Den palæstinensiske dreng Læseprøve

NordØsten

NordOsten Books

 

 

Læseprøve

 

Kolofon

 

Den palæstinensiske dreng der ikke ville dø. Jamil Abu-Kabir

 

© Hugo Hørlych Karlsen, NordØsten Forlag NordOsten Books 2011

ISBN 978-87-91493-21-8

 

Sat med Verdana

 

Må digitalt eller i udskrift bruges af køberen af denne ebog.

Må ifølge copyrightbestemmelserne, der beskytter forlagets og forfatterens arbejde, hverken kopieres analogt eller digitalt til andre eller offentliggøres uden forudgående aftale med forlag og forfatter.

 

NordØsten Forlag NordOsten Books

www.nordosten.dk

 

 

Af samme forfatter om Palæstina hos NordØsten NordOsten Books:

Palæstinas Røde Rose. Laila Atshan, ebog, ISBN 978-87-91493-22-5.

Længslens land. Vejen til Jerusalem, roman, ebog 3. reviderede udgave, ISBN 978-87-91493-27-0.

“En dyb indlevelse i de forfulgtes kår, en række beåndede børne- og kærlighedsskildringer – og et internationalt udsyn, der ikke er dagligkost i dansk litteratur.” Søren Schou, Information.

 

De findes i NordØsten Forlag NordOsten Books’ samlede ebogskatalog:

www.nordosten.dk/E-boeger.html

 

Indhold

 

Motto

Morgenen

De kom for at kolonisere

Ikkezionistiske jøder

Hensigten var at fordrive – zionistiske citater

Vejen

Lever du?

Vesten vil have Østen

Drengen og hvad der var sket indtil da

Parken og dens skjulte indhold

Sabbarin set fra Danmark

Fra Jamils fotoalbum

Jamil Abu-Kabir – skematisk biografi

Benyttet litteratur og noter

 

Motto

 

“Bruden er smuk, men hun er gift med en anden mand.”

 

(Det var det svar, to repræsentanter for de jødiske rabbinere i Wien gav om Palæstina, da de omkring 1897/98 var nede for at undersøge forholdene efter afholdelsen af den første zionistkongres i 1897 i Basel i Schweiz, som havde formuleret en målsætning om at kolonisere Palæstina).

 

Morgenen

 

Sandheden

Jeg husker tydeligt de første ord, han sagde til mig, da jeg første gang mødte manden, der ikke eksisterer. Han er fra landsbyen, ingen kan se og som ligger i landet uden mennesker.

Han så mig smilende i øjnene og spurgte:

“Ønsker du at kende sandheden?”

Og naturligvis ville jeg gerne kende sandheden. Hvem ønsker ikke altid at kende den? Så jeg nikkede, og gennem de følgende år fortalte han, hvad der virkelig skete.

Han blev født i landsbyen, ingen kan se. Men på trods af det var han bare en dreng på samme måde som en dreng er en dreng over alt på jorden, og som alle drenge en særlig dreng med sin egen individualitet, i sin egen enestående familie, i sin egen kulturs traditioner og i sit eget folks land og landskab.

Lad os møde manden, der ikke eksisterer. Lad os se ham i landsbyen, ingen kan se. Den ligger i landet uden mennesker.

 

En morgen

En tidlig forårsmorgen vågnede han, da solens stråler skar sig ind i hans højre øje og åbnede det for lyset, hvis skarphed han samtidig måtte lukke det imod. Men han mærkede varmen på sin højre kind og vendte hovedet, så hele hans ansigt nu lå i det varme solbad. Og han rejste sig stille, stadig med øjnene lukket, så han stod med mere af sin krop i det strømmende lys. Der var stille i landsbyen. Fra værelset i huset, hvor han stod, åbnede der sig et rum af total stilhed, som kun eksisterer, når der ikke høres menneskestemmer eller lyde fra menneskelige gøremål, men som nu kun hønsenes skraben i sandet uden for og et æsels skryden i landsbyens udkant.

 

Solen

Han sneg sig ud som så mange drenge har sneget sig ud om morgenen for at have tid til sig selv uden voksne omkring sig til at se efter dem og kommentere på, hvad de gør eller ikke gør. Og han stod i solen. Vinden var skarp, stadig med et anstrøg af isnende kulde, som krøb gennem hans skjorte. Men solen var allerede varm. Den trængte gennem den usynlige kolde luft, blødgjorde og oplivede hans hud og blod, hvor strålerne ramte ham. Han fandt ly for vinden bag en havemur. Og pludselig var der kun varmen og de indbydende dufte fra husene, fra haverne, fra landsbyens marker og det åbne landskab med dets bløde bakker og dale, som åbnede hans øjne mod horisonten. Og inden i sig, inde bag sine øjne, som han lukkede endnu engang, så han floden, som flød forbi nær landsbyen, følte det kolde vand hvirvle omkring sine nøgne fødder, som det havde gjort så mange gange siden hans tidlige barndom, når han kom der efter vand eller for at lege med de andre børn.

 

Skriget

Få timer senere skreg han. Et skrig som han følte som en eksplosion fra sit indre. Alle hans følelser, tanker, årer og blod og indre organer blev hvirvlet ud i et univers af rædsel – for skriget blev inden i hans krop af frygt for, at banditterne, som skød efter ham, ville have lettere ved at ramme hans bløde kød og friske unge blod med deres dødbringende kugler, hvis skriget fandt vej over hans læber. Hans krop brændte, da den ramte flodens kolde vand, og kuglerne lød som vrede bier i luften omkring ham og som hårde slag, når de ramte vandet og træerne. Vandet lukkede sig over ham.

 

Hvorfor?

Fordi han som en palæstinensisk dreng for den fremmede gruppe, som kaldte sig zionister, var en dreng som ikke eksisterede. Han levede i en landsby, hvis eksistens blev benægtet. Han levede i landet Palæstina, som var et land, hvis mange landsbyer, byer, landbrug, fabrikker og beduinsamfund for den fremmede gruppe var ikkeeksisterende områder. Den rige palæstinensiske kultur, som gennem århundrede efter århundrede havde fået tre af verdens hovedreligioner – islam, kristendom og jødedom – til at eksistere i gensidig accept og harmoni, blev officielt kaldt for en ørken af zionisterne. For dem var de landsbyer, byer og landskaber, som var fyldt med mennesker, bevis på en eksistens, som ikke eksisterede.

Og da zionisterne var kommet til dette land og ønskede det for dem selv, jagtede de nu drengen, der var som alle andre drenge på jorden, som den ikkeeksisterende eksistens han var for dem. De ønskede at dræbe ham eller jage ham så langt væk, at han for dem blev ganske og aldeles ikkeeksisterende. I det øjeblik han og hans familie og alle andre mennesker i landsbyen var dræbt eller drevet væk, ønskede de at overtage deres huse med alt, hvad der var efterladt, deres dyr, deres møbler, deres marker, deres landsby, deres land. Alt dette skulle være zionisternes. De ville have det for dem selv.

 

Navnet, landsbyen, datoen

Hans navn var Jamil – Jamil Abu-Kabir.

Landsbyen var Sabbarin.

Det var onsdag den 12. maj 1948.

Det var om formiddagen omkring klokken ti.

 

 

 

 

 

 

 

Forlag og bogsalg

 

Trykte bøger, lydbøger, ebøger

 

Bestilling hos os:

Ring 98 58 22 00, mail,

eller afkryds i Bestillingsliste.

 

Ebøger direkte fra os leveres

i form af links til download

inden for 24 timer

i formaterne epub, mobi og pdf.

 

Trykte bøger og lydbøger

bestilt inden 13:00 hverdage afsendes samme dag.

Cookies

 

Hverken vi selv, eller one.com, som denne hjemmeside er hostet hos, bruger cookies.

Vi har heller ingen indlejringer fra tredjeparter.