Immensee Læseprøve

NordØsten

NordOsten Books

 

 

Læseprøve

 

Om Theodor Storms Immensee:

 

Immensee er en lille, men særdeles velskrevet bog … med tilhørende velskrevet og interessant efterord af Hugo Hørlych Karlsen … (Immensee) beskriver episoder med en stemningsmæthed, der gør dette lille værk til en virkelig skøn og tankevækkende læseoplevelse.” Lise Ludvigsen, KultuNaut.

 

“Det er de små bevægelsers kunst … I sit glimrende efterord taler Hørlych Karlsen om Thomas Manns begejstring for Storm, som han syntes lignede Turgenjev. Immensee-fortællingen bekræfter helt vurderingen.” Bo Hakon Jørgensen, Kristeligt Dagblad.

 

“Oversætteren Hugo Hørlych Karlsen viser i sit fine efterskrift, hvor meget man kan få ud af den lille fortælling.” Erik Svendsen, Jyllands Posten.

 

“Storm tegner fine psykologiske portrætter ... Sproget er fornemt sitrende og afbalanceret, og oversættelsen er præcis. ... God litteratur om et stille og intenst menneskeligt drama.” Steffen Lange, Midtjyllands Avis.

 

 

Kolofon

 

Immensee

oversat af Hugo Hørlych Karlsen efter Immensee i Theodor Storm: Werke, Knaur Klassiker, Droemersche Verlagsanstalt, München 1953.

 

© Hugo Hørlych Karlsen, NordØsten Forlag NordOsten Books 2012

 

Sat med Verdana

 

Må digitalt eller i udskrift bruges af køberen af denne ebog.

Må ifølge copyrightbestemmelserne, der beskytter forlagets og forfatterens arbejde, hverken kopieres analogt eller digitalt til andre eller offentliggøres uden forudgående aftale med forlag og forfatter.

 

ISBN 978-87-91493-31-7: Ebog

ISBN 978-87-7070-280-5: Trykt bog

 

NordØsten Forlag NordOsten Books

www.nordosten.dk

 

 

NordØsten NordOsten Books har også udgivet Theodor Storm: Skovbrynet. På dansk ved og med efterord af Hugo Hørlych Karlsen, ebog, ISBN 978-87-91493-30-0.

 

Den findes i NordØsten Forlag NordOsten Books’ samlede ebogskatalog:

www.nordosten.dk/E-boeger.html

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Theodor Storm, 1817-1888.

 

Indhold

 

Immensee – fortælling

Det ubønhørliges sfære – efterord

Immensee – digt

Supplerende illustrationer

Benyttede kilder

 

Immensee

 

Den gamle mand

 

En eftermiddag sent i efteråret gik en gammel velklædt mand langsomt ned ad gaden. Han syntes at vende hjem fra en spadseretur, for hans spændesko, som hørte en forladt mode til, var godt støvede. Den lange rørstok med forgyldt knop bar han under armen; med sine mørke øjne, hvori hele hans tabte ungdom syntes at have overlevet og som stak forunderligt af mod det snehvide hår, så han sig roligt omkring eller ned i byen, som lå foran ham i aftensolens dis. – Det var næsten, som var han en fremmed, for kun få af de forbipasserende hilste på ham, selv om mange uvilkårligt blev tvunget til at se ind i disse alvorlige øjne. Endelig stod han stille foran et højt hus med gavl, så endnu en gang ind over byen og trådte så ind i husets forstue. Ved dørklokkens klang blev det grønne forhæng inde i stuen ved et kighul, der vendte ud mod forstuen, skubbet væk, og en gammel kvindes ansigt kom til syne. Manden vinkede ad hende med sin rørstok. “Ingen lys nu!” sagde han med en noget sydlig accent, og husholdersken lod igen forhænget falde ned. Den gamle mand gik nu over den brede forstue, så igennem en gang, hvor der stod store egetræsskabe og porcelænsvaser langs væggene; gennem den dør, der var lige for, trådte han ind i en lille korridor, hvorfra en smal trappe førte til baghusets øverste værelser. Han steg langsomt op ad trappen, åbnede øverst oppe en dør og trådte så ind i et forholdsvist stort værelse. Her var der hjemligt og stille. Den ene væg var næsten helt dækket af reoler og bogskabe. På den anden hang der billeder af mennesker og forskellige landområder. Foran et bord med grøn dug, som enkelte opslåede bøger lå spredt ud over, stod en tung lænestol med en rød fløjlspude. – Efter at den gamle havde stillet hat og stok hen i hjørnet, satte han sig i lænestolen og syntes med foldede hænder at hvile ud efter spadsereturen.

Som han sad der, blev det efterhånden mørkere; sluttelig faldt en månestråle gennem vinduesruderne ind på malerierne på væggen; og efterhånden som den lyse stribe langsomt rykkede videre, fulgte mandens øjne uvilkårligt med. Nu stod den foran et lille billede i en glat sort ramme. “Elisabeth!” sagde den gamle stille; og i samme øjeblik han havde udtalt ordet, var tiden forvandlet – han var i sin ungdom.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Børnene

 

Snart trådte en lille piges yndefulde skikkelse hen imod ham. Hun hed Elisabeth og måtte vel være fem år, selv var han dobbelt så gammel. Om halsen bar hun et lille rødt silketørklæde; det stod sig pænt til hendes brune øjne.

“Reinhard,” råbte hun, “vi har fri, fri! Dagen lang ingen skole, og heller ikke i morgen.”

Reinhard stillede kvikt regnetavlen, som han allerede havde under armen, ind bag ved døren, og så løb de to børn gennem huset ud i haven og gennem havelågen ud på engen. Den uforudsete ferie tog de med fryd til sig. Herude havde Reinhard med Elisabeths hjælp bygget et hus op af græstørv; det ville de bo i gennem sommeraftenerne, men bænken manglede stadig. Nu gik han straks i gang med arbejdet; søm, hammer og de fornødne brædder lå allerede klar. Imens gik Elisabeth hen langs volden og samlede den vilde stokroses ringformede frø i sit skørt. Af dem ville hun lave kæder og halsbånd; og da Reinhard endelig på trods af mangt et bøjet søm havde fået lavet sin bænk og nu igen trådte ud i solen, gik hun allerede langt væk, i den anden ende af engen.

“Elisabeth!” råbte han, “Elisabeth!” og så kom hun, og hendes hårlokker fløj. “Kom,” sagde han, “nu er vores hus færdigt. Du er jo blevet helt varm; kom herind, vi sætter os på den nye bænk. Jeg fortæller dig noget.”

Så gik de ind sammen og satte sig på den nye bænk. Elisabeth tog sine små ringe ud af skørtet og trak dem på lange sejlgarn; Reinhard begyndte at fortælle: “Der var engang tre spindekoner – –”

“Åh,” sagde Elisabeth, “den kender jeg jo udenad; du behøver heller ikke altid fortælle det samme.”

Så måtte Reinhard lade historien om de tre spindekoner blive siddende i sig, og i stedet fortalte han historien om den stakkels mand, som blev kastet ned i løvegruben.

“Nu var det nat,” sagde han, “forstår du, helt mørk nat, og løverne sov. Men ind imellem gabte de i søvne og rakte de røde tunger ud; da skælvede manden og troede, at det blev morgen. Da blev der med et kastet et lyst skær rundt omkring ham, og da han så op, stod der en engel foran ham. Den vinkede ad ham med hånden og gik så lige ind i klippen.”

Elisabeth havde hørt opmærksomt efter. “En engel?” sagde hun. “Havde den så vinger?”

“Det er bare sådan en historie,” svarede Reinhard; “der findes jo slet ingen engle.”

“Åh fy, Reinhard!” sagde hun og så ham stift ind i ansigtet. Men da han så mørkt på hende, spurgte hun ham tvivlende: “Hvorfor siger de det så hele tiden? Mor og tante og også i skolen?”

“Det ved jeg ikke,” svarede han.

“Men du,” sagde Elisabeth, “findes der så slet ingen løver?”

“Løver? Om der findes løver! I Indien; der spænder afgudspræsterne dem for vognen og kører gennem ørkenerne med dem. Når jeg bliver stor, vil jeg engang selv derhen. Der er der mange tusinde gange smukkere end her hos os, der er der slet ingen vinter. Du skal også med mig. Vil du?”

“Ja,” sagde Elisabeth, “men mor skal så også med, og også din mor.”

“Nej,” sagde Reinhard, “så er de for gamle, de kan ikke komme med.”

“Men jeg må ikke alene.”

“Du kommer til godt at måtte det; du bliver jo virkelig min kone, og så har andre ikke mere at sige over dig.”

“Men min mor vil græde.”

“Vi kommer jo tilbage,” sagde Reinhard heftigt; “sig det bare ligeud: Vil du rejse med mig? Ellers tager jeg af sted alene, og så kommer jeg aldrig mere tilbage.”

Den lille var lige ved at græde. “Lad være med at blive så vred i øjnene,” sagde hun; “jeg vil jo med til Indien.”

Reinhard greb hende med overgiven glæde ved begge hænder og trak hende ud på engen. “Til Indien! Til Indien!” sang han og svingede hende og sig selv rundt i kreds, så hendes røde lille tørklæde fløj af halsen. Men så slap han hende pludselig og sagde alvorligt: “Der bliver alligevel ikke noget ud af det, du har ikke modet.”

“Elisabeth! Reinhard!” blev der råbt fra havelågen. “Her! Her!” svarede børnene og sprang hånd i hånd hjemad.

 

 

 

 

 

 

 

Forlag og bogsalg

 

Trykte bøger, lydbøger, ebøger

 

Bestilling hos os:

Ring 98 58 22 00, mail,

eller afkryds i Bestillingsliste.

 

Ebøger direkte fra os leveres

i form af links til download

inden for 24 timer

i formaterne epub, mobi og pdf.

 

Trykte bøger og lydbøger

bestilt inden 13:00 hverdage afsendes samme dag.

Cookies

 

Hverken vi selv, eller one.com, som denne hjemmeside er hostet hos, bruger cookies.

Vi har heller ingen indlejringer fra tredjeparter.