brug for en skole, men havde alligevel klaret sig godt.

– Ingen af os ved, hvad der kommer, sagde min mor, da de snakkede om det – vores børn skal lære at arbejde, som vi andre har gjort, men også de nye ting. Lad børnene lære dem, så vil tiden vise, hvad de får brug for.

– De får brug for at bruge deres næver og passe deres ting, ikke andet! vedblev den ene af de gamle mukhtarer at sige. Men til sidst var det også kun ham, der sagde det. De andre, både gamle og unge var enige, og landsbyen fik ansat en lærer og indrettet en skolestue.

Mors utilfredshed med min barnlige legelyst stak måske ikke så dybt. Den afholdt hende i hvert fald ikke fra at væve og sy en brudekjole til min dukke Maria og give mig den til min 15 års fødselsdag. Dukken havde far skåret ud i træ, da jeg var lille.

Jeg lugede i hælene på mor og mærkede Maria mod min side. Jeg fik hende på en måde, som kom til at hænge uløseligt sammen med nogle af de mest afgørende begivenheder i min barndom.

 

***

 

Det var i 1936. Jeg var lige fyldt fire år og vi var på en af de yderst sjældne rejser væk fra Fassaf og gården. I tre dage opholdt vi os hos min moster Laila og hendes mand, onkel Jamil i Jaffa.

Onkel Jamil var tømrer og boede nær havnen i en smal gade, hvor alle kendte hinanden. Han var selv født og vokset op der. Huset og den dertil hørende tømrerforretning havde han overtaget efter sin far, der selv havde overtaget det hele efter sin far, der som meget gammel en dag faldt død om på høvlebænken. Da man ville løfte ham væk, kunne man ikke vriste høvlen fra ham. Hans næve havde i dødsøjeblikket lukket sig fast omkring håndtaget. Så begravede man ham med høvlen i hånden.

Moster Laila var en af de få kvinder fra vores landsby Fassaf, som var blevet gift med en uden for landsbyfamiliernes kreds.

Vi var alle bønder og levede af at dyrke oliven, citroner og appelsiner på de store marker ude omkring Fassaf. På jordstykkerne nærmest ved husene avlede vi grøntsager til eget forbrug. De fleste familier havde en lille flok får, hertil kom kraftige okser og heste til det hårde arbejde på markerne.

Fassaf havde ry for at have områdets dygtigste håndværkere til at arbejde i træ. Vi kunne lave særligt holdbare trækonstruktioner til huse, båse, vogne og redskaber, og vi havde en rig tradition for træskærerarbejder. Ikke noget vi solgte, men brugte som gaver indbyrdes og over for fremmede. Det eneste, vi faktisk var nødt til at skaffe udefra, var plovjernene. Dem købte eller byttede vi os til hos smeden i den nærliggende landsby Al Quarin. Men selve ophængningen til jernene lavede vi selv.

En dag et par år før jeg blev født var der kommet en ung mand fra Jaffa ved navn Jamil og havde spurgt, om han måtte bo i vores landsby nogen tid og lære træhåndværket af os. Han var selv tømrer, havde set nogle af tingene, vi havde lavet, og ville betale for sit ophold ved at arbejde på lige fod med de andre mænd. Han kom til at bo hos min morfar, der var mukhtar, blev i to år, og da han rejste igen, var han blevet gift med den ældste af min mors søstre, Laila, som tog med ham til Jaffa.

Det var lang tid siden, nogen var flyttet fra landsbyen sidst.

 

På det tidspunkt, vi rejste til Jaffa, var onkel Jamil lige blevet færdig med at restaurere deres hus med nye døre og vinduer. Bag huset var en gård, hvor hønsene gik og skrabede i sandet og pikkede i de muslingeskaller, børnene hentede hjem fra stranden. Fra husets bagside rakte et halvtag ud over sirligt stablede planker og tømmerstokke. I det ene hjørne stod en trækvogn i form af to høje hjul på hver side af et fladt lad og to håndtag, der ragede ud i den ene ende, så onkel kunne skubbe den frem nærmest som en trillebør.

Mor, far og jeg ankom først på eftermiddagen. Solen brændte ned over byen, og i onkels baggård var der varmt som i ovnen hjemme på gården, når mor bagte, eller som når chamsinen sved sig ind over os.

Men det her var anderledes. Deres hus var så indelukket af andre huse og man skulle stå flere sammen på så lidt plads. Og her var en stillestående luft, ikke en brise rørte sig, det lukkede sig sammen omkring mig, som var jeg inde i en ovn. Derhjemme var jeg ude i det fri, ude i blæsten, i det åbne rum, for kort før min fødsel var far og mor flyttet uden for Fassaf, der lå meget højt, og ned i de mere frugtbare områder, hvor landsbyens større marker lå, og hvor der endnu var uopdyrkede arealer, som tilhørte den. Sammen med nogle få andre, der også flyttede derud i en periode, skulle far og mor rydde og opdyrke et af de mest frugtbare plateauer, som lå yderst, og som min farfar for øvrigt gerne ville have haft inddraget, men som han ikke nåede at få bearbejdet, før han døde. Nu så min far en naturlig ære i at få det gjort og gik i gang med stor iver.

Det var imidlertid et større arbejde, end de havde forudset. Ikke blot var der mere stenet, end de havde troet, men også visse steder mere sumpet end frugtbart. Området var imidlertid som helhed så meget værd, og vi kom til at holde så meget af stedet, at far med hjælp fra de andre i landsbyen, der sommetider kom ud og arbejdede med flere dage i træk, udvidede og forbedrede huset, så vi kunne bo der længere. Han byggede også en lade og indstillede sig på at blive der i flere år, til de nye marker var helt kultiveret og vi kunne flytte tilbage til vores hus inde i Fassaf. Herfra ville vi så som tidligere tage ud og passe vores del af det fælles markområde på samme måde som de andre.

Da vi kom til Jaffa, var jeg derfor vokset op med masser af plads og kendte ikke andet udsyn end ud over vide marker, for de omkransende bjerges tunge kupler lukkede sig ikke sammen om os, men åbnede landet mod himlens frie rum.

 

Ikke blot gårdspladsens snævre rum bag moster Lailas og onkel Jamils hus, ikke blot den forvirrende, på en gang indeklemte og trygge følelse af mange sammenpressede mennesker på det lille område og i byen omkring os, men også duften på stedet gjorde mig forstemt og urolig. Den var bedøvende så det svimlede for mig. En tæt, frisk og påtrængende lugt af træ, maling, nyvasket tøj og krydderurter som lå til tørre, et koncentrat af alt, som solens stråler kunne presse den mindste saft fra. Den var ikke let og flygtig som duftene ude på gården, som briserne med anelse af søde rosiner, når de lå til tørre på vores tag, eller som de honningagtige luftninger fra urterne og blomsterne og de mere fyldige lugte fra stalden og fra markerne efter regnvejr. I det frie landskab omkring gården kunne jeg med få skridt gå fra den ene verden af dufte ind i den anden.

 

Da vi trådte ind i onkels og mosters gård gennem den smalle port ude fra gaden, jagtede en dreng på min egen alder og en lidt større dreng hønsene derinde, så sandet stod op omkring dem. Min onkel kom farende ud, tog dem i kraven og viste dem nogle mindre voldsomme lege, de kunne lege med muslingeskaller, mens deres mor fik snakket færdig med moster Laila henne i døren ind til huset.

Men da onkel Jamil og moster Laila fik øje på os, som vi stod tilbagetrukne i skyggen henne i porten, bredte de armene ud og kom hen og omfavnede os, mens hønsene gemte sig inde under trækvognen og de to drenge krøb sammen henne ved bræddestablerne under halvtaget og skottede ud til os med plirrende øjne. Deres mor blev stående i døren med et stort smil.

Hun var besynderligt lys i huden, og hendes hår havde en gylden, rødlig glans, som jeg aldrig før havde set stråle over og omkring noget menneskes hoved.

Da drengene krøb frem fra deres skjul, var også de lysere, end de mennesker, jeg var vant til at se, og især den yngste havde samme røde hårfarve som sin mor, mens den andens var mørk som vi andres. Jeg stirrede betaget på den ild, drengen og hans mor bar på hovedet.

Onkel viste os imidlertid ind i sit værksted med vores oppakning, så vi kunne få den sat fra os, mens moster fik ordnet noget færdig med de to drenges mor, kvinden med ildhåret.

Værkstedet var fyldt med træ i forskellige længder og tykkelser og med redskaber, hængt pertentligt op på væggene og lagt sirligt til rette på bordet.

Onkel Jamil var en kæmpe af en mand, høj og kraftig med overarme så tykke som fars lår. Men hans stemme var mild, næsten syngende i tonefaldet. Han viste os med håndværkerens stolthed over fuldført arbejde, at han havde været ved at læsse træ på sin trækvogn. Der lå økseskafter, hammerskafter og tre billedrammer, bestillingsarbejder som skulle afleveres inden aften. Men han tog sig tid til at snakke med hånden hvilende på trækvognens ene håndtag.

Jeg hørte ikke, hvad de voksne snakkede om, men så uafbrudt på moster Laila. Jeg havde ikke før mødt hende eller onkel Jamil, kun hørt de andre tale om dem, især om den store bryllupsfest ude i Fassaf. Den varede i 40 dage. En af de unge knægte fra landsbyen, Sami Khatib, slog ved den fest igennem som al hadda, forsanger og -danser. Han var siden da den ubestridte fører, når der skulle synges og danses. Sami Khatib havde også sunget for, da alle landsbyens beboere sang afskedssangen ved moster Lailas og onkel Jamils afrejse mod Jamils hus i Jaffa.

Moster Laila var lige så stor som sin mand, kraftigt bygget, men dog mere slank og med et tykt sort hår, som hun med rolige bevægelser hele tiden strøg væk fra panden. Hun lignede min mor noget, men ikke helt. Hun var højere end mor, smilede på en anden måde, så man tydeligt så tænderne, hendes stemme var dybere. Denne blanding af lighed og forskel gjorde hende mere fremmed end andre mennesker, der ikke på nogen måde lignede mor eller far, men bare var dem selv i total forskellighed.

Lige fra vi kom ind i gården havde jeg trykket mig ind til mors skørter og holdt far i hånden – et sikkert sted og et fast holdepunkt, hvorfra jeg på afstand kunne holde øje med omgivelserne og holde sammen på os alle tre mod de mange indtryk, der væltede ind over mig. Der var ofte besøgende hjemme hos os på gården, når familie og venner inde fra Fassaf kom ud og havde børnene med. Men dem havde jeg altid kendt og det var et mere stille liv. Selv når jeg var med inde i Fassaf, var der mere åbent mellem husene og markerne videde sig altid ud omkring os. Her i Jaffa var alting så sært fremmed – særlig sært fordi det var min mors søster og hendes mand og venner, som jeg ikke kendte.

At disse få dages besøg i Jaffa på katastrofal vis skulle sende moster Laila og onkel Jamil ud på vores gård og tilbage til Fassaf drømte ingen af os om i det øjeblik, drengenes mor var blevet færdig med at snakke med moster, gik ud gennem den mørke port og forsvandt i den skærende lyse og støvede gade i retning opover, væk fra havnen.

 

Hun tog ikke sine drenge med sig. De fik lov til at blive og ville have mig med i deres lege. Men jeg kunne ikke kaste mig ind i deres flagren omkring. Jeg hang stadig bogstavelig talt fast i mors skørter. Til sidst opgav de at lokke mere med mig og blev opslugt af deres eget.

Det gjorde mig mere tryg. Jeg så mig nøjere, nu mere nysgerrig end angst omkring og indsnusede igen den mættede, krydrede lugt. Inde på værkstedet var lugten af træ og spåner overvældende. Der var ikke ret meget køligere end udenfor, men fra det skyggefulde rum virkede gårdspladsen udenfor som en verden uendeligt langt borte, sådan lyste og vibrerede luften mellem husene, og sådan flød farverne fra murene, hønsene, det hvide støv, urterne og blomsterne sammen. Drengenes stemmer lød som fra en dyb brønd.

Pludselig var de væk. Et kort nu to streger, der vibrerede i luften, og så var også stregerne tonet bort.

Jeg slap taget i mors skørter, hørte de voksnes stemmer omkring mig og jeg satte mig ned i spånerne og begyndte at finde de smukkeste former, som jeg lagde for sig selv for senere at rimpe dem sammen til en kæde om halsen. Jeg følte mig hjemme i den velkendte trælugt og beskæftiget med en leg, jeg så tit havde leget derhjemme, når far høvlede ude i laden. Han reparerede skovle og økseskafter, vinduer og bjælker til taget, et nyt lad til vognen lavede han og dørtrin til huset. Han så nu anerkendende rundt på onkels arbejder og jeg glemte alt omkring mig i de nyhøvlede spåner, der duftede så stærkt. Jeg borede mig længere og længere ind i den store bunke og fandt stadig smukkere høvlspåner. Trætheden efter turen, varmen og de mange indtryk bedøvede mig, så jeg mere sov end legede vågent og bevidst.

Da fik jeg en våd, varm ånde i nakken, og en kvælende lugt af råd og udtørret fisk lukkede sig omkring mig. Jeg gispede og skreg. En sort hund blottede sine store, gule tænder, snerrede og slikkede sig om munden, bøjede sig ned over mig, puffede mig med sin våde, kolde snude bagover, ind i spånerne og stod tungt åndende med snuden under mit øre og savlen dryppende ned på min skulder fra dens slaskende tunge. Jeg skubbede mig dybere ind i bunken af spåner med stive ben og hælene boret ned i gulvet. Den fulgte efter, snusede til mit hår og min hals. Jeg var alene. De andre var gået uden jeg havde hørt det.

Så dukkede en rød hårtop op ved siden af hundens kæmpehoved og en lys arm lagde sig omkring den sorte hals.

– Så, så, Mutsa, sagde drengen med lav og fortrolig stemme, – du må ikke gøre pigen bange.

Han lagde sin kind mod dens korte, brede snude og kløede den bag øret. Hunden nikkede med sit firkantede hoved og gik med ham et par skridt tilbage.

– Kom bare, sagde drengen til mig, – Mutsa kan godt lide dig. Kom og klap den.

Langsomt kravlede jeg ud fra bunken med spåner i håret og på tøjet. Drengen hjalp mig ivrigt med at blive børstet af. Han bankede så hårdt, jeg skulle til at sige av, men så holdt han op. Hunden stod ved siden af ham og hang med hovedet og glippede med øjnene, mens dens lange, sorte hale fejede frem og tilbage over gulvet, så støvet stod op omkring den.

– Jeg hedder Sami, hvad hedder du?

– Kairia.

– Kom og leg, Kairia. Det er Hameh.

Han pegede på sin storebror, der i det samme kom løbende ind på værkstedet.

– Kom! udbrød Hameh og var allerede på vej ud igen, mens han ivrigt råbte: – Vi vil ned til stranden. Der er muslingeskaller. Der har været pålandsvind så længe, så de ligger i bunker dernede.

Som en flok græssende heste kan slå over i samlet galop ud over sletterne, når blot en ivrigt og kraftfuldt løber af sted, lader også børn sig tit rive med af et andet barns begejstring, når eventyret venter lige om hjørnet. Sami og jeg fulgte stakåndet efter Hameh.

Hameh løb med lange, springende skridt, Mutsa hoppede stor og sort bjæffende af sted ved siden af ham og vendte indimellem sit kæmpehoved om mod Sami og mig. Vi måtte lægge alle kræfter i for at følge med vores to mere langbenede førersvende. Folk lo ved synet af os og trådte til side med opmuntrende tilråb, men en gammel kone med en kurv appelsiner i hver hånd truede efter os, da Mutsa stødte mod den ene kurv og appelsinerne trillede ud over gaden. Det fik os ikke til at standse. Tværtimod, det gjorde blot flugten vildere.

Støvet stod op omkring os, og et brændende nu tænkte jeg på min nyvaskede kjole og mine rene strømper og sko, på mors påpasselighed og formaninger under rejsen. Men så var også det glemt og jeg fulgte blindt drengen og hunden med store øjne, der med et så det – det uendelige hav med de rullende bølger, der slog ind over sandet, flyttede rundt med sten, tang og muslinger, sendte solens stråler fra sig mere skærende end solen selv. Helt, helt blåt lå det der med en simrende dis over sig, kaldte mig ud i dets sugende strømme.

Vi smed sko og strømper. Mine bare fødder kilede sig ned i det skridende sand, og så ud i vandet, jeg med opkiltet kjole, der straks blev gennemblødt. En vidunderlig væmmelig fornemmelse med det våde tøj slaskende mod lårene.

Her kunne jeg i større målestok end hjemme på gården lege Jesus, der går på vandet. Nu ikke blot ved hjælp af en balje vand, som skulle forestille havet, og en firkantet, afskåret stump træ fra fars værksted som Jesus. Nej, til rådighed for min forestillingsevne havde jeg et hav og en tyk planke, som Sami og Hameh hjalp mig med at få skubbet ud.

Jeg så betaget på planken, der vældigt vuggede på bølgerne. Sådan var Jesus gået hen over dem. Vi legede selv Jesu disciple i strandkanten. Vandet slikkede varmt og kildrende omkring tæerne. Mutsa gøede, sprang ud i vandet og puffede til bjælken, svømmede ind igen og løb vraltende op på sandet med gennemblødt pels, som han rystede kraftigt. Jo mere Mutsa rystede sig og oversprøjtede os med sand og saltvand, jo højere hvinede og lo vi. Drengenes lyse, kåde stemmer var så tæt på, som råbte de inde fra mine egne øregange, og samtidig var de som fjerne, kaldende fuglestemmer fra disen over vandet.

Da afbrød de voksne brat vores leg, vrede over, at vi selv var løbet til havet, og at de havde måttet gå ud at lede efter os. Vi blev ført håndfast hjem. Far havde et fast tag i min overarm, mor gik med mine våde og sandede strømper i den ene hånd og skoene i den anden. Min kjole var drivende våd og plettet af sand. Hameh og Sami småløb af sted lige foran deres mor som indesluttet af hendes halvt udbredte og gestikulerende arme, der indimellem greb fat i en af drengene og rystede ham vredt og advarende. Drengenes lommer bugnede af muslingeskaller og sten. Jeg havde ingen lommer, men i min frie hånd knugede jeg en muslingeskal, en lille, rødlig en, som var særligt smuk med lyse og mørke partier og striber der lignede sølv.

– Hvad har du der i hånden? Lad mig se! mor nikkede mod min hånd med muslingen.

Vi var nået ind i byen og stoppede op midt på gaden. En gartner med en kærre læsset med appelsiner og dadler måtte kante sig uden om os og nåede at veksle et par ord med min onkel. Jeg åbnede modvilligt hånden og mor tog muslingeskallen fra mig, mens jeg så mig omkring: Hvor var den gamle kone, hvis appelsiner blev spredt ud over gaden, da vi styrtede forbi?

– Den er smuk, udbrød drengenes mor, – hvor er den dog smuk.

Mor holdt den op imod lyset.

– Den må du passe godt på, Kairia.

Far ville også se den og nikkede.

– Den er virkelig smuk. Et smykke. Du må have et skrin, hvor du kan gemme den. En ring og halskæde får du nok også en dag.

Jeg glemte den gamle kone og hendes appelsiner, knugede muslingen i hånden og tænkte på mors skrin, som hendes far engang havde lavet til hende af lyst træ med udskårne figurer. Der gemte hun sine smykker, ringe, ørenringe, halskæder og brocher i sølv og guld. Det meste havde hun arvet efter sin egen mor. Det havde været i vores families eje generationer tilbage. Men et par ørenringe og to ringe havde hun fået af far, og en halskæde og broche havde hun selv købt i en landsby nord for Fassaf. Sådan et skrin ville jeg også få, og smykker. Måske nogle af mors.

Mutsa hoppede utålmodigt omkring og gøede – højere og voldsommere, jo mere drengenes mor prøvede at få den til at blive rolig. Men da Hameh talte blidt til den, blev den med det samme helt stille og stod blot og stirrede på ham.

Mine bare tæer kilede sig ned i gadens varme støv, jeg slækkede lidt på grebet om muslingen, kiggede stjålent ned til den og knugede igen omkring den.

Da vi kom hjem til onkel Jamil og moster Laila, tog jeg et grønt tørklæde, puttede muslingen ind i det og slog en knude omkring den. Så lagde jeg tørklædet ind i hjørnet ved den ene skillevæg på en hylde over vores rejsetasker. Nu var den gemt og lå godt og sikkert.

 

Næste dag hentede Hameh og Sami mig ud at lege i udkanten af byen. Det kildrede af spænding i min mave, når vi legede frem og tilbage mellem husenes skyggefulde områder og de lyse sand- og lyngområder længere væk, hvor solen sved og stak. Når vi kom ind i skyggen, kunne vi ikke se noget, fordi øjnene havde vænnet sig til sollyset ude i det uskærmede område, og når vi kom ud i det inde fra skyggerne, blev vi blændet. Vi legede “put” inde mellem de yderste huse, og “fange land” og “far-mor-og-børn-på-rejse” ude i lyngen og sandet.

Efter knap et døgn var enhver tidsfornemmelse væk. Jeg havde altid været her i dette levende nu. Livet hjemme på gården og i Fassaf tilhørte et fjernt land, jeg havde forladt for længe, længe siden. Men det levede så stærkt i mig, at jeg kunne træde ind i det igen når som helst.

Hvor meget af dagen, der var gået, ved jeg ikke, men pludselig fyldtes luften over os af en støj, der var skarpere end torden. Vores leg standsede brat og vi stirrede med sammenknebne øjne op i den blændende himmel. En flyvemaskine fløj lavt hen over os og slap tusinder af hvide fugle løs. De flagrede ud til alle sider og dalede ned over os med flaksende vinger som var de vingeskudte.

Så hørte vi råb og gråd inde fra gaderne og fra gårdene mellem husene. En kvinde med opspærrede øjne løb forbi os med sit spædbarn i favnen, mens hun kaldte på sin mand. Vi nærmede os husene og så folk fange de flagrende fugle, der forvandlede sig til papir mellem deres fingre. Nogle gik op på de flade tage og holdt anråbende et stykke papir ud fra sig, åbnede hænderne ud mod byen, ud mod landet omkring dem, og vendte sig igen mod himlen. Vi gik på jagt og fik samlet adskillige sedler, som vi løb hjem til drengenes mor med.

Hun stod med et forstenet ansigt og stirrede på et af papirerne. Sami rakte forsigtigt et nyt frem, som han havde samlet op, men hun afviste det og bad ham smide det. Så tog hun os med hen til onkel Jamil og moster Laila. De stod ude i gården sammen med mor og far. Gården flød med det nedkastede papir. De stod hver med en seddel i hånden. Moster græd, mor græd, far og onkel så fortvivlede og vrede ud.

– Hvad er der? spurgte jeg og græd under indtryk af den desperation, der som en ild havde bredt sig gennem byen og forvandlede onkels og mosters, mors og fars ansigter til grå sten, dækket af aske.

– De vil ødelægge byen.

– Hvem?

– Englænderne – soldaterne.

– Hvem?

Ingen svarede mig. Alle snakkede igen i munden på hinanden. Men Hameh trak i mig, satte sin mund tæt hen til mit øre og hviskede hæst:

– Dem der slår os ihjel.

– Jeg vil ikke dø. Jeg vil hjem, græd jeg.

– Hold op, Kairia, det er ikke sikkert, du dør. Det er vist ikke altid alle, der dør. Det går nok det hele, svarede Hameh trøstende og irettesættende på en sært voksen måde. Men hans ansigt var ligblegt.

De voksne satte sig ind i stuen. Af og til løb et par af dem ud og snakkede med naboerne. På et tidspunkt kom flere mennesker ind i stuen. De talte lavt, intenst, voldsomt sammen. Ikke kun kvinderne, også et par af mændene græd. Nogle unge mænd knyttede næverne og truede op mod himlen. Så rystede de andre på hovedet.

Jeg var fortvivlet. Vores leg var blevet afbrudt. Skulle vi allerede hjem? Jeg fik ikke stillet spørgsmålene, men det blev klart for mig, at de nedkastede sedler og uroen, det havde skabt i byen, ikke ville føre til, at vi tog hjem før tiden.

Jeg krøb sammen bag mors stol og hørte hende sige:

– De skal ikke få vores liv til at smuldre. Vi skal blive ved med at leve vores liv som det er vores. Vi bliver her, som det er bestemt, og tager hjem, som det er bestemt, ikke før.

Der blev ikke roligere omkring os. Men visheden om, at vi skulle blive der, fik mig til at vende mig imod barnets glæder igen. Snart legede Sami, Hameh og jeg på ny opslugt med små stykker træ, sten og tøjstumper i den ene ende af stuen, glemte de voksnes ophidselse og vågnede først op fra legens verden, da far kom ud og hentede os i gården, hvor vi var endt og i gang med at grave veje og bygge bjerge, mens hønsene kaglede og skrabede omkring os.

Det var blevet aften og langt over spisetid. Vi mærkede med et, hvor sultne vi var, og drengene gik hjem sammen med deres mor, der ikke ville blive og spise med.

– En anden gang, sagde hun, – netop en dag som i dag er det bedst at lade alt være ved det normale så vidt muligt og ikke lade sig skræmme.

Da hun var gået, hørte jeg træt og søvnig moster Laila hviske:

– Hun har ellers prøvet sit.

Jeg så mor bevæge læberne, men hørte ikke hvad hun sagde, så træt var jeg – mine øjne gled i, et kort øjeblik hvirvlede dagens indtryk igennem mig, så faldt jeg i søvn på stolen, lænet ind mod fars arm.

 

De næste dage legede jeg mig igennem sammen med Sami, Hameh og Mutsa. Jeg blev så tryg ved dem, at jeg frit gik med i lege sammen med de andre børn i byen også, når blot Sami og Hameh var med og var på mit hold. Far hjalp onkel Jamil med at snedkerere og køre ud med færdige ting, mor hjalp moster Laila med at sy og passe urtehaven, de havde uden for byen. De voksne var enten tavse eller snakkede indesluttet sammen.

Sådan var det overalt i byen. Og som det ofte sker, når de voksne bliver optaget af alvorlige og tyngende forhold, legede vi børn endnu mere let og lystigt, men også mere vildt for at opveje den tunge atmosfære og modarbejde følelsen af en truende fare.

Når jeg i dag tænker tilbage på de dage, ser jeg dem som en styrten gennem gaderne, en boren sig ind og ud mellem husene og en flugt over gårdspladserne, en ustyrlig, henrykt flagren ud over de sandede områder bag byen med Mutsas vældige gøen rungende i den sitrende luft. Og hver dag blev afsluttet med en udmattet falden om om aftenen og et styrtdyk ned i en bevidstløs søvn, der den sidste dag endte i en brat opvågnen:

 

Alt var gået så hurtigt – hårde slag mod døre og vinduer, råb, skrig og gråd, far der holdt mig ind til sig for at beskytte mig mod fremmede mænds slag med geværkolber, mens de jagede os ud af huset. Så stod jeg sammen med far og mor, onkel Jamil og moster Laila, Sami og Hameh og deres mor og mange, mange andre mennesker fra byen. Vi var omringet af soldaterne, der havde jaget alle byens beboere ud og holdt os væk. Grædende, fortvivlede, vrede søgte flere at komme forbi soldaterne og tilbage til deres hjem. De blev slået væk med geværkolber eller truet med skud for foden eller over hovedet.

Der lå onkels og mosters hus, klemt inde mellem de andre, men dog så tydeligt. Mit tørklæde lå derinde, skjult på den lille hylde på skillevæggen, hvor jeg havde gemt det med muslingeskallen i. Jeg så den for mig og styrtede ud mellem benene på de voksne, væk fra den sammenpressede gruppe mennesker og hen mod huset. Soldaterne rykkede tættere sammen og pegede på mig med deres rifler. Mor skreg efter mig. Jeg hørte skridt bag mig og fars råb:

– Kairia!

Jeg løb endnu stærkere efter mit tørklæde og min muslingeskal. Der faldt et skud og støvet stod op omkring mig. Jeg løb videre. Far var lige bag mig og stønnede med en hæs lyd. Et nyt skud, en skarp smerte i mit knæ og fars råb:

– Kairia!

Et tredje skud og en hvislen forbi mit øre. Far fik fat i min arm, slyngede mig op fra jorden med en kraft og en vrede, som kun angsten for døden kan give et menneske, og bar mig tilbage til de andre, mens tårerne løb ned over hans ansigt.

– Vær god ved hende, sagde drengenes mor med det brændende hår, – hun forstår ingenting.

Gennem tårer så jeg over fars skulder moster Lailas og onkel Jamils hus stige op fra jorden, blive hængende i luften et kort nu, som havde en usynlig snor fra himlen løftet det op og andre tråde trukket murværk og træværk let fra hinanden, så det hele blev gennemsigtigt som en fast skovlfuld sand, der kastes op i luften, et kort nu hænger spredt ud – og synker til jorden.

Sådan sank mosters og onkels hus i grus, og i samme øjeblik slog lydbølgen fra eksplosionen sammen over os.

Sami skreg højt og tudede, så skærende, at jeg holdt mig for ørene. Men Hameh stod tavs, hans smalle drengeansigt var granit. Tårerne fra en lydløs gråd løb ned over deres mors kinder, og hun lod Sami putte sig ind mellem sine ben, så han næsten blev væk i hendes skørter.

Da fik mor øje på mit knæ. Det blødte. Projektilet havde snittet knæskallen og jeg græd nu en anden gråd over smerten i såret og synet af blodet.

 

***

 

Vores gård lå helt, helt stille, som trykket mod jorden, som søgte den ly for chamsinen, der peb udmarvende hed omkring den. Træer og buske krøllede sig sammen og visnede væk. Jorden blev sort af afsvedet græs, markerne grå og ufrugtbare, alt begyndte at duve som det rullende hav ved Jaffa. Kun vores gård lå stille, aldeles stille. Upåvirket af stormen og jordens bølgen. En smal, lysende grøn ring omkring den holdt vinden og det sorte væk. Solen blinkede i ruderne. Urokkelig og urørlig stod vores gård midt i ødelæggelserne. Jeg løb frem imod den. Min krop var en brændende flamme, mine øjne sved. Jeg løb og løb, som ild der fænger gennem tørt græs. Jeg svævede op fra jorden, uendeligt langsomt. Mine flammende ben blev hængende i den bølgende mark. Jeg ville råbe, men chamsinen sved min tunge af, lukkede min mund og brændte mine læber. Et kraftigt ildskær skød ud gennem revner og sprækker, gården smuldrede til sort aske, der blev blæst ind mod Fassaf, hvor det ene hus efter det andet opløstes, blev til aske og fejet væk. Hvide, vingeskudte fugle flagrede skrigende op fra de sorte, hvirvlende fnug, antændtes af den brændende vind, flammede op et kort nu og blev til svedne stykker papir, der samlede sig til mørke skyer over den glødende horisont. Skyerne kom nærmere og nærmere. De gled ind over mig. De trak ilden med sig. Den sprang frem imod mig med røde, savlende tunger, der lugtede af rådne fisk. Jeg hørte et skrig, vågnede og stirrede op i loftet. Jeg var lam. Sveden drev ned ad mig, blev kold og sengetøjet vådt og klamt. Jeg rystede af kulde og vidste, jeg skulle dø.

Jeg lyttede ud i rummet. Væggene trak vejret med en tung stønnen, men vinduerne lukkede månens milde lys ind til mig, og som en lyd, der langsomt kommer nærmere langt borte fra, hørte jeg de andres åndedrag i huset. Den kolde sved tørrede ind, sengen blev igen varm og blød. Vores gård stod endnu. Mor og far var her endnu. Jeg var hjemme. Min krop kunne igen bevæge sig. Mine hænder gled over mit eget ansigt og ned til arret på knæet. Der ville intet ske os. Også de andre var trygge her på vores gård.

Drømmen tonede bort, jeg lukkede øjnene. Jeg var så træt og ville sove, men oplevelserne fra Jaffa skød frem, levede deres eget liv bag mine urolige øjenlåg: Knirkende kærrer fyldte med dyner, skabe, brogede bunker af tøj, og med børn der lå og så tilbage mod deres bortsprængte hus, en mand og en kvinde der gik ved siden af en overlæsset vogn og holdt fast i hovedtøjet på hesten, en kvinde der kom gående alene med to små børn, en i hver hånd, en skinnende hvid bylt over skulderen og en hængende ned foran, på vej ud af byen, forbi de engelske soldaters truende våben, mens der lød, eksplosion på eksplosion og den underlige, mutte lyd af huse, der styrter sammen. En mand der græd, børn der skreg og kaldte, andre soldater i det fjerne ved deres militærbiler.

Sådan sluttede vores dage hos onkel Jamil og moster Laila.

 

Med visheden om, at vi var hjemme igen, faldt jeg endelig i søvn igen og vågnede tung i hovedet til det overfyldte hus. Vi havde taget onkel Jamil og moster Laila med os hjem til gården sammen med Sami, Hameh, deres mor og Mutsa. De var alle drevet fra deres hjem af englændernes bortsprængning af deres huse, var blevet frarøvet alt af værdi og havde ikke andre steder at tage hen.

Vi var rykket sammen, så onkel og moster kunne sove i den ene ende af stuen inde hos os, mens Sami, Hameh og deres mor fik det lille rum bag køkkenet.

Onkel havde noget opstablet træ og noget værktøj liggende hos nogle venner i den anden ende af Jaffa til en renovering, han skulle have været i gang med. Han rejste flere gange frem og tilbage mellem Jaffa og vores gård for at få det meste med sig, men meget måtte han sælge.

En dag, han skulle komme tilbage fra en sådan tur, sad jeg og ventede på ham, men min mormor og morfar, der var kommet på besøg inde fra Fassaf, kom ud inde fra huset, så snart de hørte ham og gik hen og tog imod ham.

– I flytter ind til os! sagde morfar til onkel Jamil, før han var drejet helt ind på gårdspladsen.

Jeg blev siddende i skyggen henne ved laden og kunne ikke få øjnene fra morfar. Han var lille, mørk og tæt. Hans øjne lyste som gløderne i et bål. Mor sagde, han kunne blive vred, så der stod gnister omkring ham. Men sådan havde jeg aldrig set ham. Han var altid stille, diskuterede aldrig med nogen, men sagde kun noget, når der var optakt til fysisk handling og det ikke kunne være anderledes. Han nikkede til mormors ord. Så var det bestemt. Onkel Jamil og moster Laila skulle ind til Fassaf og bo hos dem.

Mormor, der var lang og tynd og ragede næsten to hoveder over morfar, så sig smilende omkring. Som en vinranke stod hun i solen i sin røde kjole. Guldbåndene på hendes håndled glimtede.

– Hjælp onkel ind med tingene! kaldte hun på mig.

Jeg hjalp med at bære nogle bylter tøj og køkkensager ind, som onkel havde hentet i Jaffa. Jeg så hen til ham, men han sagde ikke noget. Da han skubbede vognen ind i laden, løb jeg efter ham

– Fandt du den, onkel Jamil?

Han slap vognen, vendte sig om og løftede mig op til sig.

– Nej, Kairia, jeg fandt den ikke. Der er ikke noget tilbage af vores hjem. Men se, hvad jeg fandt!

Han holdt en hvid musling op foran mig.

– Den må du få i stedet. Jeg gik ned til stranden for at sige farvel til havet og ... han hostede en grødet klang væk fra stemmebåndet og sluttede, – så tog jeg den her til dig.

Han satte mig ned og trykkede den hvide musling i min hånd. Det var ikke den, han skulle have fundet til mig i ruinerne, men den sølvglinsende musling knyttet ind i tørklædet. Jeg vendte ryggen til ham, løb ned for enden af laden og slyngede med et kast, der gjorde ondt i min skulder, den hvide musling ind i buskadset.

Hameh og Sami kaldte på mig fra den anden side af laden og Mutsa gøede ivrigt. Men jeg gik ind i stuen, satte mig stille og sugede de voksnes mørke ansigter og den ængstelige atmosfære til mig. Onkel Jamil fortalte lavmælt:

– ... endnu flere er blevet drevet fra deres arbejde ved havnen og ud af deres hjem, og de fremmede har taget arbejdet eller fået det af englænderne. Enkelte er flygtet, andre prøver stadig at gøre modstand passivt eller aktivt, men bliver slået hårdt ned af englænderne. Ingen ved, hvad de skal gøre ...

Hamehs og Samis mor og moster Laila spurgte til flere af deres bekendte. En far var arresteret, nogle venner drevet ud af deres hus og tvunget på flugt, andre levede i uvished om, hvad der ville ske med dem – om det snart blev deres tur.

– Jeg flygtede, jeg var fej, sagde Hamehs og Samis mor. Hendes hårs røde flamme stod omkring hovedet, lyset fra vinduet faldt skråt ind over hende, og hendes øjne glødede.

– Det siger du, Judith! afviste mormor hende, – med det, du har været igennem.

Med disse ord forlod de emnet og snakkede videre om afgrøder og dyr, indtil mormor og morfar brød op. Da de gik, tog mormor mig ind til sig, bar mig ud i gården, løftede mig op over hovedet på morfar og de andre, svingede mig rundt og lo, når jeg hvinede, så jeg stod svimmel og varm og vinkede efter dem, da de gik ind mod Fassaf. Jeg havde endelig fået den svingtur, jeg havde ventet på, lige siden de kom.

Og jeg tænkte som så ofte før på det mærkelige navn, Samis og Hamehs mor havde, Judith. Det lød, som kom det langt borte fra og brændte som hendes hår. Judith ...

 

***

 

Det var et par dage senere, en klar, varm forårsdag. Alle gik og ventede på chamsinen. Men den kom sent det år.

Onkel Jamil og far stod sammen ude på gårdspladsen og læssede træ, stablede det på kærren og surrede det fast. Onkel og moster skulle have det med sig ind til Fassaf.

Sami, Hameh og jeg havde været ude på markerne at lege fra tidligt om morgenen, men var nu vendt tilbage til gården og i gang med at grave huller for enden af laden for at spille kugler i skyggen. Mutsa gravede det hele væk med sine store poter, hver gang vi prøvede at få lavet et par passende huller til spillet.

– Gå væk, Mutsa! råbte vi og trak den bort. Den fulgte også lydigt med, men kom tilbage, så snart vi begyndte at grave igen, stak snuden mod jorden, snuste kraftigt ind, prustede ud og kastede sig ud i et gravearbejde med forpoterne, så kaskader af sand for ud mellem bagbenene.

Onkel Jamil og far havde været inde i laden og kom ud i en af Mutsas orkaner.

– Hund! råbte far og sprang væk og greb den i halen for at trække den med sig. Men Mutsa værdigede ham ikke et blik, stod fast og sikkert på sine lange, skrævende ben og gravede på livet løs. Far slap den og gik leende videre med sit arbejde.

– Kairia, kaldte onkel henne fra kærren. Jeg løb hen til ham og han løftede to tynde, brede planker ned, lyse i træet som tørt sand.

– Se her, sagde han, – kunne du tænke dig at få et skrin af det her træ?

Jeg lod hånden glide over plankernes ru overflade.

– De er pæne, sagde jeg.

– Ja, og de bliver finere, når de bliver høvlet og slebet og glatte. Skal jeg lave et skrin til dig af dem?

– Vil du?

– Hvis du har tålmodighed. Det kommer til at tage nogen tid, for jeg har meget at lave lige nu. Kan du vente?

Han havde løftet mig op til sig, holdt mig ud fra sig i strakte arme og så på mig med spørgende øjne. Jeg nikkede og han satte mig ned med et:

– Godt.

I det samme faldt et andet stykke træ ned fra kærren og landede for mine fødder, en kraftig, firkantet stump på omtrent samme længde som min underarm. Jeg samlede den op, lagde den i mine arme, som var det et barn og nynnede en vuggevise for den.

– Det kunne der blive noget af, det er godt at skære i, kom far hen og sagde med et nik mod træet i mine arme.

– Behold det, du er god til at skære, udbrød onkel Jamil.

– Det var ikke sådant ment. Du kan selv bruge det.

– Tag det nu.

Drengene kaldte utålmodigt på mig, jeg gav træstykket til far og løb over og legede videre.

I tiden derefter sad han og snittede i det om aftenen i det svage lys fra en kærte. Han havde en kortbladet kniv, som han indimellem gik ud og sleb skarp på trappestenen.

– Hvad laver du? spurgte jeg.

– Noget til dig.

– Hvad er det?

– Det er ikke noget endnu, men det kommer til at ligne et menneske.

– Et rigtigt menneske?

– Ja, en dukke, en dame, som du kan snakke med og give tøj på og gå tur med.

– Hvad siger hun til mig?

– Alt det, du vil have hende til.

– Må jeg se hende?

Han holdt træklodsen hen til mig. Men jeg kunne ikke se nogen dame, kun den grove pind, som var skåret lidt rund enkelte steder uden at det lignede noget.

– Der er jo ingen dame.

– Det kommer, Kairia. Verden blev ikke skabt på en dag. Kan du se de streger der, det bliver håret, og hernede kommer ansigtet.

– Er du snart færdig?

– Nej, det tager lang tid.

– Hvor lang tid?

– Jeg tror ikke, den bliver færdig, før vi er færdige med at høste.

Og vi havde først lige sået.

– Eller, tilføjede han, – hvem ved, måske bliver den færdig samtidig med, at moster Laila skal føde.

– Skal onkel Jamil og moster Laila have et barn?

– Ja, det har de ventet på længe. Men så kom de herud, og så skal hun have et barn.

– Fordi de kom herud?

– Ja. Fordi det er godt at bo herude.

– Hold op med at bilde hende sådan noget ind, afbrød mor, – mennesker får de børn de skal have, uanset hvor de bor.

Jeg gik udenfor. Det var en stille aften. Jeg hørte dem blive ved at halvskændes derinde. For en gangs skyld var jeg alene. Sami og Hameh var med deres mor Judith ovre at besøge Sami Khatib. Han var rykket ud i det endnu udyrkede område kun et halvt år efter mor og far. Han var ungkarl og boede alene på en stor gård, han selv havde bygget. Det var ikke let at komme ud til ham inde fra Fassaf, for han boede endnu længere ude end os, ovre på den anden side af dalen, som vores marker strakte sig ned imod. Jeg kunne ikke forstå, han ville bo derude alene, når han var landsbyens bedste al hadda. Ingen kunne synge eller danse for, som han kunne.

Jeg blev stående ved laden, så over mod bjergene og måtte i mit stille sind give mor ret, da jeg tænkte nærmere over mosters frugtbarhed. Der var ikke sammenhæng mellem at hun ventede barn og at de nu boede i vores landsby, i Fassaf. Men fra et sted endnu dybere inde gav jeg alligevel far ret. Det var jo en værdsættelse af stedet, hvor vi boede, og desuden indebar fars ord, at det ikke er ligegyldigt, hvor mennesker bor og hvad de gør. Steder og mennesker skal passe sammen.

Måske havde jeg en forudanelse om, at steder skulle komme til at spille en afgørende rolle i mit liv. Måske havde jeg allerede set nok af englændernes besættelse og deres ødelæggelser af vores liv og land, hørt tilstrækkeligt om de andre fremmede, der ville tage vores arbejde, jord og land fra os, så tanker om steder og mennesker uundgåeligt måtte melde sig. En barnlig forundring over, at nogle soldater, der hed englændere, kunne sætte sig bestemmende på os og at andre kunne tage det fra os, som var vores livs grundlag i vores eget land. Jeg tog dette grundlag op i mine hænder – jorden. Der var jo så meget af den, at ingen kunne tage den og fjerne den fra os. Jeg lod jorden sive væk mellem mine fingre og mærkede som et glødende stik i maven – fars ord kom til mig: at hjemme i de engelske soldaters eget land havde nogle sagt, at de bestemte i en erklæring, at vores jord måtte de andre få, nu når de gerne ville have den. Men den kunne ingen vel trække væk under mine fødder, her hvor jeg stod. Jeg stampede på den for at mærke den under fodsålerne og begyndte at danse rundt med en svimlende følelse inden i.

Så stod jeg stille med et og tvang mig igen til at tænke på onkel Jamil og moster Laila og det kommende barn. Mine tanker var vel blot barnets naive forsøg på at finde noget godt i det onde: Det havde også ført en god mening med sig, at moster Lailas og onkel Jamils hjem blev ødelagt.

Men hvad med Sami, Hameh og deres mor – Judith med det brændende hår? Hvorfor skulle det ske for dem? De havde det for så vidt godt hos os, men hvorfor skulle deres mor græde så meget under sit ildhår og længes så meget efter det hjem, de havde haft? Hvorfor skulle Hamehs ansigt blive til sten, når de snakkede om det, og Samis øjne stirre med en spørgen, der gjorde mig vanvittig, når snakken faldt på Jaffa?

Al den ulykke blot for at moster og onkel skulle komme til et sted, hvor de kunne få de børn, de havde ønsket sig så længe?

Nej, det var og blev mor, der havde ret. De ting havde ikke noget med hinanden at gøre. For samtidig var moster Laila og onkel Jamil ulykkelige. Hjemløse i vores eget land. Det ene var og blev en ond skæbne, det andet en god. Og det gode og onde var uden indbyrdes forbindelse. Kommet så langt i mine tanker, følte jeg ingen befrielsens indsigt, men at jeg havde fået en tung viden, jeg skulle lære at bære.

Mutsas gøen nede fra markerne forkyndte i det samme, at Sami, Hameh og Judith kom hjem ovre fra Sami Khatib. Jeg løb dem i møde og fulgte dem hjem. De lo alle tre mere end ellers, Judith sprang ned, gav mig en svingtur og løb om kap med mig ved siden af vognen, mens Hameh hyppede på hesten, Sami lo højt og Mutsa gøede tungt og rullende, så mor og far kom ud, da vi for ind i gården. Jeg følte mig lettere igen.

 

Da min fem års fødselsdag nærmede sig, nærmede også tiden sig, hvor moster Laila skulle føde. Dukken, far var ved at skære ud, var ved at være færdig.

Jeg husker en aften, hvor han sad og snittede særligt længe og intenst, mens mor ved væven var i gang med stoffet til en rød kjole til dukken. Et hvidt sjal lå allerede klar på bordet under vinduet. Hun havde syet det af hvidt lagenstof og broderet det med guldtråde. Dagen efter fødte moster en stor og kraftig dreng, som de kaldte Hazem og som ved fødslen – endnu før han var kommet helt ud af skødet – oplod sin røst med en sådan kraft, at det kunne høres ud til Sami Khatib. Det var i hvert fald den historie, der senere kom til at følge Hazem om hans fødsel og kraftfulde, høje stemme.

I den periode var der særligt meget markarbejde, der tog min fars tid og kræfter, så da det blev min fødselsdag, var kun tøjet, men ikke dukken færdig. Til gengæld fik jeg det lyse smykkeskrin af onkel. Det havde samme størrelse og form som mors, men hvor hendes var dekoreret med udskårne figurer af Jesus og hans disciple, var mit oversået med figurer fra Tusind og en nats eventyr og Højsangen – får og geder, duer og ferskner, æbler og appelsiner, mænd og kvinder der snoede sig ind og ud af hinandens lemmer. Jeg satte mig hen for mig selv i et hjørne af stuen og løftede låget af. Inden i lå en smal, lys ring med en grøn sten.

– Et smykkeskrin må aldrig være tomt, sagde onkel.

Jeg nikkede og gemte mig bag sengen. Der var i alt fire rum. Tre firkantede små og et stort aflangt. Midt i det store lå ringen, og når jeg vippede skrinet, rutsjede den frem og tilbage med en fortrolig hvisken. Jeg turde ikke tage den op. Skrinet måtte jo ikke være tomt. Jeg måtte vente med at bruge den, til der kom flere smykker i. Den sølvfarvede musling, jeg havde fundet i Jaffa, skulle have ligget i det midterste rum med sine lysende røde farver og sølvbånd. Der måtte ikke komme noget i det rum, før jeg havde fundet den igen. Men indtil da? Jeg gik resolut ud for at lede efter onkels hvide musling, som jeg havde smidt væk, da han gav mig den.

– Hvad går du og roder efter?

Sami stod bag mig. Jeg havde ikke hørt ham komme. I det samme rundede Hameh og Mutsa hjørnet:

– Hvad er der? spurgte Hameh stakåndet.

– Hun har en hemmelighed. Der er noget, hun leder efter.

– Nej jeg har ikke, sagde jeg.

– Jo du har. Kom så frem med det? Hvad er det?

– Ingenting.

– Hvad er ingenting?

– Ikke noget.

– Lad hende være, udbrød Hameh, mens Mutsa masede ud og ind af krattet og han kaldte på den og henkastede:

– Hun er bare sur.

– Nej, men ...

– Men hvad?

– Jeg syntes, jeg hørte en fugl.

– En fugl?

– Ja, en unge.

– Her er da ingen fugl, så havde Mutsa fundet den for længst.

– Kom nu!

– Hvad skal vi?

– Ud på marken.

Jeg tænkte på muslingen, da vi løb rundt om laden. De næste dage sneg jeg mig flere gange hen og ledte igen, men jeg fandt den ikke. Og en dag opgav jeg, stod og så op i himlen og opgav, mens solen gik ned, stod ved buskene og kastede et sidste, opgivende blik på dem med flimren for øjnene efter himlens lys. Det nyttede jo ikke noget. Jeg vendte mig hurtigt og var allerede på vej væk, da et hvidt glimt nåede mine øjne, efter at de havde set det og allerede fikserede andre ting – far der kom ridende ind nede fra dalen, mor der gik rundt om huset med favnen fuld af nyvævet stof, Judith der brændte i lys lue inde i stuen, hvor hun var ved at lære Hameh at læse, mens Sami sad og legede ved siden af. Mutsa der lå uden for døren og rakte tunge ad solen, der nu gled væk. Jeg blev stående, lod det hvide glimt fæstne sig, vendte mig søvngængeragtigt og gik hen til den hvide musling, der lå og ventede på mig i skyggen under en busk.

 

***

 

 

 

Forlag og bogsalg

 

Trykte bøger, lydbøger, ebøger

 

Bestilling hos os:

Ring 98 58 22 00, mail,

eller afkryds i Bestillingsliste.

 

Ebøger direkte fra os leveres

i form af links til download

inden for 24 timer

i formaterne epub, mobi og pdf.

 

Trykte bøger og lydbøger

bestilt inden 13:00 hverdage afsendes samme dag.

Cookies

 

Hverken vi selv, eller one.com, som denne hjemmeside er hostet hos, bruger cookies.

Vi har heller ingen indlejringer fra tredjeparter.